Prøv avisen

Hun har viet sit liv til de døende

Cicely Saunders har trods sine 85 år ingen aktuelle planer om at gå på pension. Hun har stadig sin daglige gang på St. Christophers Hospice i det sydlige London, et hospice, hun selv grundlagde i 1967. (Privatfoto)

I 19 år arbejdede Cicely Saunders for at oprette verdens første moderne hospice. Det lykkedes i 1967, og i dag kan hun se tilbage på et liv, hvor hendes tanker om en værdig død har spredt sig til store dele af verden

- Pensioneres, nej, hvorfor skulle jeg det? Hospicet er mit liv, det er mit hjem. Og sådan noget som at spille golf som andre pensionister gør, er ikke noget for mig, for jeg har knogleskørhed.

85-årige Cicely Saunders slår en hjertelig latter op. Hun grundlagde den moderne hospice-bevægelse, som siden har spredt sig kloden rundt og fundamentalt har ændret menneskers måde at dø på. Og trods alderen har hun stadig sin daglige gang på St. Christophers Hospice i det sydlige London, et hospice, hun selv grundlagde i 1967.

Cicely Saunders gik officielt på pension som lægelig chef i 1985, men har aldrig sluppet hospicet. Da Kristeligt Dagblad kommer på besøg en solskinseftermiddag i april, har hun netop undervist en gruppe amerikanere i lindrende pleje af døende, og hun har en bunke papirer liggende på skrivebordet, der skal ordnes.

Hun bor rundt om hjørnet og kommer dagligt på sit lille kontor på hospicet. Her er det, som tiden har stået stille. Der står ingen computer på skrivebordet, men derimod en gammel transistorradio. Malerier står i rækker på gulvet, som om der aldrig har været tid til at hænge dem op, og døren er tapetseret med postkort fra alverdens lande.

Rundt omkring står der souvenirs, der vidner om et liv, der har bragt den ældre kvinde kloden rundt. Og bag skrivebordet er reolen tæt pakket med bøger og opslagsværker, så der hersker en stemning af uordentlig orden.

Cicely Saunders kender samtlige 300 ansatte på St. Christophers og hilser altid på dem på deres jubilæumsdage. Hun har netop sagt farvel til en sygeplejerske, der i en alder af 65 år og efter 30 år på hospicet modvilligt er gået på pension, men selv kan Cicely Saunders ikke forestille sig et liv uden hospicet.

Det hele begyndte under Anden Verdenskrig, hvor den unge Cicely Saunders som sygeplejerske oplevede, at patienterne døde af de mest banale sygdomme. Under krigen måtte hun på grund af en dårlig ryg opgive sit fag og uddannede sig som socialrådgiver, men fortsatte arbejdet i hospitalsvæsenet.

Her mødte hun i 1947 den polske flygtning David Tasma, der var uhelbredeligt syg og døende af kræft. Han var plaget af store smerter og følte, at livet havde været meningsløst.

Parrets mange samtaler førte til venskab, hvor de sammen udviklede de første tanker om, hvordan man kunne forbedre forholdene for døende. Ideer, der siden skulle blive til hospicer over alt i verden.

Da David Tasma døde i 1948, efterlod han Cicely Saunders 500 pund med ønsket om, at dette skulle være begyndelsen til det hjem, hun skulle bygge for døende. Cicely Saunders havde fået sin mission her i livet.

- Jeg følte, at jeg fik en opgave af Gud, og at han fortalte mig, hvad jeg skulle gøre, siger Cicely Saunders, der er erklæret kristen og dybt religiøs. Men på den liberale måde, siger hun og slår ud med armene.

Hun er opdraget i en ikke-kirkelig familie, og som teenager mente hun, at hun var ateist. Men under krigen begyndte Cicely Saunders at søge efter en tro, og som 28-årig blev hun overbevist kristen efter at have haft et Gudssyn, og den kristne tro har spillet en central rolle i hendes arbejde med at udvikle den moderne hospice-bevægelse.

- På vores hospice og alle andre hospicer kommer der naturligvis mennesker fra alle mulige trosretninger, og vi har ansatte fra flere forskellige trossamfund. Men der er noget i kristendommen, der gør, at det er mere sandsynligt, at et hospice opstår i et kristent samfund end andre steder. Det er, fordi kristendommen har noget unikt at sige om døden. Jesus døde jo for os og genopstod siden fra de døde. Det er også interessant at se, at i lande som Japan, Korea og Taiwan, hvor de kristne udgør en klar minoritet, er det alligevel kristne, der har etableret de første hospicer, som siden har spredt sig til det øvrige samfund. I Mellemøsten eksisterer der stort set ikke hospicer, bortset fra i Israel, og det er fordi, islam har en anden måde at anskue døden på, vurderer Cicely Saunders.

Da hun i tiden efter Anden Verdenskrig begyndte at tænke over, hvordan man kunne forbedre forholdene for de døende, var det fordi, at hun på sygehusene oplevede, hvordan de uhelbredeligt syge blev glemt, fordi lægerne holdt op med at interessere sig for dem, når der ikke var mere at stille op. Desuden var hun vidne til store lidelser, dels fordi de fysiske smerter ikke blev lindret ordentligt, og dels fordi patienterne blev efterladt i et åndeligt tomrum, der gav anledning til stor psykisk smerte.

- Jeg fik det råd af en læge, at hvis jeg for alvor skulle gøre en forskel, burde jeg læse medicin, da det er lægerne, der bestemmer, og jeg var derfor nødt til at blive læge, hvis der skulle lyttes til mig, siger Cicely Saunders.

Derfor begyndte hun i en relativ sen alder at læse medicin. Noget, hendes far altid havde ønsket, men som hun aldrig selv havde brændt for. Men det var en nødvendighed.

På det tidspunkt var man meget bange for at give patienterne morfin, fordi man mente, det kunne være vanedannende og føre til misbrug. Men Cicely Saunders begyndte at undersøge fænomenet og beviste gennem store studier, at man kunne give patienterne regelmæssige, lave doser af morfin, før smerterne overhovedet opstod, og det uden at gøre dem afhængige. Den opdagelse var epokegørende.

- Hospice-bevægelsen er et svar på den intensive behandling, der var og er på hospitalerne. Mange kræftpatienter led frygteligt på det tidspunkt, hvor jeg gik i gang, og lægerne overlod det helt til familien og sygeplejerskerne at tage sig af de døende, siger Cicely Saunders, der glæder sig over, at palliation (smertelindring af uhelbredeligt syge og døende, red.) blev et medicinsk speciale i Storbritannien i 1987, og siden er blevet det i Australien og New Zealand. Det er dog endnu ikke sket i Danmark.

Det tog Cicely Saunders 19 år at samle penge og viden nok, så hun i 1967 kunne åbne verdens første moderne hospice, St. Christophers. Hospice-ideen stammer i virkeligheden fra middelalderens klostre, men var siden gået i glemmebogen, og Cicely Saunders har moderniseret den og suppleret den kærlige omsorg med intensiv smertebehandling.

- Det var nødvendigt at genopdage de gamle metoder for omsorg og pleje og kombinere dem med moderne smertelindring, siger Cicely Saunders.

St. Christophers Hospice viste sig at blive helt central for udbredelsen af Cicely Saunders ideer. Ud over at tage sig af områdets døende, enten på hospicet eller derhjemme med et udgående team, har det dannet basis for vigtig forskning.

I 1974 blev der tilføjet en uddannelsesafdeling, som varetager efteruddannelse af sygeplejersker, læger, præster og psykologer. I dag er der 200 hospicer i Storbritannien, og hospicer findes i omkring 100 lande. I Danmark blev det første hospice, Sankt Lukas i Hellerup, stiftet i 1993, og i dag findes der fem hospicer, og to er ved at blive opført.

- Det var jo en god ide, det er derfor, det har spredt sig til hele verden. Men det var ikke min idé, men Guds. Jeg blev blot en stemme for de, der ikke har nogen, nemlig de døende. Men det er da sandt, at det har ændret måden at dø på, siger Cicely Saunders.

Hun mener ikke, at St. Christophers har fungeret som en model, men snarere som et eksempel, da hospice-tanken har forskellige udtryk forskellige steder.

- Da jeg engang var i privat audiens hos dronning Elizabeth, sagde hun til mig, at hun havde været på mange hospicer, og de var alle forskellige, men alligevel ens. Det var en meget klog observation, siger Cicely Saunders med et smil og tilføjer, at det nok ikke var helt tilfældigt, at det var en kvinde, der gav de døende en stemme.

- Kvinder er nok lidt mere genstridige eller stædige. 70 procent af de læger eller medicinstuderende, vi har her på hospicet i dag, er også kvinder. Det er nok fordi, at kvinderne søger den mere medfølende og menneskelige side af medicinstudiet, siger Cicely Saunders.

Trods beskedenheden lægger den ældre kvinde ikke skjul på, at hun har spillet en central rolle for udviklingen af hospicer. Indtil for to et halvt år siden rejste hun verden tynd, men en fremskreden knogleskørhed holder hende nu hjemme.

- Polen er det land i Østeuropa, hvor hospice-tanken er mest udbredt. Om det skyldes den katolske kirke? Nej, det er da fordi, at jeg var der i 1978, siger hun med en hjertelig latter.

Hun understreger igen og igen, at et hospice ikke bare er en bygning, men en holding, hvor det spirituelle og åndelige spiller en væsentlig rolle. Det handler om at have et holistisk syn på mennesket, og hun ved af erfaring, at hvis man kan lette noget af den sjælelige smerte, et døende menneske har, bliver den sidste tid også mere udholdelige rent fysisk.

- Det er på mange måder ulogisk at tale om det åndelige, som vi gør, når vi lever i en verden, der i høj grad er sekulariseret. Men folk er sultne efter en mening med livet, og specielt når det nærmer sig sin afslutning, siger Cicely Saunders.

Hun har oplevet en stor forandring, siden hospice-tanken tog fart i 1960'erne. Dengang havde man glemt de gamle dyder om, at familien skulle passe sine gamle og døende, som derfor i høj grad var i sygehusets vold. Men i dag er de fleste døende, der er tilknyttet St. Christophers Hospice, faktisk hjemme hos deres pårørende og klarer sig med støtte fra hospicet. Desuden glæder hun sig over, at tankerne fra hospice-verdenen har spredt sig ind på sygehusene og ud i hjemmeplejen.

- Det er vigtigt, at sygehusene ikke kun tager sig af det smertelindrende, men også husker, at det handler om det hele menneske. Det kan nogen gange være meget svært på et travlt hospital. Jeg synes stadig, at Storbritannien er førende, men andre lande er kommet godt med. Dog er det gået langsomt i Europa, og jeg tror, at det skyldes erfaringerne fra Anden Verdenskrig med dødshjælp. Det er alt andet end aktiv dødshjælp, der foregår på et hospice, men tanken om at give meget morfin som smertelindring skræmmer, særligt i Tyskland, siger Cicely Saunders.

Cicely Saunders fik aldrig børn. Som ung mødte hun to polske mænd, den ene var David Tasma, den anden Antoni Michniewicz, men de døde begge hurtigt, og først som 62-årig blev hun gift med Marian Bohusz - endnu en polak.

- Jeg havde ikke tid til at forelske mig og blive gift før, og hvis jeg havde fået en familie, havde jeg heller ikke opnået det med hospicet, som jeg gerne ville, siger Cicely Saunders.

Da Marian Bohusz døde i 1995, havde hun passet ham derhjemme, før han kom på St. Christopher, hvor han tilbragte de sidste seks uger.

- Jeg var her ikke, da det skete, for jeg var lige taget en tur hjem, da han blev dårligere. Mange pårørende er meget opsatte på at være der til sidst, men jeg er sikker på, at når folk dør, uden at de pårørende er der, er det med vilje. Det er som om, at de ikke kan give slip på livet, fordi familien ikke vil slippe dem, og derfor sker det først, når der ikke er familie til stede, siger Cicely Saunders.

Trods enkestanden er Cicely Saunders langtfra ensom. Hun har stedbørn i USA og Polen, som hun er i jævnlig kontakt med, og så er der jo lige hospicet.

- Jeg laver en del pr-arbejde og undervisning, og så ser jeg patienter, hvis de beder om et møde med mig. Det er fem år siden, at jeg holdt op med at køre bil, og to et halvt år siden, at jeg var på min sidste udlandsrejse. Men jeg har min personlige assistent her på hospicet, som hjælper mig med at holde styr på min kalender, og så har jeg en meget fin fyr, der kører mig rundt til ærinder og hjælper med det praktiske derhjemme, siger Cicely Saunders.

Mange mennesker ønsker en hurtig død for at undgå smerterne. Cicely Saunders har andre planer. Hun ønsker at få lejlighed til at sige farvel, undskyld for det, der måtte være at undskylde, og så at få ryddet op på sit kontor og i alle bunkerne. Men tiden er ikke inde endnu.

- Jeg havde kræft for to eller tre år siden, men er helbredt nu. Så jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal dø af.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk

blå bog

Cicely Saunders er født den 22. juni 1918 i Barnet få kilometer nord for London som den ældste af en søskendeflok på tre. Hun begyndte at læse økonomi, filosofi og politik på universitetet i Oxford, men sprang fra studiet, da Anden Verdenskrig brød ud, og i stedet læste hun til sygeplejerske. Det fag måtte hun imidlertid forlade på grund af en dårlig ryg, og hun uddannede sig så til socialrådgiver. I en alder af 33 år begyndte hun at læse medicin, og den uddannelse afsluttede hun i 1957. I 1967 grundlage hun verdens første moderne hospice, St. Christophers Hospice, i det sydlige London. Først som 62-årig blev hun gift med den polske kunstner, Marian Bohusz, som døde for ni år siden. Cicely Saunders har modtaget en lang række priser og anerkendelser. Hun er adlet og er således "Dame of the British Empire", og hun har modtaget verdens største humanitære pris, Conrad Hilton Prisen, der har en værdi af knap otte millioner kroner. I 2003 blev hun af de britiske læger kåret som den tredje største læge nogensinde.