Prøv avisen

Hvad bør ændres ved gudstjenestens form?

I øjeblikket debatteres fremtidens mulige guds- tjenesteformer. Her ses en højmesse i Ganløse Kirke på Sjælland anno 2017. Det er Malene Buus Graeser, der er præst. Arkivfoto. Foto: Kåre Gade/Helsingør Stift

Et udvalg i folkekirken udgav denne sommer den første af tre rapporter om gudstjenestens udvikling og rammer. Kristeligt Dagblad har spurgt fire iagttagere, hvad de helst så ændret ved gudstjenesten

Bent Meier Sørensen, professor i ledelse, politik og filosofi på Copenhagen Business School:

”Personligt har jeg det fint med liturgien og kan godt lide, at højmessen ikke er noget, man bliver fanget af med det samme, som man gør med Candy Crush (meget populært spil til mobilen, red.). Omvendt er jeg ikke blind for, at jeg selv tilhører den elite, som er initieret og har fundet vej ind i ritualet og derfor vil have tendens til at forsvare den aktuelle form.”

”I folkekirken er det ofte en elite, som ellers taler varmt for folkelighed på det politiske plan, der vil bevare alt, som det er, og tilsyneladende har det fint med, at folk så føler sig udelukket. Vi skal huske på, at liturgien ikke er hellig; det er det, den omhandler, der er helligt. Så liturgien kan sagtens ændres, og der foregår jo allerede et stort arbejde ude i sognene, hvor man eksperimenterer for at komme folk i møde og kommunikere med dem på nye måder. Ikke alt falder lige heldigt ud, men det er fint at fortsætte folkekirkens tradition for langsomme reformer.”

”At mene, at den form, vi har nu, er den eneste rigtige, er reaktionært vrøvl. Ud fra et konservativt synspunkt kunne man lige så godt efterspørge, at vi går tilbage til en form, hvor højmessen varede fire timer, og en prædiken – som på Grundtvigs tid – snildt kunne vare 2-3 timer. Men her vil mange jo gerne bevare en 12-minutters prædiken, der nærmest er i Twitter-form i sammenligning. Man må forandre for at bevare, og det er jo tydeligt, man ikke for alvor har tag i folket med den nuværende liturgi.”

Liselotte Horneman Kragh, teolog, forfatter og tidligere sognepræst:

”Kristendommen er en anarkistisk religion. Jesus siger selv, at sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens. Det afgørende er, at menigheden lokalt bliver et ”vi”, der fejrer gudstjeneste sammen – sådan som det giver mening for dem på det sted og tidspunkt.”

”Så længe vi har grundbyggestenene – evangeliet, trosbekendelsen, Fadervor, velsignelsen, dåb og nadver – med, burde vi have en frimodig tillid til, at Gud nok skal komme os i møde. Så kan højmessen afspejle det, som præsterne siger fra prædikestolen: at i kirken har vi lov at komme, præcis som de fejlbarlige og sårbare mennesker, vi er. Det skal kunne mærkes, og det kan det ikke, når gudstjenesten er låst fast i en stiv form, som bliver fastholdt af frygt for at miste kontrol.”

”Da jeg var præst, var mine fineste oplevelser af at fejre gudstjeneste, når der skete noget uventet. Jeg husker for eksempel en påskehøjmesse, hvor en lille dreng gik med mig ind bag alterskranken, da jeg skulle fejre nadver, og gav sig til at spise af nadverbrødet og efterlignede mine bevægelser, da jeg lyste velsignelsen. Den dag blev det virkelig påske, fordi livet brød igennem i kraft af det lille barns nysgerrighed. Jeg drømmer om, at der bliver lavet månedlige gudstjenesteværksteder, hvor folk kan nørkle med højmessen og ikke kun med spaghettigudstjenester og babysalmesang. Så kan det blive folkets kirke i praksis.”

Rikke Weissfeld, præst i Ørestad, Islands Brygge Sogn, uddannet teolog og skuespiller:

”Mit mål som præst er at få folk til at forstå, at det med Gud er mere NU end noget andet. Det gør mig ulykkelig, når den måde, vi laver kirke på, forhindrer folk i at erfare Gud. Derfor synes jeg, at vi skal bruge alle de farver, vi har på paletten. Der, hvor jeg var præst tidligere, eksperimenterede vi på et tidspunkt med at bruge flygel og rytmisk musik. At synge ’Here comes the sun’ kan være stor forkyndelse; den er der meget opstandelse i.”

”Samtidig mener jeg, at ritualet har relevans, for et rituelt rum giver tryghed. Men det rituelle rum behøver ikke at være gammeldags. Ved en højmesse skal vi bede sammen, synge sammen, have altergang og høre tekster fra Bibelen, som så udlægges. Men elementerne kan blandes på mange måder.”

”I Kirken i Ørestad har jeg et modigt menighedsråd, og vi har besluttet, at vi i et halvt år forsøger med nogle små ændringer i højmessen. Det er frivillige, der læser ind- og udgangsbøn, vi sidder ned under tekstlæsningerne, for man lytter bedre, når man sidder, og vi står op, når vi synger, for så synger man bedre. Desuden er alteret placeret, så jeg kan stå bag det. Det fungerer ikke kommunikationsmæssigt, at præsten står med ryggen til, selvom der kan være teologiske argumenter for det. Jeg står kun foran alteret under nadveruddeling og velsignelse. Prædikestolen er også sat ud til siden, så jeg kan bevæge mig rundt under prædikenen. Det er ikke en revolution, men menigheden giver udtryk for, at det skaber nærhed.”

Mikael Rahbæk Andreasen, kirkemusiker i Bellahøj Kirke og sangskriver og komponist i musikprojektet Kloster:

”Personligt har jeg det fint med højmessens liturgi, men jeg forstår, hvis den ikke appellerer til alle. Det rum, liturgien skaber, er vel som udgangspunkt på en måde fremmed for alle. Men netop den fælles fremmedhed gør det nemmere for mig at føle fællesskab og fejre gudstjeneste med mennesker, der ikke ligner mig. I hvert fald har jeg det bedre med højmessens liturgi end for eksempel den måde, nogle lavkirkelige frikirker forsøger at være samtidsrelevante på, for jeg føler mig ikke hjemme i forstadspænhed og poleret soft rock for nu at udtrykke det lidt generaliserende.”

”Det er blot for at sige, at det er enormt svært at skabe et rum, hvor alle føler sig hjemme. Men den udfordring skal kirken tage op, fordi dens ærinde gælder alle mennesker. Jeg har ikke den ideelle løsning, men så længe sakramenterne er til stede, har jeg det grundlæggende fint med, hvordan folk end vælger at fejre gudstjeneste sammen. Liturgien er jo ikke hellig. Jeg kan godt lide den tanke, at der er en genkendelig liturgi, der knytter bånd til andre kirker og kristne, både i nutid, fortid og fremtid, men med rummelighed nok til, at lokale behov eller ønsker kan imødekommes.”

”I Bellahøj Kirke har vi et dårligt lydende orgel, så derfor har man valgt at skabe sin egen musikprofil med et par halvskæve kirkemusikere og nærmest helt uden orglet.”

Foto: Cæcilie Philipa Vibe Pedersen.
Foto: Privatfoto
Foto: Emil Kastrup Andersen
Foto: Leif Tuxen