Prøv avisen

Hospitalet: Bøn giver styrke i svære tider

Bederummet på Rigshopitalet i København er primært for muslimer og opdelt i to rum. Et stillerum og et bederum, hvor der ligger tæpper fremme. – Foto: Jens Welding Øllgaard

I sommeren 2006 fik Rigshospitalet landets første bederum på et hospital for ansatte, patienter og pårørende med muslimsk baggrund

En mand i hvid kittel kigger op, da døren åbnes til bederummet på Rigshospitalet i København. Han er ved at tage sko på og sidder halvt på knæ i det lille rum.

Da skoene er på, rejser han sig, smiler og går ud ad døren til en gang, der summer af liv og travlhed. Til den ene side kan man ane en lang kø ved Blodbanken, hvor flere må stå op og vente i mangel på siddepladser. I den anden ende af gangen benytter nogle patienter og pårørende sig af muligheden for at købe lidt frokost.

Har man travlt, kan man måske bevæge sig mellem de to ender af gangen uden at opdage kontorerne, der tilhører hospitalspræster og en enkelt imam. Man ville måske opdage Rigshospitalets kirke, som døren er åben ind til. Kirkerummet er indrettet med billeder og mosaikker, siddepladser langs væggen, et klaver og et orgel og seks rækker med læderbetrukne stole, der peger i retning af et alter.

Over for kirken finder man den grå dør, der fører ind til det lille bede- og meditationsrum, som består af to dele. Den første del er et stillerum med to røde sofaer, en sofastol, et bord, en stor vask og en reol med koraner og andre islamiske værker. På de nederste hylder er der tæpper og tørklæder, og på bordet ligger der gratis cd’er og tre brochurer. En om islam, en om Muhammed og en om ateisme – med en islamisk vinkel.

Der lugter svagt af røgelse i stillerummet, selvom der på et A4-ark med regler står, at at man af hensyn til hospitalets patienter frarådes at bruge parfumer eller røgelse i bederummet.

I forlængelse af stillerummet ligger bederummet, som er skærmet af. Et forhæng adskiller rummet i en mande- og dameafdeling, og på mændenes side ligger tre tæpper fremme. De er placeret i retning af rummets ene væg, hvorpå der sidder et papir med en pil, som viser Mekkas retning.

I sommeren 2006 fik Rigshospitalet landets første bederum på et hospital for ansatte, patienter og pårørende med muslimsk baggrund. Det skete på intiativ fra blandt andet hospitalspræsten Henning Nabe-Nielsen, som begrundede det med, at kristne i mange år havde haft en kirke og præster til rådighed, mens der ikke var nogen hjælp til muslimer, som efterspurgte et sted at bede og få ro.

På hospitalets hjemmeside står der, at rummet fortrinsvis er et tilbud til muslimer, men at alle andre trosretninger er velkomne. Dermed adskiller rummet sig fra de lokaler, der oftest bygges på sygehuse i disse år – religionsneutrale rum til refleksion og bøn.

En anden mand i hvid kittel træder ind i lokalet. Han hedder Ali Fakhro, er bioanalytiker på Diagnostisk Center og bruger rummet, hver gang han er på arbejde.

”Det betyder meget, at rummet er der, og det er da også en grund til, at jeg ikke kunne forestille mig at skifte arbejde. Og så er det jo fint, at man møder alle mulige herinde. Jeg hilser på patienter, kolleger, taxachauffører og andre ansatte i huset,” siger han.

Han har ikke så meget tid til at tale, da han skal nå at bede, inden frokostpausen er forbi.

Processen er grundig. Først skal skoene af, så de hvide sokker, og derefter stiller han sig på et par klipklapper foran den store hvide vask. Han renser ansigtet, munden, hænder og arme. Grundigt plaskes der vand på igen og igen. Så i håret og i ansigtet og på armene igen.

Han slukker kort for vandet og placerer højre fod i vasken. Da fødderne er rene, tørrer han arme, hænder og fødder med noget papir og tørrer gulvet under vasken med en gulvssvaber. Han går ind i det andet rum, hvor tæpperne ligger spredt ud, og beder sin bøn.

Der går ikke mange minutter mellem, at der kommer nye ind i rummet. Nogle vasker sig grundigt, andre hurtigere, og nogle går bare direkte ind til bedetæpperne, efter at de har taget skoene af. En mand sætter sig kort til at læse i en af de islamiske bøger, før han smutter ud.

28-årige Mohammad Al-Saidi er servicemedarbejder på femte år ved siden af studiet til laborant.

Han bruger bederummet et par gange om dagen, når det lige passer.

”For mig er det ikke en pligt at bede, men det giver en indre fred, som jeg godt kan lide. Det svarer måske lidt til, at man sætter strøm til sin mobil. Jeg oplader min sjæl ved at gå herind. Men hvis jeg ikke har tid, så er det sådan, det er,” siger han.

Pludselig bankes der på døren. En håndværker forklarer, at han skal ordne låsen og undskylder, at han kommer til at larme lidt. Håndværkeren er den eneste ikke-muslim, der kommer i nærheden af rummet denne eftermiddag. Men de kommer, siger Muhammed Al-Saeedi.

”Jeg har set nogle stykker sidde herinde, når jeg er kommet ned for at bede. Det er ikke ofte, men nogle gange i hvert fald.”

Lidt senere åbner en ung kvinde døren. Hun smiler og går i bøn. Hvis ikke avisens udsendte havde været i rummet, var hun ikke gået ind, for ifølge hende må der ikke være kun én mand og én kvinde i rum sammen. Hun er i praktik på hospitalet, men har tidligere brugt bederummet som både patient og pårørende. Engang var hun indlagt med en kollapset lunge, og der kunne hun finde på at gå ned i bederummet tidligt om morgenen for bare at få ro og komme lidt væk hospitalsatmosfæren.

En anden kvinde med et farverigt tørklæde kommer ind. Hun er gravid med sit andet barn, og da hun er diabetiker, skal hun til tjek på Rigshospitalet hver anden uge. For hende er det vigtigt at få bedt de daglige bønner.

”Men det er også bare rart med et rum som dette, når man er indlagt. Efter at jeg havde født mit første barn, satte jeg mig i de røde sofaer her i rummet og takkede stille Gud for, at fødslen var gået godt. Det var rart. Jeg kan få en følelse af, at jeg er tættere på Gud, når jeg beder, og det giver mig også en styrke i svære tider. Jeg er folkeskolelærer, og da jeg gik ned med stress, blev jeg tilknyttet en stresscoach, som fortalte mig, at det var vigtigt, at jeg fortsatte med bøn eller mindfulness, da det hjælper mig med at tømme hovedet og finde en indre ro,” siger hun og tilføjer, at troen kan være beroligende, når man er på et hospital.

”Under bøn og refleksion kan jeg komme til at tænke på, hvordan vi alle i virkeligheden bare er dødelige skabninger. Vi skal alle dø, og så fortsætter livet et andet sted. Det giver mig en ro og fred indeni at tænke sådan.”

En stemme lyder over en højtaler i runmmet. Det er kaldet til eftermiddagsbøn, forklarer kvinden:

”Jeg er glad for, at der bliver vist hensyn til andre religioner her på hospitalet, og jeg synes, det er sejt, at man har kirken lige overfor. Det gør mig lidt stolt, at man kan udvise den rummelighed, at der er plads til begge dele for de danske borgere.”

Men spørgsmålet er vel, om rummet virkelig indbyder til at blive brugt af alle? Med tæpperne, koranerne, brochurene og kaldet til bøn.

”Jeg må indrømme, at da jeg så dig, tænkte jeg ’hun er da pæredansk – hvad mon hun laver her?’. Jeg overvejede, om du var konvertit eller bare søgte ro. Men begge dele ville jo være helt fint. For det er et rum for alle. Jeg kan godt se, at det primært er muslimer, der bruger det, men det er vel også muslimer, det primært er lavet til. Men alle er velkomne.”

På hospitalets hjemmeside står der, at rummet fortrinsvis er et tilbud til muslimer, men at alle andre trosretninger er velkomne. Foto: Jens Welding Øllgaard