Prøv avisen

Hundredvis af kirker lukker i Holland

Denne pionerkirke i byen Almere holder til i et tidligere kvarterhus, som ligner en lyserød lagkage. Her samles menigheden ofte om suppe, bøn og sang. Neden for huset er der anlagt en lille have med en labyrint, hvor man gå en runde til stille eftertanke. – Fotos: Anette Jorsal.

Hollænderne forlader de etablerede kirker, men mange nye former for kirkeliv spirer samtidig frem. Kristeligt Dagblad har besøgt et land, der kulturelt ligner Danmark, men kirkeligt har en helt anden situation

To af de smukkeste kanalhuse i Amsterdam har i mange år været en helt fantastisk ramme om Bibelsk Museum. Men snart ser det anderledes ud. En del af museets genstande bliver spredt ud til andre museer. I stedet skal gæsterne fremover kunne se, hvordan kristendommen har haft indflydelse på hollandsk kultur og samfund i det hele taget. De to kanalhuse skal nu fremstå som den overdådige købmandsbolig, den oprindeligt var, men med temaudstillinger, debatter og koncerter om troen og Bibelen.

Ændringerne af Bibelsk Museum er et meget godt udtryk for den udvikling, som stort set alle kirker i Holland oplever i disse år. Kirker i hobetal lukker og bliver til kulturhuse, boliger, hoteller, boghandlere og meget andet. Den katolske kirke skal frem til 2025 lukke to tredjedele af sine kirker, cirka 1000 kirker, har kardinal Wim Eijk sagt. De protestantiske kirker ventes at lukke 30-40 procent af deres kirker, hvilket svarer til mellem 600 og 800 kirker. De protestantiske kirker, der er samlet i Protestantse Kerk Nederland (PKN), mister cirka 2,5 procent af sine medlemmer om året, og i dag er kun knap 11 procent af den hollandske befolkning medlemmer. Det svarer til 1,8 millioner mennesker. Den katolske kirke er i nogenlunde samme situation.

For nylig bragte Kristeligt Dagblad en oversigt over, hvor mange der identificerer sig som kristne i de europæiske lande, og den viste, at Holland ligger lavest i Vesteuropa. 41 procent af hollænderne kalder sig selv kristne. Det samme tal er 65 procent i Danmark og 64 procent i Frankrig.

Men hvorfor er det gået sådan i Holland? Nynke Dijkstra fra PKN mener, at det blandt andet skyldes, at menighederne har haft tendens til at lukke sig om sig selv. De har haft et stærkt fællesskab, som har været båret af rigtig meget frivillighed, i deres kirker, og de har ikke rigtigt haft øje for at lukke nye ind.

”Jeg har hørt om folk, som syntes, det var svært at komme ind i kredsen, når man for eksempel deltog i kirkekaffen efter en gudstjeneste,” siger Nynke Dijkstra.

Nico de Fijter, chef for religion/filosofi-redaktionen på det kristne dagblad Trouw, mener også, at hollænderne mindre og mindre definerer sig selv ideologisk.

”I mange år var det hollandske samfund delt ind i rum. Der var et katolsk rum, et protestantisk rum, et liberalt rum, et socialistisk rum, og hvert rum havde sine egne skoler, uddannelser, fagforeninger, sygehuse, fodboldklubber og tv-programmer. Rummene var også sociale konstruktioner, og det var helt naturligt dengang at være medlem af en kirke i de kristne rum. Men rummene er smuldret i de seneste årtier, og folk er mindre trofaste. De melder sig ikke ind i en fagforening og er mindre loyale over for partier og foreninger i det hele taget,” siger Nico de Fijter og tilføjer:

”Kirken konstaterede godt nok, at man mistede medlemmer, men mente i øvrigt ikke, at gudstjenester havde noget med tal og sociologiske undersøgelser at gøre.”

I løbet af 2000’erne indså PKN, at det ikke var nok at være ked af udviklingen, og med sædvanlig hollandsk nøgternhed tog man affære. Projektet ”Pionerkirker” begyndte i 2008, og i dag er der omkring 100 pionerkirker, og der er sågar et forsøg på at etablere et nyt kloster i den nordlige region Friesland.

Pionerkirker er en ny måde at være kirke på for dem, som aldrig har haft kontakt til kirken eller har forladt den, og initiativerne rækker utrolig bredt. Nogle af dem samles omkring et måltid, andre omkring en have eller kunst og kultur.

Teolog Rikko Voorberg har i syv år arbejdet med et pioner-initiativ, pop op-kirke, i en bydel i Amsterdam. Kirken dukker op i form af teater, samtaler, workshops og kunst. Han vil først og fremmest vise, hvordan folk kan bruge Bibelens historier i deres daglige liv med stress, tvivl og søgen efter en mening med livet, og han bruger stort set ikke navne som Gud og Jesus, fordi de – som han siger – ”desværre er blevet smittet med fordomme”.

Den tidligere missionær Pieter ter Veen er til gengæld ikke bange for at tale om Gud og Jesus. Sammen med frivillige kører han pionerkirkens bus hen, hvor mennesker er, for eksempel ved de lokale supermarkeder i byen Almere. Den lille menighed dyrker grøntsager, som de sælger, og samtidig fortæller de dem, der dukker op i haven og ved udsalget, om sund mad.

På gågaden i den hyggelige by Amersfoort midt i Holland ligger der en kirke fra 1600-tallet. Hver søndag har der i århundreder været gudstjeneste i den evangelisk-lutherske kirke, men i 2013 stoppede man med gudstjenesterne om søndagen, for kirkegangen skrumpede. I stedet gik man pionervejen ved at åbne kirken om lørdagen, når gågaden er fyldt med mennesker. Kirken tilbyder i butikkernes åbningstid jazz, sang, foredrag, samtale, tid til refleksion, kaffe og kage, og den lille kirke er ofte fyldt.

Nico de Fijter fra avisen Trouw synes, det er interessant, at PKN prøver at skabe små menigheder omkring en kirke, der passer til tiden – i modsætning til den katolske kirke, hvor han slet ikke ser nogen forsøg på udvikling i Holland.

”Jeg tror, vi får en stor sø af alle former for religiøsitet og forsøg på at finde en mening med livet, hvor mennesker sammen fisker indhold op af vandet, som de sætter sammen til deres egen religiøse pakke,” lyder redaktørens vurdering af fremtiden for kristendommen i det hollandske samfund.

Redaktør for religion og filosofi Nico de Fijter fra det kristne dagblad Trouw ser trods tilbagegangen for landets kirker en stigende interesse blandt hollænderne for tro og spørgsmål om mening med livet. Den går bare ikke gennem de etablerede religionsinstitutioner.