Hvad er mission for noget, og hvad vil man opnå med den kristne mission? Er det andet end ord? Skal ordene ikke på en eller anden måde blive kød?
Kristeligt Dagblads anmelder Povl Götke efterlyste for nylig en kritisk refleksion over disse spørgsmål i sin anmeldelse af bogen Missional kirke, som er redigeret af Jeppe Bach Nicolajsen.
Det er rigtig relevante spørgsmål, som faktisk behandles i den nævnte bog og det i højere grad, end Götke giver indtryk af. For det, som præger tænkningen om missional kirke, er netop, at kirken og dens sendelse skal få krop, og ordet skal inkarneres i frigørende handling.
LÆS OGSÅ: Missionærforældre er blevet mindre risikovillige
Missional kirketænkning er et af de mest interessante nyere forsøg på at nytænke den kristne kirkes missionsforpligtelse, nu da sekulariseringen er slået igennem, og statskirke-væsenet er under nedbrydning. Inden for nyere missionsteologi går de stærkeste bestræbelser netop i retning af at reflektere over og konkretisere de spørgsmål, der drejer sig om, hvad der sker, når budskabet slår rod og sætter frugt. Der tages udgangspunkt i, at vi befinder os i en efter-kristen situation. Kirkerne er som flest havnet i et kulturelt fangenskab, hvor det opleves som umuligt at realisere og praktisere den kristne forkyndelses radikale fordring. Medmindre kirken helt grundlæggende bestemmes som en missions-institution. Kirken har ikke en mission; den er mission eller den er slet ikke kirke. Opgaven beskrives derfor som det at udvikle sig væk fra en kirkecentreret mission og i retning af en missionsorienteret kirke.
Om en uges tid forsvarer Andreas Østerlund Nielsen sin engelske ph.d.-afhand- ling om mission som transformation (Missional Transformation) på Aarhus Universitet. Afhandlingen vil netop gå det skridt videre og undersøge de teorier inden for nutidig missionsteologi, der fokuserer på, at ordet ikke alene skal forkyndes og de gode gerninger øves, men at ordet skal føre til forvandling eller med et låneord fra latin: transformation.
Problemstillingen er i og for sig ikke ny, idet spørgsmålet rejses: Hvad er målet med den kristne forkyndelse og mission? Skal den føre til, at hele samfundet bliver kristent? Eller er målet at skabe nogle dedikerede menighedssamfund, der ved deres gode tale og eksemplariske liv kan indvirke forvandlende på den videre samfundsmæssige kontekst?
Andreas Østerlund Nielsens analyserer i sin afhandling en række nyere tendenser inden for fortrinsvis engelsk og amerikansk evangelikal teologi. Centralt står spørgsmålet, om det er hele samfundet, der skal gøres mere kristent, eller om opgaven er at danne menighedsfællesskaber, der forstår sig selv i modsætning til det bestående. Afhandlingen forsøger at slå bro mellem de forskellige synspunkter, idet den argumenterer for, at kirkerne skal arbejde for almene forbedringer i det omgivende samfund ved at skabe de sociale rammer for en dyb personlig forvandling.
Således får såvel det individuelle som det kollektive hver sit. Men bevægelsen for mission som transformation er ikke i tvivl: Det må begynde med den enkelte og hans eller hendes forvandling i den missionale menighed. Den forvandling skal sætte den enkelte i stand til at rette energien udad sammen med den menighed, der lever sit liv midt i det omgivende samfund, men forstår sig selv som et socialt, politisk og kulturelt alternativ til det bestående.
Strømningerne bag missional kirke og mission som transformation øver stor indflydelse i en række af de valg- og frimenigheder, der i disse år oprettes inden for den kirkelige netværksorganisation Oase. Østerlund Nielsens afhandling rejser det spørgsmål, om strømningerne også kan frugtbargøres inden for en kirke, der som den danske folkekirke er så tæt knyttet til staten, som tilfældet er.
Viggo Mortensen er professor emeritus i teologi