Efter halvanden times intens og hurtigtsnakkende underholdning går hun stille frem på scenen og beder en lille bøn: "Kære Gud, du findes virkelig, og du kan godt lide mig, for ellers ville du have ladet mig blinke tilbage, og det ville bare have været så pinligt!"
Sådan slutter Lotte Heise showet "Østrogen og skaldyr", som hun i årets første måneder turnerede land og rige rundt med, og som til september udgives på dvd. Bønnen afslutter en historie om, at "når man kommer i min alder, så kan man ikke flirte på samme måde, som da man var yngre, for det vil se komisk ud", fortæller den nu 46-årige foredragsholder, entertainer og tidligere fotomodel. Så da bartenderen blinker til hende, blinker hun ikke tilbage, selvom det var oplagt. Bagefter, i eftertankens stund, kommer så den lille tak til Gud, og selvom der her er tale om en fiktiv historie i et underholdningsshow, så er der også alvor bag.
For Gud er en helt konkret skikkelse i Lotte Heises liv. Han er med i hendes hverdag, og ham har hun altid haft et meget umiddelbart forhold til. Hun er blandt de danskere, der holder sig til deres barnetro, og hvis det ikke er "fint" eller intellektuelt nok at tro på denne måde, så er det ikke hendes, men andres problem, affærdiger hun kort og bestemt, som kun en Lotte Heise kan gøre det.
– Jeg har det sådan, at når folk mener noget ikke er "rigtigt" nok eller "fint" nok, så stritter alt på mig. Så bliver jeg ekstremt Rasmus Modsat, og så fortæller jeg dem, at jeg da også tror på engle!
Det gør hun rent faktisk og erindrer den danske modefotograf Gunnar Larsen i Paris, som hun arbejdede for, og som døde som kun 59-årig i 1990.
– Han sagde altid: "Når jeg engang dør, når manden med leen kommer, så kan jeg se ham i øjnene og sige, at jeg i hvert fald har haft det sjovt og gjort det, jeg gerne ville. Og så skal I ikke blive kede af det, for så kommer jeg op til Gud og en masse kønne englepiger." Gunnar var meget glad for smukke piger og enormt barnlig, så man kunne virkelig godt se ham deroppe med sådan nogen kønne englepiger.
Lotte Heise har aldrig været i tvivl om Guds eksistens.
– Og når jeg skal fortælle om Gud, kommer jeg altid til at lyde som et lille barn, der fortæller, men jeg ser altså Gud som sådan en høj ældre mand med et flot hvidt skæg og flot hvidt hår, og det er jo lidt barnligt. En flot ældre mand i en hvid kjortel, og så sidder han på en fin trone med en hel masse pæne engle, der hjælper ham med at holde styr på alting.
Et sådant gudsbillede giver hende tryghed.
– I denne her lidt store forvirrede verden, vi lever i, synes jeg, det er meget rart, at der er en, som måske har styr på noget. Samtidig må man jo så sige, at man nogle gange synes, han ikke lige altid gør det godt nok. Som Joachim sagde til mig engang: "Hvis han nu så godt kan lide menneskene, hvorfor gør han så ikke flere gode ting? Hvorfor fjerner han så ikke krig?" Det undrede jeg mig også over, da jeg var lille: Gud, det kunne du nu godt lige fikse, det der, men som voksen ved jeg jo godt, at det er friheden, at han ikke ordner alting for os, og at friheden har sin pris.
Joachim er den ene af Lotte Heises tvillinger. Joachim og Christian er otte år og får jævnligt læst børnebibel derhjemme, og når familien kommer rundt i landet, besøger de altid den lokale kirke. Det er en skik, Lotte Heise har fra sit barndomshjem.
– Min mor, som ikke tror på Gud, har altid sagt, at hvis man ikke ved noget om den kristne tro, så er der en masse kulturelle værdier, man ikke forstår i vores samfund. For vi er jo en del af en kristen kultur.
Lotte Heise besluttede selv, at hun ville konfirmeres, og når hun i dag skal se tilbage på de påvirkninger, der har skabt grundlaget for hendes tro på Gud, så mindes hun fru Karlsson.
– Hun var min religionslærerinde og gammel og meget, meget sød. Jeg gik på en privatskole, Marie Mørks Skole i Hillerød. Det var en meget kristen skole, så der sang vi morgensang og salmer, og vi samlede altid ind til nogen, der var fattige, syge, dårlige eller elendige. Det var en meget omsorgsfuld skole.
Som stor pige lavede hun sin egen aftenbøn, hvor hun bad for sin familie, sine kammerater og dem, der lige for tiden blev samlet ind til på hendes skole. Bønnen er stadig en del af hendes liv.
– Mest, når jeg synes, der er noget, jeg ikke helt kan overskue, men også når noget går rigtig godt. Så takker jeg Gud. Det skal man jo også lige huske.
Inden hun går på scenen, slår hun korsets tegn for sig.
– Det er sådan en god hurtig måde at komme online med Gud på: Hallo, er du der, for det her er så stort og vanskeligt, at jeg lige må have lidt hjælp. Og når det så er gået godt, går jeg bagefter ud på toilettet og siger: Hvor var det bare pænt af dig, at du hjalp mig så meget.
Hun og hendes samlever, Philip, taler jævnligt sammen om tro, religion og kirkesamfund.
Det er et emne, der interesserer dem begge, og Lotte Heise overvejede faktisk en kort overgang som 12-13-årig at blive katolik.
– Det havde jeg en periode med, fordi jeg syntes, der var lidt mere fest og farver over den kirke. I den alder virker katolicismen jo enormt fascinerende, men nu som ældre kan jeg godt se, at det nok ikke er sagen.
– Der er for meget skyld og skam i den katolske kirke, synes jeg. Det der med at man er født skyldig, og at alt, hvad man gør, er forkert, og at man altid skal sone et eller andet, og at alt egentlig er forbudt ... Og hvor er det dog absurd, at de katolske præster ikke må gifte sig. Det kan da kun gøre, at tingene bliver betændte, usunde og mærkelige, når mennesker ikke må have et seksualliv. Gud har jo ikke skabt os til formering med knopskydning.
Som yngre gik Lotte Heise ofte ind i en kirke, når hun var ked af det, for at nyde stilheden og roen. Hun mener, at folkekirken "fungerer rimelig fornuftigt", og har med interesse fulgt Thorkild Grosbøll-sagen og diskussionen om hans tro eller mangel på samme.
– På en måde er det jo rigtig nok, at man som præst nok ikke kan stille sig op og sige sådan, men på den anden side har jeg det også sådan lidt med, at den her sag måske mere handler om, at folk vil have, at der skal være nogen absolutter, når vi snakker om tro? Men tro er efter min mening ret uabsolut. Det er meget individuelt, hvordan vi tror, og min tro er ekstremt uintellektuel. Skulle jeg gå til eksamen i tro, så ville jeg garanteret dumpe med et stort brag, men for mig handler det om, at tro betyder noget for én, og hvad andre mener, det behøver man jo så ikke at gå op i.
LOTTE HEISE
46 år, entertainer, foredragsholder, forfatter. Arbejdede som fotomodel i Paris, men er i dag mest kendt for sine talkshows, som hun næste år kan fejre 20-års-jubilæum med. Har i år turneret med showet "Østrogen og skaldyr", hvor hun med bidende ironi og humor gør op med forestillingen om den perfekte kvinde. Har skrevet flere bøger, blandt andre børnebogen "Utrolige historier om heksen Branalda".