Hundredvis af pakistanere sidder fængslet for blasfemi

Overlevende fra religiøst motiverede terrorangreb havde en vigtig plads i programmet, da det amerikanske udenrigsministerium i denne uge afholdt den hidtil største konference om trosfrihed

Trodsfriheden har det umiddelbart svært i Pakistan, hvor flere hundrede angiveligt sidder fængslet for blasfemi. Det var bl.a. budskabet, da det amerikanske udenrigsministerium i denne uge afholdt konference om trosfrihed. På billedet ses støtter til Pakistans islamiske parti TLP demonstrere, da højesteretten i 2018 omstødte en dom mod en kristen kvinde, Asia Bibi, der ellers var dømt til døden.
Trodsfriheden har det umiddelbart svært i Pakistan, hvor flere hundrede angiveligt sidder fængslet for blasfemi. Det var bl.a. budskabet, da det amerikanske udenrigsministerium i denne uge afholdt konference om trosfrihed. På billedet ses støtter til Pakistans islamiske parti TLP demonstrere, da højesteretten i 2018 omstødte en dom mod en kristen kvinde, Asia Bibi, der ellers var dømt til døden. Foto: Mohsin Raza / Reuters / Ritzau Scanpix.

Det var en sejr for trosfriheden og for hele menneske- heden, da den kristne pakistanske kvinde Asia Bibi sidste efterår blev frikendt i Pakistan. Hun har siden 2010 haft en dødsdom over hovedet for blasfemi med anklager om at have krænket muslimernes profet Muhammed.

Men midt i glæden over hendes løsladelse, skal man huske på, at hun blot var én ud af mange, der sidder fængslet under Pakistans blasfemilov. Sådan lød det under en stor trosfriheds-konference i Washington fra Shaan Taseer, der er søn af en pakistansk guvernør, som blev dræbt for sin kamp for trosfrihed og for Asia Bibis løsladelse.

”Mens Asia Bibi, verdens mest kendte fængslede person for blasfemi, er en fri kvinde, vil jeg minde jer om, at der stadig sidder 200 andre som Asia Bibi i pakistanske fængsler anklaget for blasfemi. Og det er vel at mærke kun alle de dokumenterede sager,” sagde Shan Taseer ifølge mediet Christian Post.

Shaan Taseer tale var en del af en tredages trosfrihedskonferrence, det amerikanske udenrigsministerium stod bag i denne uge.

Det er andet år, at Trump- regeringen holder en stor konference med fokus på de problemer, der er i verden med trosfrihed og religiøs forfølgelse. I år var der dog skruet endnu højere op for ambitionerne. Konferencen var ifølge den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, verdens største trosfrihedsbegivenhed, skriver The Economist.

I alt deltog flere end 1000 repræsentanter fra civilsamfundet og religiøse grupper samt repræsentanter for godt 100 landes regeringer. Til stede var også Michael Suhr, der er ambassadør for tros- og religionsfrihed i Udenrigsministeriet og altså repræsenterer den danske regerings indsats på området.

En vigtig del af programmet for konferencen var vidnesbyrd fra forskellige personer, der havde overlevet religiøst motiverede terrorangreb de senere år eller på anden måde havde religiøs forfølgelse tæt inde på livet.

Der var blandt andet talere fra overlevende fra angrebet på en synagoge i Pittsburgh, USA, på moskéer i Christchurch, New Zealand, og på kirker i Colombo, Sri Lanka.

Ifølge det katolske medie Crux blev det i løbet af konferencen meldt ud, at USA og Vatikanet til oktober vil holde et topmøde om religionsfrihed.