Lone Ree Milkær, forperson for Humanistisk Samfund, der er tusinder af mennesker, som siden foreningens oprettelse i 2008 har valgt kirkens overgangsritualer fra, men meget få er kommet til jer i stedet. Hvorfor?
Det er fordi, de ikke har opdaget os endnu. Jeg tror på, at der er flere, som kunne have glæde af vores ritualer.
Relativt set er det jo ikke mange i forhold til, hvor mange der vælger kirken fra, men vores formål er heller ikke at udkonkurrere kirken.
Men I er til for at tilbyde et alternativ. På jeres hjemmeside skriver I, at alle skal kunne markere livets overgange, også dem, der ikke tror på Gud?
Selvfølgelig. Det, at vi afspejler kirkens ritualer, gør os til et direkte alternativ. Det er rigtigt. Det er også noget, vi har diskuteret. For man kunne også have lavet andre ritualer, som ville have passet bedre samtidshistorisk, som for eksempel at fejre, at folk flytter sammen, i stedet for at holde et bryllup og blive gift.
I 2017 var der 7800 begravelser uden kirkens medvirken. Men kun 14 blev gennemført med jeres hjælp. Kan man ikke se de tal som et udtryk for, at danskerne ikke er interesserede i jeres tilbud?
Nej, det synes jeg selvfølgelig ikke. Vi mener, der er et behov for det. Det kan vi se i vores konfirmationstal, som vokser rigtig meget forholdsmæssigt.
Jeres antal af konfirmationer er steget fra 21 i 2011 til 145 i år. Men til sammenligning blev lidt mere end 46.000 konfirmeret i folkekirken i år, så tallene er vel stadig meget små?
Ja, men vi er det største alternativ. Og vi har kun lavet konfirmationer siden 2011. Så jeg er fortrøstningsfuld. Det er bare et spørgsmål om tid. Det er på ingen måde udtryk for, at der ikke er brug for os, det er igen, fordi folk ikke er klar over, at vi er her. Det baserer jeg på andre lande som Norge, der sidste år havde 10.000 humanistiske konfirmationer.
Hvis man nu er humanist eller ateist, men er vokset op med en bestemt salme eller lignende, som man gerne vil have med i sin ceremoni, fordi den har en familiær betydning, må man så det?
Hvis det har betydning for den enkelte, må man gerne. Vi har haft begravelser, hvor salmer er blevet sunget, fordi de har haft en stor betydning for afdøde. Men vi synger ikke ”Det er så yndigt at følges ad” til bryllupper. Der siger vi til parret, at det er en meget religiøs sang.
Men hvis man gerne må tage religiøse symboler med, er det så ikke lidt omsonst at bruge jer?
Altså nu sker det virkelig sjældent, og det er ikke sådan, at vi er ligeglade. Hvis folk udtrykker ønsker i den retning. Så diskuterer vi det med dem, også for at være sikre på om en humanistisk ceremoni nu også er det rigtige for dem.
Vi siger, at religion skal vælges fra, men ikke kultur. En salme kan jo have skiftet til at have en kulturel betydning for den enkelte, så det for folk ikke er en religiøs association, og det kan vi godt respektere. Men vi ville jo heller ikke tage os selv alvorligt, hvis man kom og kunne få læst bibelvers op til vores ritualer.
Overvejer I at ændre noget ved jeres ritualer for at få flere til at vælge dem?
Vi har ingen konkrete planer. Vi holder fast i de kulturhistoriske ritualer, men nogle gange drømmer vi om at lave andre også, for eksempel en ceremoni i forbindelse med organdonation.