Folkekirken har ingen formålsparagraf. Ifølge grundloven er folkekirken evangelisk-luthersk, og siden Danske Lov 1683 har det været fastslået, at fem bekendelsesskrifter udgør folkekirkens læremæssige grundlag. Hvad kirken i øvrigt skulle og ville i det danske folk, det var man hverken i tvivl om i 1849 eller i 1683.
Der er sket meget, siden vi havde et statsligt religionssystem, hvis mål var at sørge for præster til at dække det danske folks religiøse behov. I dag har vi en folkekirke med menighedsråd, talrige aktiviteter, mange ansatte og store budgetter.
LÆS OGSÅ: Tendenser: 2013 bliver den stille genrejsnings år
Med sekulariseringen og skiftende kulturelle vinde er der god grund til at diskutere, hvad det lokale menighedsråd skal satse på: Hvilke værdier vil man fremme? Hvilke aktiviteter vil man igangsætte? Ja, hvad er egentlig kirkens formål? Da menighedsrådene siden 2007 har haft ansvar for at styre Sognets kirkelige og administrative anliggender, har mange menighedsråd gjort sig principielle overvejelser om mål og midler. Man lægger planer og taler om prioriteringer. På nettet kan man finde mange af den slags visioner. Ofte ganske forskellige.
Aarhus Domsogn slår på kultur og modernitet. Man vil som en katedral af tiden og i tiden stræbe efter den ypperste formidling af kristendom, musik, livsoplysning, kunst- og kulturhistorie være tydelige i folks bevidsthed og udbrede kendskabet til gudstjenester og aktiviteter i Domkirken ved at kommunikere dristigt på moderne betingelser.
Øster Nykirke sogn tænker snarere i retning af den mission at forkynde Kristus som hele verdens frelser. Til sognets visioner hører at det må blive naturligt for alle i sognet at deltage i gudstjeneste og kirkelige handlinger; at børn, unge og voksne bliver fortrolige med kristendommen og det kristne menneskesyn; at sognets aktiviteter tager udgangspunkt i den kristne grundholdning.
Man kommer næppe uden om, at selve målsætningsprocessen fremmer udviklingen i retning af profilmenigheder. Især i byområder vil folk i stadigt stigende grad søge til en menighed, hvis visioner man deler.
Sognene vælger selv deres prioriteringer. Vi har ikke i Danmark nogen kirkelov, der giver nærmere pejlemærker. Det har man i Sverige, hvis kirkelov taler om, at det er den lokale menigheds opgave at fejre gudstjeneste, bedrive undervisning samt udøve diakoni og mission.
Diakoni og mission er endnu mere fremhævet i den norske kirkelov, der er ret detaljeret omkring den lokale menigheds opgaver: Menighetsrådet skal ha sin oppmerksomhet henvendt på alt som kan gjøres for å vekke og nære det kristelige liv i soknet, særlig at Guds ord kan bli rikelig forkynt, syke og døende betjent med det, døpte gis dåpsopplæring, barn og unge samlet om gode formål og legemlig og åndelig nød avhjulpet.
I Danmark har der været forskellige bud på målsætningsformuleringer. Ifølge et ikke vedtaget kirkeforfatningsforslag fra 1907 havde folkekirken til formål at virke for det kristelige livs fremme på evangelisk-luthersk grund. Siden 1912 har vi haft et menighedsrådsløfte, der taler om at skabe gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst vel det tætteste, folkekirken kommer på at have en officiel formålsbestemmelse. Et nybrud var det, da en betænkning fra et kirkeministerielt udvalg i 2006 formulerede en teologisk bevidst formålsformulering for folkekirken: Folkekirkens mission som kristen kirke er at forkynde Kristus som hele verdens frelser ... Kirkens overordnede opgave danner udgangspunkt for de konkrete former, kirkelivet får i sogn, provsti og stift. Alle konkrete målsætninger må dybest set tjene denne opgave.
Mange vil glæde sig over disse formuleringer som et udtryk for en klar forståelse af folkekirken som en kristen kirke. Nogle vil også stille indholdsmæssige spørgsmål: Hvor blev for eksempel diakonien af? Andre vil spørge efter, hvem der egentlig kunne bemyndige et lille udvalg til at udstikke kursen for fremtidens folkekirke. De ville foretrække et repræsentativt forum af biskopper, præster og lægfolk til at formulere pejlemærkerne.
Kurt E. Larsen er lektor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet