Prøv avisen

Konkurrence: Hvad er det gode kirkelige initiativ?

Sidste års vinder af initiativprisen var en flygtningecafé i Toftlund.

Den næste måned skal stor konkurrence kåre de danske kirkers bedste initiativ. Alle kan tilmelde initiativer

Folkekirken har over 10 år kun tabt 130.000 medlemmer trods ateistkampagner, kirkekritik og tilgang af borgere fra andre religionskulturer. Det lave tab af medlemmer er imponerende, og det skyldes ikke mindst, at der gøres meget for at bygge nye broer mellem kirke og folk.

Når Kristeligt Dagblad de næste uger afholder konkurrencen Danmarks bedste kirkelige initiativ 2016, er formålet dels at fortælle de mange historier om brobyggerne i de danske kirker, dels at inspirere aktører i dansk kirkeliv til nye former for formidling af kristendom.

Siden 2010 har konkurrencen været en årligt tilbagevendende begivenhed, og i tidens løb er mange hundrede arrangementer blevet beskrevet i avisen.

Sidste år vandt flygtningearbejdet i den sønderjyske sognekirke i Toftlund i Sønderjylland. Året før deltes prisen mellem folkekirkens sorggrupper og inddragelsen af ældre i konfirmationsarbejdet i Sankt Povls Kirke i Korsør. I 2013 gik udmærkelsen til kvinders indsats for andre kvinder i projektet Friends, i 2012 til kristendomskurser i Herstedvester Fængsel og i 2011 til Café Cadeau i København, som er et kirkeligt mødested for indvandrere. Det første år, i 2010, vandt CAR, et diakonalt projekt centreret om bilreparation.

Ikke alle er nye idéer, men alle er nyttige tiltag, som viser, hvordan man kan omsætte kristendom i handling. Og så er de alle kirkeligt arbejde, som kan overtages af andre sogne, uanset om de er små eller store.

Konkurrencen er læsernes mulighed for at præsentere hinanden for de spændende tiltag, som findes i både folkekirken og andre kirker. Man kan tilmelde emner med en mail til initiativ@kristendom.dk eller på adressen www.kristendom.dk/initiativprisen.