Hover ”vandt” over Østerlars

Jysk middelalderkirke blev foretrukket frem for bornholmsk rundkirke, da kanon-udvalget for arkitektur skulle udpege de 12 vigtigste danske værker

Hover Kirke hæver sig flot i landskabet, som den har gjort det igennem mere end 800 år. I sit ydre næsten urørt, og et godt eksempel på, hvordan de allerførste trækirker er blevet "oversat" til sten. -- Foto: Thomas Juul/Tilsted Communication.
Hover Kirke hæver sig flot i landskabet, som den har gjort det igennem mere end 800 år. I sit ydre næsten urørt, og et godt eksempel på, hvordan de allerførste trækirker er blevet "oversat" til sten. -- Foto: Thomas Juul/Tilsted Communication.

Flere landsbykirker var i spil, da Kulturministeriets kanon-udvalg for arkitektur skulle sammensætte deres liste med 12 af "de uomgængelige" kunstværker inden for denne kunstart, oplyser udvalgets formand, arkitekt Lone Wiggers.

Valget endte med den lille romanske landsbykirke Hover Kirke ved Ringkøbing, men den var en overgang i skarp konkurrence med Bornholms berømte rundkirke, Østerlars Kirke.

– I vores udvælgelse har vi valgt at fortælle mere end blot arkitekturens historie, men forsøgt at finde frem til tidstypiske eksempler fra de forskellige perioder i vores historie, forklarer Lone Wiggers. Rundkirkerne repræsenterer jo en meget fantastisk arkitektur, og da de også var forsvarsværker, fortæller de os samtidig om en tid, hvor man bogstavelig talt måtte forsvare både liv og tro. Den historie ville også have været spændende at folde ud, men vi valgte altså Hover Kirke ud fra et mere strengt arkitektonisk argument. Vi faldt simpelthen for den kirke, fordi vi her finder en dansk kirkebygning i sin allermest simple form og med en direkte linje tilbage til de allerførste trækirker i Danmark.

I udvalgets indstilling påpeges netop, at Hover Kirke er et godt eksempel på træ-kirken "oversat" til sten – en langkirke i sin mest enkle form – symbolet på "det første hus" eller "urhuset", som Lone Wiggers kalder det.

Hover Kirke – det udtales lokalt "Hovver" – blev bygget i sidste halvdel af det 12. århundrede og har stort set fået lov til at stå urørt gennem mere end 800 år. Kirken er bygget af store kvadre, og måske er det marksten fra egnen, som er blevet anvendt, mener den tidligere menighedsrådsformand, gårdejer Frode Agergaard. Men kvadrene kan også være sejlet til Hover ad åen, som snor sig neden for kirken, hvorfra der er en smuk udsigt ud over ådalen i dette, fordi det er så kuperet, ukarakteristiske landskab i det ellers så flade Vestjylland.

Forbi kirken gik i gammel tid det vestlige modstykke til Hærvejen, Ravvejen, ad hvilken studene blev drevet til Husum. Ravvejen som egnens trafikale livsnerve er også forklaringen på alle de gravhøje, der findes i sognet.

Inde i kirken, hvis inventar blev restaureret for otte år siden, hvor kirkebænkene fik en olivengrøn farve, kan stadig ses mærkerne af stenhuggernes arbejdsredskaber ved tilhugningen af de store granitkvadre. Selvom et firkantet kor og et våbenhus blev bygget til i 1500-tallet, får man fortsat et meget autentisk billede af, hvordan de første generationer af vore kirker har set ud. De højtsiddende vindueshuller er bevaret, og en niche i nord viser den gamle kvindedør. Våbenhuset er bygget til sydsidens mandedør, men selve indgangspartiet er bevaret med de oprindelige halvrundt tilhugne stensøjler og overligger. Ligeledes er de fleste af bjælkerne i det fladloftede kirkerum de originale.

Hover Sogn er i dag et lille landbosogn med spredt bebyggelse, marker, plantage og under 500 indbyggere. Menighedsrådsformand, skoleleder Vagn Gravesen, sognepræst Inge-Dorthe

Kaasgaard og Frode Ager-gaard, som indtil sidste valg havde været formand for menighedsrådet i 27 år, lægger ikke skjul på, at de er godt tilfredse med kanoniseringen af deres kirke.

– Men vi har da aldrig været i tvivl om, at vi har en flot og velbevaret kirke, skynder de sig at tilføje.

Selvom antallet af indbyggere i sognet er til at overse, er kirkegangen god i det grundtvigsk prægede sogn, som den missionske vækkelse i 1800-tallet gik udenom.

– Vi har jævnligt fyldt kirken godt op, det er ikke kun til jul og påske, fortæller Inge-Dorthe Kaasgaard, som har været præst i Hover og nabosognet Torsted siden 1993.

Kanoniseringen vil måske medføre, at flere turister lægger vejen omkring. Derimod er man lokalt ret sikker på, at Hover Kirke ikke vil udvikle sig til en populær "bryllupskirke", hvad man da heller ikke er spor interesseret i.

– Der er på den måde jo ikke spor romantisk over Hover Kirke, og så er midtergangen fra våbenhuset og op til alteret alt for kort til en brudemarch, konstaterer Inge-Dorthe Kaasgaard.

Kanoniseringen blev søndag fejret med kirkekaffe inde i kirken efter gudstjenesten. Og naturligvis sluttede man gudstjenesten af med Grundtvigs salme, "Kirken den er et gammelt hus".

steens@kristeligt-dagblad.dk

HOVER KIRKE

Opført 1150-1200, våbenhus omkring 1550. Beliggende 14 kilometer nordøst for Ringkøbing.

Kanonudvalget giver i sin indstilling blandt andet denne beskrivelse af Hover Kirke: "Kirken står med stor tyngde i det karske vestjyske landskab og synes at trodse vind og vejr med de bestandige bygningsmaterialer, det rensede ydre og det asketiske enkle interiør. De omhyggeligt tilhuggede granitkvadre giver kirkens volumen stor fladekarakter, understreget af de lyse fuger imellem varierende stenskifter og små højtsiddende vindueshuller. På østgavlen er én klokke under et halvtag en enkel og beskeden erstatning for det traditionelle klokketårn".