Teolog: Vi skal øve os i at stå stille, se på den anden og lytte

Alt for ofte støder vi ind i konflikter på arbejdet og derhjemme, fordi vi kun berører dem på overfladen. Morgendagens prædikentekst er et rungende budskab om, at vi skal stoppe op, vise os selv og lytte til den anden, fremhæver teolog Christina Busk

Christina Busk er uddannet teolog, men hun fravalgte præstegerningen for i stedet at skabe en virksomhed, som sælger etik og værdier til virksomheder. – Privatfoto.
Christina Busk er uddannet teolog, men hun fravalgte præstegerningen for i stedet at skabe en virksomhed, som sælger etik og værdier til virksomheder. – Privatfoto.

Alt for tit glemmer vi at lytte ordentligt til hinanden. Vi har vores formodninger og fordomme, og de får frit løb over for vores kollega eller ægtefælle i stedet for oprigtigt at lytte. Konflikterne optrappes.

Teologen Christina Busk har i adskillige år hjulpet virksomheder og organisationer med at få styr på værdierne og etikken. Morgendagens prædikentekst taler direkte ind i hendes ønske om at få os til at se verden fra den andens sted.

”Teksten minder mig om, at vi tit har travlt med at få folk af vejen med deres ’råberi’, deres krav til os eller forstyrrelse af vores egen opfattelse af tingene. Vi er fyldt op af os selv og gør os ikke umagen at stoppe op og rent faktisk lytte.”

Christina Busk slår ned på lignelsen i Lukasevangeliet, hvor Jesus og hans disciple er på vej til Jerusalem og bremses ved Jeriko, hvor en blind rækker ud efter Jesus. Disciplene har travlt med at verfe den blinde af vejen og komme videre.

”Disciplene er et billede på os. Smut, vi er i gang med noget. Det er nøjagtig det samme på arbejdspladser, hvor vi er så målorienterede, at vi meget ringe tåler forstyrrelser. Vi er altid på vej mod noget, og derfor bliver vi nemt anfægtede, når nogen eller noget kommer på tværs.”

Jesus fortæller, at vi skal noget andet, hvilket er et eksistentielt perspektiv, som giver overordentlig stor mening for Christina Busk.

”Modsat alle andre stopper Jesus op – helt op. Det er en påmindelse om, at vi skal øve os i at stå stille, se på den anden og lytte,” siger hun.

Når Christina Busk er ude på en arbejdsplads for at hjælpe med at skabe en kulturforandring, er hun mest af alt optaget af, at folk skal lære virkelig at lytte.

”Når vi har konflikter med et andet menneske – hvad enten det er på jobbet eller hjemme – så ryger vi meget ofte op på et overfladeniveau, hvor det bliver beskyldninger som ’i sidste uge sagde du også…’. Skal vi løse konflikten, skal vi have fat i de dybere lag i uenigheden og finde ud af, hvad det er, som rammer os. Meget ofte er det, fordi vi er bange for at miste vores integritet og vores autonomi,” siger Christina Busk og trækker tråden tilbage til bibelteksten. Hun kommer med en nok så væsentlig pointe:

”Lige så vigtigt det er at ville lytte nysgerrigt, lige så vigtigt er det, at vi viser, hvem vi er. I lignelserne render Jesus ikke bare rundt og får lamme til at gå og blinde til at se. De skal først være tydelige med deres ønsker og vise, hvem de er.”

I Christina Busks verden er der ikke noget ideal om, at konflikter kan fjernes, og at vi mennesker ved at tale og lytte rigtigt kommer til at leve i en tolerant og konfliktfri idealtilstand. En af de næste opgaver, som hun arbejdsmæssigt skal til at tage fat på, er for Præsteforeningen. Sidste år viste en undersøgelse, at hver fjerde præst inden for det seneste år havde følt sig mobbet. Nu skal hun hjælpe med projektet ”Den gode kollega”.

For Christina Busk er det ikke overraskende, at konfliktniveauet kan være højt inden for netop kirken, selv om hun medgiver, at det kan virke paradoksalt, når selvsamme institution har et værdigrundlag funderet på næstekærlighed og tolerance.

”I kirken er det ikke kun et fagfagligt fællesskab omkring for eksempel sygepleje eller pædagogik. Det er tro, og dermed er det dybere eksistentielle lag, som kan komme på spil i diskussioner,” siger Christina Busk og fortsætter:

”Men brydninger og uenigheder er nødvendige – også inden for kirken, og mit umiddelbare gæt er, at det kan være svært at skabe plads til dem, fordi der også er en forventning fra det omgivne samfund om, at kirken og dens præster er hævet over den slags. Det er måske en af forklaringerne på, at uenigheder så heller ikke altid kommer ud på de mest hensigtsmæssige måder, simpelthen fordi der ikke er en ramme, hvor de kan flyde frit.”

Om man er præst, kommunalt ansat, ung, gammel eller Christina Busk, så er det at lytte og det at evne at give sig selv til kende en evig menneskelig øvelse:

”Jeg har nok altid været god til at lytte, men da jeg var yngre, var jeg mere kompromissøgende og rund. Nu er jeg i højere grad tydelig om mit standpunkt, og jeg øver mig fortsat i at være det hver eneste dag. Det er nok mine nærmeste, det går mest ud over,” smiler hun og tilføjer:

”Det kan også provokere mig i mit private liv, hvis folk ikke viser mig, hvem de er, så jeg ved, hvad jeg har at forholde mig til.”

Lignelsen om den blinde er for Christina Busk også et eksempel på Guds indgriben i livet. Troen er ikke noget, som hun skilter med eller underholder med, men den er en konstant i hendes liv, som i perioder dog får sit voldsomme modspil af tvivlen.

Men Guds indgriben oplever hun. Som for fire år siden, hvor hun netop havde mødt sin nye mand, og som kort tid efter blev ramt af hjerteproblemer. I al hast blev de viet, mens han lå på sygehuset. Og igen i sommers, da hendes ene søster blev ramt af alvorlig kræftsygdom, og der var tvivl om, hvorvidt hun ville overleve.

”I de situationer i mit liv, hvor jeg har været allermest presset, har jeg oplevet, at Gud griber nærværende ind og giver mig styrke til at stå distancen. Det vil andre sikkert kunne forklare psykologisk, men for mig er det et tillidsforhold, hvor Gud hjælper med at bære igennem.”

Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville tale om, hvad den selvretfærdige harme kan ødelægge for os selv og andre, og så vil jeg opfordre til at lytte og stoppe op, når vi står over for et andet menneske.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

For mig er det vigtigste bud, at du skal ære din mor og din far. Det gør jeg, og jeg er taknemmelig for alt, hvad de var og er – og har givet mig.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

Mest af alt er jeg til den klassiske gudstjeneste med nadver og gerne en dåb og dåbsgæster. Med alderen har jeg fået det mere anstrengt med alternative gudstjenester med for eksempel rock, da det forstyrrer mit gudsforhold.

Hvordan er dit guds- billede?

En Gud, som griber nærværende ind i de livssituationer, hvor jeg føler mig allermest udfordret. Det er en Gud, som bærer med, og som gør, at jeg kan stå distancen, når det er nødvendigt.