Prøv avisen

Hospitalspræsten følger med de syge derud, hvor ingen andre følger med

”I dag vælger vi selv, hvornår og hvordan vi vil tro. Hospitalet er et af de steder, hvor mange vælger den til, men de kan stadig gå ind og ud af religiøsiteten,” siger hospitalspræsten. Foto: Reimar Juul

Hvis man er i tvivl om danskernes religiøsitet, skal man bare læse gæstebogen i Rigshospitalets kirkerum, siger hospitalspræst Christian Busch. I denne uge holdt han foredrag om, hvordan svær sygdom påvirker mennesker

Christian Busch husker engang, hvor han på Rigshospitalet skulle døbe et barn, som havde en meget lille chance for at overleve. Da han talte med forældrene inden dåben, understregede faderen, at han ikke var troende, men at det var moderens ønske at få barnet døbt.

Alligevel lod dåben på hospitalsstuen blandt de blinkende lamper og ringende klokker til at bevæge manden, som midt i det hele udbrød, at ”nu troede han på det.”

Nogle måneder senere talte Christian Busch igen med faderen, som nu var gået tilbage til at sige, at han ikke var troende. Dette er ifølge den 63-årige hospitalspræst meget sigende for danskernes tro i dag. Han kalder det for PN-religion, opkaldt efter PN-medicin - medicin, der tages ”pro necessitate”, efter behov.

”I dag vælger vi selv, hvornår og hvordan vi vil tro. Hospitalet er et af de steder, hvor mange vælger den til, men de kan stadig gå ind og ud af religiøsiteten.”

Denne torsdag er Christian Busch inviteret til at holde foredrag om sygdommen som et eksistentielt vendepunkt i den grundtvigske studenterforening Studenterkredsen i København. På grund af interessen er foredraget i sidste øjeblik blevet rykket til en større sal, hvor knap 100 mennesker sidder med salmebøger og dåseøl.

Christian Busch taler ud fra sine 27 år som præst på Rigshospitalet og sin tid som præst på Amtssygehuset i Glostrup inden da.

”Jeg har beskæftiget mig meget med mennesker i eksistentielle situationer, som giver anledning til forandringer i tilværelsen. Mit arbejde er at finde ud af, hvordan de taler om sygdommen, hvilke tanker de gør sig, og hvad sygdommen betyder for deres religiøse overbevisning.”

I sit arbejde taler han ofte med kræftpatienter, patienter med hjertesygdomme eller forældre, som mister deres nyfødte barn og dermed bliver udfordret på deres usårlighed, siger han.

”Vi lever i et trygt samfund og forventer, at vi når pensionsalderen og ubekymret kan planlægge fremtiden. Det er godt, men gør også, at mennesker udsættes for et eksistentielt og ofte også åndeligt chok, når de rammes af sygdom. En kvinde med kræft sagde engang til mig, at hun ikke kun havde fået revet gulvtæppet, men også gulvbrædderne væk under sig.”

Når spørgsmålet om tro dukker op i samtalerne med patienterne, oplever Christian Busch nogle ifølge ham interessante fællestræk.

”Mange siger, at de jo ikke har gået så meget i kirke, men da har deres tro - og at den er helt speciel. Så fortæller de mig stort set alle sammen det samme. De kan for eksempel godt lide tanken om en kærlig gud, men vil ikke tale om dommedag og arvesynd. Det typiske i dag er, at man vælger ting ud fra forskellige religioner og sætter dem sammen. Det ene øjeblik siger de, at de er kristne, og et splitsekund efter tilføjer de, at de også tror på reinkarnation. Det får mig til at sige, at privatreligiøsitet er sat sammen af Jesus, Ying og Yang og Jung,” siger han, hvorefter der grines i salen.

Selvom tro i dag primært er en privat sag, bliver den for mange forstørret, når en sygdom rammer, siger Christian Busch. Og er man i tvivl om, hvorvidt danskernes religiøsitet findes i en sygdomssituation, skal man ifølge ham bare besøge Rigshospitalets kirkerum og læse i gæstebogen. Her står et utal af bønner og taknemmelige og vrede hilsner til Gud.

Under foredraget vil en deltager gerne høre, hvad Christian Busch ser som forskellen mellem sig selv som præst og en uddannet psykolog eller filosof, der kunne tale med patienterne.

”Umiddelbart mener jeg ikke, der behøver at være stor forskel. Jeg tror, der er lidelse nok til os alle,” siger han og kommer senere ind på, hvad en præst kan byde ind med i et sygdomsforløb.

”Nogle siger, at præsten følger en derud, hvor ingen andre følger med. Vi er med ude på tredje revle, mens andre står af på den første og anden. Jeg er ansat til at bære byrder og gå med patienten hele vejen. Basalt set handler kristendommen om, at vi aldrig sætter et punktum. Vi er nødt til at blive ved mennesket i hans eller hendes sorg.”