Prøv avisen

Hun kunne ikke opgive sin søn

Annette Hansen blev flere gange opfordret til at vende ryggen til sin søn, der i 15 år satte familien på den anden ende med sit stofmisbrug. Men som faderen i lignelsen om den fortabte søn holdt hun døren åben til det sidste

Du skal give slip. Han skal helt ned i rendestenen, før han kan forstå det.

Den sætning hørte Annette Hansen en del gange i de mange år, hun var mor til en stofmisbruger. Folk i omgangskredsen og i behandlersystemet kunne ikke forstå, hvordan hun kunne blive ved med at åbne døren for den søn, der gang på gang brød deres aftaler og tillid, fordi han kun havde øje for, hvordan han kunne skaffe sit næste fix.

For Annette Hansen var det anderledes. Hun ville gerne sætte grænser for Chris, men at opgive ham, det kunne og ville hun ikke.

Derfor forstår hun også fuldt ud faderen i dagens tekst om den fortabte søn. Sønnen fejler gang på gang. Bruger alle pengene og lever et udsvævende liv med skøger og hele molevitten, men alligevel tager faderen imod sin søn med kærlighed og åbne arme.

"Jeg kan helt sikket genkende situationen og sætte mig ind i faderens følelser. Det er jo vores elskede børn, det handler om. Og vi tror på det menneske, som vi ved ligger inde bag den hårde og kyniske facade," fortæller hun.

Annette Hansen er 54 år og bor sammen med sin mand i Skibby ved Roskilde Fjord på Midtsjælland. Hun har et godt job inden for psykiatrien og har lige fejret sølvbryllup med sin mand. For nylig blev de bedsteforældre til barnebarn nummer fem. På mange måder en harmonisk kernefamilie, men alligevel gik det galt for Chris. Han var den ældste i søskendeflokken og storebror til tre yngre søstre.

"Som barn var han en ualmindelig dejlig og skøn dreng som alle andre. Men han var også meget følsom og sårbar. Han havde dårligt selvværd og kunne ikke leve op til sine egne mål og høje ambitioner. Det var nok i sidste ende det, der fik ham ud i misbruget. Han havde brug for at flygte fra virkeligheden, mener Annette Hansen.

Chris begyndte at ryge hash som 14-årig, og et par år efter var misbruget blevet udvidet til også at inkludere rygeheroin. Han gjorde folkeskolen færdig, men var sidenhen ikke i stand til at gennemføre en uddannelse. Snart var han narkoman på fuld tid og ændrede fuldstændig adfærd til noget langt mere aggressivt.

"Det var ganske forfærdeligt, og jeg følte stor skyld og skam. I begyndelsen var det en hemmelighed både over for familie og kolleger. Min søn blev også småkriminel og sad i varetægtsfængsel, men ingen vidste noget om det."

Da Chris fyldte 17 år, havde misbruget gjort ham så voldelig og utilregnelig, at Annette Hansen ikke turde lade ham være alene hjemme med sine yngre søstre. Hun og hendes mand sagde, at han måtte flytte, men at han til hver en tid var hjertelig velkommen i hjemmet, men at han skulle være clean.

"Det var rigtig hårdt. Og jeg kan stadig se billedet af ham, hvor han mellem flyttekasserne sidder med den bamse, han fik, da han blev født. Jeg ville altid elske ham uanset hvad. Kærligheden er stor," siger Annette Hansen.

Gennem årene har hun som mor stået meget igennem. Måske også mere, end andre ville have gjort. På et tidspunkt stjal Chris bilen og solgte en stor del af familiens inventar. Han opførte sig helt igennem forfærdeligt.

"Tilgivelse og næstekærlighed er en god ting. Det er det, jeg forsøger at leve efter. Nogle mener, at jeg var for meget mor for Chris, men fordi jeg elskede ham så højt, gav jeg ham den hjælp, han bad om. Jeg fik at vide, at jeg skulle give slip og ikke være så meget mor. Men det kunne jeg ikke," husker Annette Hansen.

"I en periode sagde vi til ham, at han ikke måtte komme hjem overhovedet, men efter tre måneder kunne jeg ikke længere holde det. Fantasien løb af med mig. I stedet indførte vi overvågede besøg," husker hun.

I mange tilfælde havde hendes kamp for sønnen da også en effekt. Hun oplevede, at det var svært at få den nødvendige behandlingsplads til ham, men at det trods alt var lettere at trænge igennem, når man var flere om kampen.

I 2002 skrev Annette Hansen bogen "Ristede drømme", som primært er målrettet undervisningen i folkeskolen. På det tidspunkt var det lykkedes for Chris at komme ud af misbruget. Han flyttede i lejlighed med sin kæreste, fik et job og havde styr på økonomien. Men efter nogle år skulle han lige prøve stofferne igen – og faldt i, hvilket hele tiden var både hans egen og familiens største skræk.

For ligesom i lignelsen om den fortabte søn vidste Chris godt, at han forvoldte sin familie stor smerte.

"Han var i bund og grund et kærligt menneske, men hans misbrug gjorde ham hård og kynisk. Når han var clean, dukkede den kærlige dreng op igen, og han var så ked af sig selv og sin adfærd," fortæller hans mor.

I løbet af de mange år med angsten for at miste har Annette Hansen mærket behovet for at tro på noget større end sig selv.

"Jeg er meget troende, det er jeg. Jeg tror på noget større end mig selv. Ikke en person, men mere en kærlig energi, som jeg beder til. Derigennem kan jeg holde mig oppe, og det har båret mig igennem sorgen.

"Da min søn kom ind i en af sine store kriser, gik jeg en tur med hunden en frostklar nat. Da sendte jeg bønner op og bad om, at nogen eller noget måtte hjælpe os, husker Annette Hansen.

Hendes bønner kunne dog ikke redde Chris. En julidag i 2007 ringede Chris? bedste ven og fortalte, at det var slut. Få dage efter sin 30-års fødselsdag døde Chris i en lejlighed i Jylland. Han havde taget stoffer og havde siddet så uheldigt, at luftvejene var blevet blokeret.

"Det var et kæmpe tab og en kæmpe sorg, men det var ikke noget chok. Jeg havde igennem mange år levet med angsten."

I forbindelse med Chris? begravelse fik Annette Hansen meget ud af at tale med præsten

"Præsten holdt den mest personlige tale. Han var der bare på det rigtige tidspunkt, Han rummede mig med min sorg. Han gav mig en meget personlig begravelse af min søn. Vedkommende og nær."

Hendes søns aske blev spredt ud over havet, fordi det var der, han havde nogle af sine lykkelige øjeblikke.

I dag sidder Annette Hansen via sit job og rådgiver pårørende til stofmisbrugere. Familien må selv vurdere, hvornår nok er nok, men hendes filosofi er, at man ikke kan tillade sig at opgive et menneske.

"Er der liv, er der håb. Specielt inden for misbrug. Det kan godt være, at behandlingen ikke lykkes første eller anden gang, men jeg synes, vi skylder alle mennesker en ekstra chance. Jeg tror, min søn kunne have bidraget med meget," siger hun.

schelde@kristeligt-dagblad.dk