At det er en historisk eftermiddag i Haderslev Domkirke er ikke svært at få øje på. For i koret sidder ikke kun én, men flere præster. I forskellige præstekjoler og som repræsentanter fra mange forskellige kirkesamfund i stiftet. Både den katolske kirke, Brødremenigheden, den reformerte kirke, Pinsekirken samt Nordschleswigsche Gemeinde er til stede, foruden selvfølgelig den danske folkekirke.
Og for de cirka 200 fremmødte er det derfor en meget anderledes gudstjeneste, hvor menighedens fællesskab for en eftermiddag består af en udvidet kreds af kristne brødre og søstre fra andre kirker, end dem man plejer at fejre gudstjeneste sammen med.
Helt tydeligt bliver den særlige fællesfejring, da en katolsk nonne går op ad domkirkens midtergang. Biskop Marianne Christiansen byder hende velkommen, tager hendes hånd og hilser på, mens hun anviser en siddeplads.
”Kære allesammen. Vi har glædet os til at fejre gudstjeneste i fællesskab. Økumeni betyder oprindeligt ’den beboede verden’, og vi er et fællesskab af forskellige kirker, der bebor denne verden. Vi har en fælles forpligtelse til at forkynde evangeliet i verden,” lyder det fra biskop Marianne Christiansen ved gudstjenestens begyndelse.
Netop det fælles grundlag, fællesskabet, er ifølge biskoppen vigtigt at betone i forbindelse med 500-året for Reformationen.
”Splittelsen mellem den katolske kirke og de nye kirker, der opstod som følge af Reformationen, førte megen smerte med sig. Krige og ufred. Men førte selvfølgelig også til en fornyelse af troens og kirkens liv, både i den katolske kirke og i de kirkesamfund, der voksede frem. Derfor både markerer og anerkender vi i dag, at der er ting, der skiller os ad, men også at det væsentligste binder os sammen: Troen på den treenige Gud.”
Selve gudstjenestens forløb er blevet til i et samarbejde mellem de deltagende kirkesamfund. Med højtlæste refleksioner fra de forskellige præster og salmer, de hver især har valgt.
Den katolske præst Gregers Mærsk-Kristensen læser en tekst højt. Om at vi har delt Kristus, at vi har løjet over for hinanden på grund af sandheden. At vi har følt had over for hinanden på grund af kærligheden, og at vi derfor er blevet skilt fra hinanden.
”Og nu kunne man jo tro, at det er en eller anden moderne ph.d.-afhandling, teksten kommer fra. Men ordene er fra 381 i Konstantinopel, fra Gregor af Nazians. Men den samme smerte kan vi også mærke i dag. Lige som det skete dengang og senere mellem kirkerne i øst og vest og igen på Luthers tid, så har vi forbrudt os mod Jesu ord om, at vi skal forblive og blive ét. Og det kan intet kirkesamfund sige sig fri for at have et ansvar for. Men derfor har vi også alle et ansvar for at gøre det anderledes fremover,” siger Gregers Mærsk-Kristensen og henviser bagefter til det fællesdokument, som Det Lutherske Verdensforbund og den katolske kirke udgav i 2013, hvor begge netop opfordrer protestanter og katolikker til en fælles markering af 500-året for Reformationen.
Selvom der er mere, der samler end adskiller denne søndag, så er nadveren fortsat en af de teologiske knaster i en egentlig forbrødring eller kristen enhed mellem katolikker og protestanter. Alligevel går både katolikker og folk fra de øvrige kristne kirkesamfund i store flokke sammen op til alterbordet. Katolikkerne lægger blot den ene hånd på skulderen og markerer dermed, at de ikke skal have tilbudt brød og vin. Men velsignelsen modtager alle i fællesskab.
Både Fadervor samt den nikænske trosbekendelse er alle stemmer også fælles om, og efter postludiet er klinget ud, og alle har rejst sig fra bænkene, får de muligheden for at fortsætte eftermiddagen i den katolske Sct. Marie Kirke, der har inviteret til messe.
”Det har været en fantastisk oplevelse at være med til, og det understreger, at vi hører sammen som kristne,” lyder det efter gudstjenesten fra Flemming Frøkjær-Jensen, der er medlem af folkekirken, og som nu er på vej ud i skumringen efter en eftermiddag i økumeniens tegn.