Prøv avisen

Hospitalspræster: Syge ligger alene med deres bekymringer

”Der er en bekymret stemning på hospitalet. Mange patienter er kede af, at de ikke kan få besøg af deres pårørende. På samme tid er de pårørende frustrerede over, at de ikke kan komme ind og besøge deres kære," fortæller hospitalspræst Solveig Refsgaard. Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix

Coronakrisen betyder, at sjælesorgsamtaler på hospitaler ikke længere må foregå ansigt til ansigt

”Jeg er vant til at møde ind til en masse liv i forhallen på Odense Universitetshospital, men lige nu er der kun en robot, som kører rundt og fortæller, at man skal huske at bruge håndsprit og holde afstand.”

Solveig Refsgaard har været hospitalspræst siden 1994. Coronakrisen har vendt op og ned på hendes hverdag, fortæller hun.

”Der er en bekymret stemning på hospitalet. Mange patienter er kede af, at de ikke kan få besøg af deres pårørende. På samme tid er de pårørende frustrerede over, at de ikke kan komme ind og besøge deres kære. For begge parter er det en slags sorg i sorgen.”

Folkekirkens 10 biskopper har udarbejdet en vejledning til, hvordan kirkens ansatte skal forholde sig under coronakrisen. I forbindelse med sjælesorgssamtaler opfordrer biskopperne til at undgå ansigt til ansigt-samtaler og i stedet benytte sig af telefonsamtaler og Skype.

Og for at mindske smittespredning har regeringen valgt at indføre besøgsforbud på mange institutioner. Det gælder også for hospitalspræsterne, at fysisk fremmøde skal begrænses mest muligt. Personligt fremmøde er derfor udelukkende forbeholdt uopsættelige samtaler.

Birgitte Bjørn Stimpel er hospitalspræst ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler i København. Hun er lidt ør i hovedet efter at have talt med mange frustrerede folk på det seneste.

”For tiden bliver vi hospitalspræster især en ventil for de pårørende, når de ringer og er ulykkelige over hele situationen. Coronakrisen er et vilkår, som vi alle sammen lever under nu. Heldigvis går vi præster rundt med et godt budskab i ryggen. Det gælder jo, hvad enten der er corona eller ej.”

På Aarhus Universitetshospital følger hospitalspræsterne sundhedspersonalets anbefalinger på de enkelte afsnit. Man skal bruge håndsprit, holde afstand og ikke berøre patienten. Det kan også være nødvendigt at iføre sig en særlig beskyttelsesdragt med visir og beskyttelseshandsker. Og det får konsekvenser, at hospitalspræsterne ikke har adgang til den nærhed, der skal være i en god kontakt, fortæller hospitalspræst Lene Wagner:

”Øjenkontakt kan kompensere for meget, men forandringen betyder da bestemt noget. Hvis vi skal lyse velsignelsen, må det foregå i luften og ikke med håndspålæggelse. Det kan faktisk have stor betydning, at folk på den måde mærker det meget konkret.”

Hospitalspræsten på Aarhus Universitetshospital påpeger desuden, at det er en ekstra belastning for mange patienter, at de ikke må få besøg af deres pårørende:

”Man er meget ensom i sin smerte og sorg over at blive ramt af en alvorlig sygdom. Nu er man så også alene, fordi der ikke må komme nogen, man kan dele det med. Tankerne fylder mere, og man har en følelse af at være ladt alene. Det bliver forstærket af, at der primært er enestuer på Aarhus Universitetshospital. Så folk ligger alene inde bag en lukket dør. Det er helt afgjort en svær situation.”

Samtidig med, at præster efterspørges, kan de ikke komme tæt på patienterne, siger Lene Wagner:

”Dilemmaet er, at der nu er mere brug for os end nogensinde før. Besøgsforbuddet betyder, at folk jo ligger alene med deres bekymringer. Det er en balancegang, som vi prøver at navigere i,” siger Lene Wagner.