Hvad betyder spiritualitet?

Spiritualitet vinder indpas , men der findes ingen bare nogenlunde bredt accepteret definition af, hvad begrebet dækker over. Det viser en jagt i ordbøger og videnskabelige undersøgelser

Det nytter ikke noget at ty til ordbøger og leksika for at finde ud af, hvad spiritualitet betyder, skriver Peter la Cour. Arkivfoto.
Det nytter ikke noget at ty til ordbøger og leksika for at finde ud af, hvad spiritualitet betyder, skriver Peter la Cour. Arkivfoto. .

Er der noget mere forvirrende, end når folk bruger ordet spiritualitet? Man ved ikke, hvad de prøver at sige med ordet. De kan mene alt muligt med det. Hvis man spørger folk, hvad det betyder, vil de fleste svare ”åndelighed”. Det bringer os lige vidt, for det er lige så lidt sigende.

Problemet er voksende, fordi ordet spiritualitet specielt i den engelsksprogede verden er et plusord, der vinder mere og mere indpas, ofte i tæt forbindelse med ordet religion.

Der sker et skift mange steder.

Det europæiske videnskabelige selskab for ”religion og helbred” skiftede for nyligt navn til selskab for ”religion, spiritualitet og helbred”. I resten af den vestlige verden er det ikke længere god tone at sige det ene og ikke det andet.

Oprindeligt blev det spirituelle forstået som en naturlig del af det religiøse, religionens inderside så at sige. Sådan er det ikke længere. Religion og spiritualitet ser man nu nogle gange opstillet som modsætninger.

For eksempel når folk udtaler, at de ikke er religiøse, men spirituelle.

Nogle folkekirkepræster vender det hvide ud af øjnene, hvis de hører, at folk er spirituelt interesserede. Andre præster forstår imidlertid det spirituelle som en essentiel del af troslivet og derfor en uadskillelig del af at opfatte sig selv som troende eller kristen.

Det nytter ikke noget at ty til ordbøger og leksika for at finde ud af, hvad spiritualitet betyder.

Sådan en fælles forståelse findes ganske enkelt ikke. Kigger man i de lærdes definitioner, finder man i den ene ende fagfolk, der mener, at spiritualitet handler om den enkeltes personlige søgen efter et eksistentielt ståsted, en personlig mening i livet, og det behøver ikke på nogen måde at indeholde troen på hverken noget religiøst eller transcendent.

I den anden ende finder man fagfolk, der mener, at spiritualitet er menneskets svar på Guds kalden efter en relation, hvilket jo i højeste grad handler om både det religiøse og antagelsen af en anden verden, en transcendens-dimension.

En amerikansk undersøgelse prøvede for nogle år siden at opsamle, hvad der fandtes af beskrivelser af ældre menneskers ”spirituelle behov”.

I nogle opgørelser lod man spiritualitet definere som ”relation til Gud”, mens man i andre opgørelser lod spiritualitet definere som for eksempel ”at kigge ud ad vinduet”, ”at lave mad”, ”at passe haven”, ”at arbejde” – og måske helt urimeligt ”at tale om vejret” samt ”et varmt smil og en venlig attitude”.

Det virker som helt urimelig brede forståelser af spiritualitet. Man kommer ud et sted, hvor ordet slet ikke betyder noget. Eller hvor det betyder noget så privat, at man ikke længere kan bruge det til at kommunikere med.

En dansk undersøgelse påviste for nogle år siden, at ordet spiritualitet for mange mennesker mest var forbundet med velvære og god stemning. En slags feel good-betegnelse, kort og godt, forbundet med stearinlys og blød musik. Men det var kun en af mulighederne. En anden forståelse forbandt spiritualitet alene til new age og det okkulte, og for andre var spiritualitet decideret et fy-ord, forbundet med selvoptagethed. Helt andre forståelser viste sig også, i alt seks forskellige.

Der er langt fra feel good til fyord, og det duer jo ikke, hvis man ønsker at kunne tale ordentligt med hinanden om den slags. Og det skal vi nødvendigvis, hvis tingene ikke skal stivne, og vi skal blive rigere og klogere som mennesker.

Peter la Cour er ph.d. i religions- psykologi.