Prøv avisen

Hovedstaden får lagt horoskop for datoen 7-9-13

Klokken 10.35 den 7. september 2013 står planeterne Venus og Mars ifølge astrologien på en helt særlig måde, der er til giftelystne pars fordel.

Et horoskop får lov til at bestemme tidspunktet for, hvornår stribevis af vielser skal begynde på Københavns Rådhus den 7. september 2013. Det er dybt kritisabelt at kommunen går overtroens veje, mener flere

Klokken 10.35 den 7. september 2013 står planeterne Venus og Mars på en helt særlig måde, der er til giftelystne pars fordel. Det mener Københavns Kommune tilsyneladende. For kommunen har fået en astrolog til at lægge et horoskop, der lover lykke for de par, der gifter sig den 7. september.

Som noget helt særligt åbner Københavns Rådhus for, at man kan komme direkte ind fra gaden og blive viet på datoen 07.09.13 uden på forhånd at have en aftale. Og giftefogederne står klar til at vie de første par klokken 10.35, præcis som horoskopet anbefaler, da det skulle give de bedst tænkelige rammer for ægteskabet:

De to planeter udgør den feminine og den maskuline energi i livet og i ægteskabet. Begge energier er i stærk fokus i horoskopet, og derfor vil de mange ægtepar nyde godt af dette, skriver astrologen Karl Aage Jensen i horoskopet.

DOKUMENTATION: Læs horoskopet, der er bestilt af Københavns Borgerservice(pdf-fil)

Henrik Christoffersen, forskningschef i den liberale tænketank Cepos, mener, at Københavns Kommune har et stort problem:

Det er latterligt, at en kommune forholder sig til at holde djævelskab borte. Men egentlig bliver jeg også forstemt, for det er jo en total udjævning af værdier. En kommune er et fællesskab og ikke et supermarked. Og et ægteskab er en form, som vi som borgere er fælles om at have og fælles om at forstå betydningen af. København kalder på at privatisere ægteskabsceremonier, siger han.

Også flere sognekirker oplever stor efterspørgsel fra par, der gerne vil blive til hr. og fru den 7. september 2013. Men flere præster tager afstand fra det overtroiske element. Jørgen Christensen, provst og præst i Frederiksborg Slotskirke, undrer sig over Københavns Kommune:

Hvis man følger et horoskop, begynder man at tage overtroen seriøst hvis vi skulle lægge alle bryllupper klokken 10.35, ville det være et problem. For så går vi ind på overtroens præmisser.

LÆS OGSÅ: Kirker må afvise brudepar på dagen 7-9-13

Det er Anna Mejlhede, præst i Holmens Kirke i København, enig i:

Det er syret, at Københavns Kommune gør det. Der er i hvert fald ikke nogen, der skal lægge horoskop for vores bryllupper i kirken. Vorherre er nok. Vi behøver ikke blande overtro ind i det. Jeg tror ikke, at Vorherre er mere rundhåndet med velsignelse klokken 10.25 end klokken 11.35. De odds, der er for, hvordan et par klarer sig i deres fremtidige forhold, handler ikke om, hvornår eller hvordan man bliver gift, siger hun.

Ifølge Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har kommunen vide rammer for, hvad den kan bruge penge på.

LÆS OGSÅ: Overtroens kommunale overdrev

Kommunerne bruger også penge på andet, som ikke er rationelt begrundet eller styret af fornuft, for eksempel noget kunst og kultur, som mange mennesker vil ryste på hovedet ad ligesom mange mennesker vil ryste på hovedet ad det her.

Men Flemming Otto, chef for Bryllupskontoret i Københavns Kommune, understreger, at kommunen tager enhver vielse seriøst. Allerede nu har 70 par meldt sig til at blive gift den 7. september, men han forventer, at der kommer mange flere, og henviser til rådhusets sidste store bryllupsdag den 12.12.12, hvor 260 par blev gift. Han tager kritikken af Københavns Kommune stille og roligt:

Vi er en vielsesmyndighed, der retter sig efter borgernes efterspørgsel. Da vi opdagede datoen 07.09.13, kunne vi straks se, at der var et marked for at blive gift på den dag. I talkombinationen 7-9-13 ligger der noget overtro, og derfor har vi valgt at køre et tema ud fra det og hive fat i en astrolog for at se, om der er nogle særlige astrologiske pointer den dag. Og det var der rent faktisk. Så kan man som borger selv reflektere over det og tage det til sig, hvis man vil. Jeg vil tro, at nogle tager det alvorligt, mens andre er absolut ligeglade. Men hele rådhuset kommer til at summe af liv den dag, hvor vi også tager festsalen i brug, siger han.

Klokken 10.35 den 7. september 2013 står planeterne Venus og Mars ifølge astrologien på en helt særlig måde, der er til giftelystne pars fordel. Graveringen er fra cirka 1617-19, og forestiller to astrologer der er ved at forberede et horoskop. Foto: .