Se video af hoppende præst: I kirken skal der være plads til at være skrupskør

Ferslev Kirke indviede i denne uge - ved en familiegudstjeneste - en kæmpe hoppeborg formet som en kirke. For der skal både være plads til det skrupskøre og højtidelige, mener sognepræst Mikkel Højholt. Se ham demonstrere hoppekirken her

Sognepræst i Ferslev Mikkel Højholt har købt en gigantisk hoppekirke til sognets børn. Billeder og video: TV2 Lorry
Sognepræst i Ferslev Mikkel Højholt har købt en gigantisk hoppekirke til sognets børn. Billeder og video: TV2 Lorry. Foto: Screenshot fra video.

Mikkel Højholt, du er sognepræst i Ferslev Kirke, hvor I i onsdags indviede den nye hoppekirke ved en familiegudstjeneste. Hvad er tanken bag initiativet med hoppekirken?

Vi har i kirken et stort budget til børn- og ungearbejde. Så da vi så hoppekirken, syntes vi, at det passede perfekt ind i vores arbejde. Vi tænkte, at det ville være fantastisk at kunne samle hele familien om sådan et arrangement, hvor både børn og voksne kan have det sjovt.

Video fra TV 2 Lorry 446207

Hvorfor er det kirkens opgave at underholde på den her måde?

Jeg synes, at det i den grad er en opgave for kirken at bringe sådanne initiativer. Det er kirkens opgave at sørge for, at der er en umiddelbar glæde og sammenhørighed. Det sørger sådan et arrangement for. På den måde får vi ført folk sammen, og vi giver dem en oplevelse af, at kirken både kan være det tryggeste, men også det vildeste rum.

Er du ikke bange for at skræmme kirkegængere væk, hvis de synes, det bliver for useriøst?

Overhovedet ikke. Det er helt fint, at der er folk, der gerne vil have det højtidelige og det klassiske. Der har de mange andre kirker, som de så kan gå til. Men jeg tror også, at der er rigtig mange mennesker, der har brug for at vide, at man i kirken også godt kan være lidt skrupskør. Derfor synes jeg, at der skal være plads til, at vi kan have de her anderledes arrangementer.

Kirken er et rum, hvor vi hører om Guds kærlighed. Der bør vi jo reagere med en masse glæde, men i stedet forventes det, at vi sidder pænt på rad og række. Det har jeg det svært med. Men i en hoppekirke er der ingen, der er kirkefremmede. Her kan alle være med, og det synes jeg er helt fantastisk.

Video fra TV 2 Lorry 446208

Risikerer du ikke, at folk får svært ved at tage dig seriøst i dit virke som præst, når du lægger en video op, hvor du hopper rundt i kirkerummet?

Det tror jeg bestemt ikke. Jeg har indtil videre kun fået gode reaktioner på videoen. Vi er kun 1600 indbyggere i sognet, men videoen er nået ud til 7.000 personer. Det, synes jeg da, er helt vildt fantastisk. Så jeg har ikke oplevet det som et problem. Tværtimod oplever jeg, at mange føler, at det gør tærsklen til kirken lidt lavere, fordi de får lov til at opleve præsten som et menneske.

Er sådanne initiativer ikke med til en forfladigelse af kirken og fratage dens autoritet i samfundet?

Nej, det synes jeg overhovedet ikke. Jeg synes ikke, at kirken skal være en autoritet. Den skal i stedet tilbyde kirkegængerne en pause fra alt det vanvid, vi i hverdagen oplever i samfundet. Kirken skal kunne skabe glæde, kærlighed og være omsorgsfuld, hvilket jeg synes, at det her initiativ er med til.