Det forarger ikke den sindige vendelbo, sangskriveren og komikeren Niels Hausgaard, at stand-up komikeren Uffe Holm fortæller en vittighed om Jesus og onani. For det er vel bare Uffe Holms værktøj til at fange og provokere publikum, og hyrer man Uffe Holm, så ved man også, hvad man har købt, mener Niels Hausgaard.
Selv kunne han dog aldrig finde på at fortælle samme vittighed om Jesus, og det er sagen i den såkaldte nøddeskal: hver komiker afgør selv, hvor grænsen går.
– Hvis man så kommer på kant med lovgivningen, så må man tage de smæk, der kommer, siger Niels Hausgaard.
– Min grænse går et helt andet sted end Uffes, fordi jeg vil aldrig kunne fortælle en sådan vittighed. Jeg kender alt for mange, jeg holder af, som ville blive stødt og ked af det. Så det ville jeg ikke. Men det er ikke uvæsentligt, hvad Uffe gør. Og det vil være et tilbageskridt, hvis man politisk gik ind og forbød den slags. Og hvis han går over stregen, så må han holdes op imod blasfemi-paragraffen, og så må det prøves ved retten. Jeg er meget mere bange for, at man krænker ytringsfriheden, end jeg er bange for, at Uffe går rundt og siger nogle frygtelige ting.
Så det er op til enkelte at finde balancegangen?
– Ja, og hvis der er nogle, der bliver stødt, så må man tage den konfrontation. Det er slet ikke til skade for nogen som helst.
Har du selv fortalt vittigheder om religion?
– Jeg fortæller ikke vittigheder, men jeg bruger meget religion i mit show. Jeg fortæller meget om Gud og Guds vaner og sådan nogle ting. Men jeg tager det ikke op, fordi det er specielt frækt eller farligt, og det bør det heller ikke være. Jeg prøver af al magt på at forholde mig til verden ud fra et kristent synspunkt, fordi jeg ikke har fundet noget, der er bedre, og jeg synes faktisk, jeg har et ret godt forhold til Gud. Det er egentligt et ret muntert forhold.
– Humor handler om overskud, og hvis Gud ikke er topmålet af, hvad der indeholder overskud, så ved jeg ikke. Derfor synes jeg også godt, at man kan behandle religiøse spørgsmål humoristisk. Ellers gider jeg ikke. Så bliver det for smalt.
Er der sket et skred i, hvad man kan gøre grin med?
– Det har jeg som sådan ikke tænkt på. Dog tror jeg, at det, der bliver gjort grin med, er det, der har været fredet længe og har været glemt. Så kommer det pludselig op. Men Dave Allens (irlænderen, der gjorde grin med katolicismen, red.) show var formidabelt, og det handlede sådan set om at gøre grin med den katolske kirke. Og han var katolik. Og dybest set synes jeg, han tog den alvorligt ved at gøre det.
Hvordan det?
– Ved at bruge det som materiale i sit show og tage fat på de muntre sider af katolicismen. Vi kommer ikke udenom, at katolicismen er meget højstemt. Det har han ikke kunnet lade være med at tage gas på, fordi det var så iøjnefaldende. Det, tror jeg, var et friskt pust, og det var samtidig en måde at tage katolicismen alvorligt på. Det var bestemt ikke ondskabsfuldt.
Skal kristne så bare være glade for, at der er nogle der gider lave jokes om Gud og Jesus?
– Jeg tror i hvert fald ikke, man skal være ked af det. Det er jo en måde at have det i sin bevidsthed på. Det må jo være i alles interesse, at religion bliver aktualiseret, og at det kommer i medierne. Jeg kan ikke se, at det er så dårligt. Det kan være, at Uffe får nogle smæk, men jeg mistænker Uffe for at bruge det til noget – til at markedsføre sig med. Jeg synes ikke, det er så traumatiserende. Hvis vi har en religion, en kristendom, der går ud på at holde øje med, om nogle siger grimme ting, så har man da misforstået det fuldstændigt.
Hvorfor er det så vigtigt, at man afprøver grænser?
– Generelt er det vigtigt, at man gør det. Ellers havde vi i dag i underholdningen ikke været længere end ved Helsingørrevyen i 1947. Så havde vi stået stille. Vi er nødt til at smadre det, der er. Vi skal se, hvor langt vi kan gå, og så må vi nogle gange konstatere, at så langt kunne vi ikke gå. Fordi det hele skal være en udvikling, og det skal underholdning også, ellers bliver det hele for kedeligt.
– Jeg tror, vi går lige til stregen af grænserne, for ikke bare at satse på det sikre og det forsigtige. Og hvis jeg personligt skal ind og høre en komiker, der skulle være underholdende og morsom, så må han ikke være ufarlig. Han må ikke være bange for at støde mig, for så gider jeg ikke gå ind og høre ham. Jeg synes ikke, det er sjovt, hvis man ikke kommer derud, hvor man siger "Nej, det er altså for meget."