Hovedet i havet

SPROGLIGT TALT: Havet symboliserer evigheden. Og den vil vinde over det tidsbundne. Til sidst

Havet hugger mod den lange høfde, der strækker sig ud fra Agger Tange - eller Ager Tange, som det hed for få årtier siden. Høfden ligner en finger, der strækker sig formanende ud. Måske er den et billede på Missionen, der har en særlig historie her på stedet.

Det syder og svovler, det dunker og brøler, høfden holder. Den skal nok holde et par slægtled eller tre. Men på sigt vil havet fortære beton og mole, sådan som havet gnaver alt andet end sig selv til partikler.

Det er det paradoksale ved vandet. Der er intet andet materiale, der, når det kommer til stykket, er blødere end og mere eftergivende end netop vand. Alligevel kan intet materiale i længden holde stand mod vandet, og omvendt er det meget svært, om ikke ligefrem umuligt, at forandre eller beskadige vandet selv.

Det er efterår. Det er efter min mening den bedste tid for besøg på den jyske vestkyst. Turisterne er blevet færre, havet flottere og friere. Her mødes kræfterne. Vandet og landet. Høfden og havet. Mennesket regulerer mødet, for havet rummer voldsomme og ubønhørlige kræfter. Så vi bygger høfder, der kan regulere og organisere.

Sproglig talt henviser ordet »høfde« til den samling af sten, som går vinkelret ud fra en strand for at beskytte den mod strømmen. Høfde har altså betydninger i retning af »mole« eller »bølgebryder«.

Ordet høfde er af nedertysk oprindelse: »höfd« eller »höved«. Det betød oprindeligt hoved, og ordet er beslægtet med det nudanske hoved.

Det er fint, at høfden sproglig set er et hoved. Så vi små mennesker stikker hovedet ud i Vesterhavets kogende kedel. Vi vover noget, men havet vinder tilsidst. Havet symboliserer evigheden. Og den vil vinde over det tidsbundne. Til sidst.

Missionen havde sin særlige tid blandt fiskerne her ved Harboør og Agger, hvor tro og tilværelse stadig træder i karakter, fordi menneskenes kår og liv på de egne er præget af et havs fuldstændige mangel på nåde. Havet er et billede på det hele.

Havet er ophav og omgivelse. Element og sammenhæng. Endelighed og uendelighed. Fortabelse og frelse. Havet omslutter Jorden, skaber grænser og passager.

Havet rummer vilje og en knusende kraft, men er samtidig, når man står her ved høfden og bliver ét med elementerne, et medium for erindring og længsel. Havet får tanker og drømme til at koge indeni.

Det har digterne for længst beskrevet. For eksempel kan nævnes Johannes V. Jensens »Som dreng skar jeg skibe«, Jeppe Aakjærs »Længslers tog over bølgen blå« og Jakob Knudsens »Se, nu stiger solen af havets skød«.

Måske minder havet os om noget, vi har glemt. Oprindelsen. Tilblivelsen. Længslernes rod. Gældbundetheden til dette sted på jord.

Måske er det, hvad havet vil fortælle: At vi er til, skabte, men at formen er lige så uendelig, omskiftelig, foranderlig som havet selv. Havet har inspireret i hundredvis af kunstnere til store værker, ligesom havet selv er et stykke ubesindigt poesi.

Havet og lyset. De to har størrelse, mens mennesker og menneskelivet er blandt de yderste ringe i den lange ankerkæde, som rækker fra de ældste tider og hertil. I det perspektiv er mennesker som flueklatter på Vorherres klatpapir.

Sådan kan man stå og filosofere, mens havet hugger mod høfden. Tankestrejf! Men det er rart at vide, at høfden sproglig talt er et hoved, der vover at gøre en forskel.