Prøv avisen
Interview

Hospitalspræster kan gøre ethvert rum til et kirkerum

Dorte Rebsdorf Sørensen er hospitalsprovst i Region Midtjylland. – Foto: Martin Høybye

Historisk har folkekirken og hospitalsvæsnet haft tætte bånd. Men nye sygehus med trang plads levner ikke meget plads til religiøse rum. Derfor er det generøst, når sygehuse indretter refleksionsrum, siger hospitalspræst

Hospitaler og kirker har historisk været flettet tæt sammen.

I tegningerne til det første egentlige hospital Det Kongelige Frederiks Hospital fra 1757 i København var der gjort plads til en kirke, som dog hurtigt blev taget ud af brug af pladshensyn. Rigshospitalet i København havde oprindeligt en Kristus-figur som centrum, og tæt ved landets øvrige sygehuse har der typisk ligget en sognekirke, som patienter og pårørende kunne besøge.

Men en ny opgørelse viser, at der på tre af landets nye store sygehuse ikke er planlagt kirkerum. Med den nuværende lovgivning, er det den lokale folkekirke, som skal tage initiativet, hvis der på sygehuset skal være et kirkerum. Derimod opfører sygehusene refleksionsrum, som både troende og ikke-troende kan bruge.

Ifølge hospitalsprovst Dorte Rebsdorf Sørensen i Region Midtjylland skyldes den nye udvikling ligesom i 1757 pladshensyn og ikke værdipolitik og særlig hensynstagen til andre trossamfund.

”Der er kamp om kvadratmeterne på de nye sygehuse, hvor der skal mange flere patienter igennem på færre kvadratmeter, end der er på de nuværende sygehuse. Set i det lys er det en generøs gestus, at sygehusene overhovedet indretter stillerum eller refleksionsrum, som alle kan bruge. Det synes jeg er fint,” siger Dorte Rebsdorf Sørensen, som tidligere har skrevet en rapport om hospitalspræsters arbejde.

Hun forklarer, at der i de eksisterende sygehuse er kirkerum på blandt andet Rigshospitalet, Hvidovre Hospital, Odense Universitetshospital, Herning Sygehus og Skejby Sygehus ved Aarhus. Derudover er der kapeller, som gerne bruges til kirkelige handlinger. Også på en række psykiatriske hospitaler er der kirkerum.

De psykiatriske hospitaler var ofte placeret i naturskønne omgivelser, og i modsætning til de øvrige af landets sygehuse var der langt til de nærmeste sognekirker.

”Fordi patienterne ofte var indlagt der i længere tid, gav det dem en normalitet og afveksling, at de i løbet af ugens syv dage kunne komme i kontakt med kirken,” siger Dorte Rebsdorf Sørensen.

Men i virkeligheden behøver folkekirken ikke lokaler på landets sygehuse for at være kirke for folket, forklarer Dorte Rebsdorf Sørensen. Flere præster har alterbord på hjul, som de kan trille rundt, og hurtigt kan de omdanne et sengebord på en hospitalsstue til et alter.

”I en luthersk sammenhæng er det ordet, der helliger rummet og ikke omvendt. Det betyder, at en enestue eller enden på en hospitalsgang kan omdannes til et kirkerum. Præsten kan med sin præstekjole på og sammen med altertingene, bøn og bibellæsning gøre ethvert rum til et kirkerum,” siger Dorte Rebsdorf Sørensen.

Det er snarere patienter og pårørende, der efterspørger et rum, som de kan opsøge til bøn, forklarer hun.

”Det er i den sammenhæng, at der kan være brug for et decideret kirkerum, som står der 24 timer i døgnet,” siger Dorte Rebsdorf Sørensen.

De nye sygehuse under opbygning er tegnet på den måde, at de indlagte patienter har enestuer, hvor de kan se tv-gudstjeneste og bede en bøn i fred. Men de fleste patienter vil blive behandlet ambulant. De får intet sted at være i fred til bøn.

”De skal være på fællesarealerne og have tiden til at gå med noget, mens de venter. De har lige så mange bekymringer som patienterne på enestuerne. Derfor er det godt, at planlæggerne har tænkt på, at der skal være refleksionsrum, som alle kan bruge. Og det er også godt, når den lokale folkekirke vil indrette egentlige kirkerum på sygehuset,” siger Dorte Rebsdorf Sørensen.