Homoseksuelle præster har ikke pligt til at oplyse om seksualitet

Konservative menighedsråd må gerne spørge, om en kommende præst vil vie homoseksuelle, men ikke om præsten selv er homoseksuel

Præster har ikke pligt til at oplyse menighedsrådene om deres seksuelle orientering - heller ikke selvom homoseksualitet kan stride imod menighedens teologi.
Præster har ikke pligt til at oplyse menighedsrådene om deres seksuelle orientering - heller ikke selvom homoseksualitet kan stride imod menighedens teologi. . Foto: JENS NØRGAARD LARSEN.

Homoseksuelle præster har ikke pligt til at oplyse, at de er homoseksuelle, og menighedsråd har ikke ret til at spørge.

På den måde kan en konservativ menighed faktisk ende med en præst, hvis teologi menigheden ikke deler.

Det siger advokat og leder af Dokumentations- og Rådgivningscenter om Racediskrimination Niels-Erik Hansen.

LÆS OGSÅ: Homoseksuel bispe-kandidat truer med retssag

Hvis menighedsrådet efterfølgende fyrer præsten for hans eller hendes seksualitet, og sagen kommer for Ligebehandlingsnævnet, skal menighedsrådet løfte bevisførelsen. Han tilføjer, at erstatningen i den type sager kunne ende på 300.000 kroner, som en ansat fik, fordi han til arbejdsgiveren ikke havde sagt, at han havde diagnosen ADHD.

I den virkelige verden vil jobsøgende præster nok granske stillingsannoncerne i Præsteforeningens Blad for de kodeord, der kan betyde, at der ønskes en præst, som vier fraskilte og homoseksuelle, eller her gør vi i hvert fald ikke. Når for eksempel Sindbjerg Sogn søger en overenskomstansat præst og skriver, at sognet ønsker en præst, der ... med Bibelen som grundlag (kan) løfte evangeliet ind i vor hverdag, så er det ikke en homoseksuel præst, der ledes efter.

Til gengæld må man gerne spørge en præst, om han eller hun vil vie homoseksuelle. Og det synes sognepræst i Løsning Henrik Højlund er underligt.

Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at man ikke må spørge en præst, om han er homoseksuel, men det er jo omfattet af en række regler. Vi ved jo alle, at der er teologi på spil her, og en præsts livsvandel er jo ikke ligegyldig. Hvis jeg havde været dømt for et eller andet, ville menighedsrådet jo nok spørge ind til det, men homoseksualitet kan man ikke tale om.

Hvis en præstekandidat svarer ja til, at han eller hun vier homoseksuelle, så vil de konservative menigheder nok vælge en anden. Og ved en indstilling til Kirkeministeriet er der ikke krav om, at der skal følge en begrundelse af valget. Blot angivelse af, hvilken kandidat menighedsrådet har valgt.