Anerkender du tyrkernes drab på halvanden million armeniere i 1915 som folkemord?
Det spørgsmål har Karekin Dickran for nylig stillet samtlige danske folketingspolitikere per brev. Og svarene er kommet tilbage. Med mere eller mindre anerkendelse.
Jeg er mest skuffet over Venstre og De Konservative, der ikke direkte anerkender det. De tager mere hensyn til fremtiden end til fortiden. De vil jo gerne have Tyrkiet med i EU. Så de væver udenom og siger naturligvis, at det er forfærdeligt, men folkemord vil de ikke kalde det. Det vil oppositionen derimod gerne, for eksempel fik jeg et flot svar fra SF. Og det er jeg glad for, siger Karekin Dickran, mens han viser billeder og anden dokumentation frem, som han gennem årene har indsamlet.
I dag bor han langt fra utryghed og folkemord. En rund kat gnider sig op ad benet på ham. Den er tydeligvis tryg ved sin ejer, den 62-årige kristne og kunstneriske armenier, som kom til Danmark i 1971 og nu har indrettet kontor, værksted og hjem under ét tag i sin lejlighed på Frederiksbjerg i Århus. Her dufter af kaffe og dansk bagerbrød, mens et armensk flag pynter på spisebordet.
Hos Karekin Dickran smelter dansk kultur sammen med de armenske rødder, skønt armenieren aldrig har sat sine ben i Armenien.
Jeg tør simpelthen ikke rejse til Armenien og se landet med mine egne øjne. Jeg frygter, at det vil bringe mig i en dyb identitetskrise. I mine drømme har jeg jo opbygget mit eget Armenien, og jeg har studeret landets bedste sider gennem litteratur, kunst og sprog. Det billede vil jeg ikke have ødelagt, for jeg har brug for et smukt Armenien at kæmpe for, når jeg fortæller om landets lidelseshistorie, siger han.
Han trækker vejret dybt ind og vil beskrive følelsen af at leve uden sit land lidt nærmere. Men det er svært. At leve i eksil er en følelse, der ikke let fanges ind af ord. Men for at forstå, hvordan man som menneske overlever uden sit hjemland, starter han fra begyndelsen.
Som femårig befandt han sig i Libanon uden sine forældre. Han var tredje generation af armeniere, der havde taget flugten fra folkemord til flygtningestatus. Og i Libanon kom han på børnehjem.
Det blev min redning og også min indgang til Danmark, for børnehjemmet havde Maria Jacobsen som leder, og hun var dansk, sygeplejerske og missionær. En fantastisk dame, der tog sig af tusinder af forældreløse børn. Hun var som en mor for os, siger han.
På bordet ved siden af det armenske flag står et sort-hvidt foto i lys porcelænsramme. Det er taget for snart et halvt århundrede siden. Kvinden på billedet er Maria Jacobsen. Hun valgte at bruge sit liv på at hjælpe de børn, der var blevet indirekte ofre for folkedrabet og nu levede i landflygtighed.
Af hende lærte vi børn en dansk retfærdighedssans, som jeg har taget med mig, og som nu driver mig til at gentage, at vi skal have anerkendelse for, at halvanden million mennesker mistede livet, siger Karekin Dickran og fortsætter:
Det er ikke lige meget nu. Anerkendelse er vigtig, for at vi kan lære af historien. Det her er ingen hetz mod Tyrkiet, men en opfordring til, at de skal lære deres kommende generationer, at et folkemord har fundet sted, og at det var både tragisk og dybt forkert. Den anerkendelse er den eneste måde, vi måske kan forhindre, at det sker igen, siger han.
Katten hopper ned fra reolen, da Karekin Dickran går hen mod døren for at sige farvel. I lejligheden er der trygt at være. Men oplysningsarbejdet har før kostet armenieren trusler. Det er ikke alle, der er tilfredse med, at Tyrkiet skal lægge navn til halvanden millioner armenieres død for tre generationer siden. Men først når det sker, kan alle komme videre også tyrkerne mener Karekin Dickran.
Kristeligt Dagblad har besøgt Armenien og bragte i går artikler fra verdens første kristne nation.