Kirken skal ikke blive et hippieforetagende
Christian Langballe, sognepræst i Tjele og Nørre Vinge Sogne og forhenværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.
Jeg vil huske det forgangne kirkeår for at være det, hvor man lukkede kirkerne juleaften. Det var en af de store højtider, hvor kirken skulle have været åben, men ikke var det. Jeg er tilhænger af at man føgler retningslinjerne, men ikke tilhænger af at man lukker kirkerne. Det var en mærkelig priorieting, når man tænker på, at Bilka var åben og folk helt op til jul var ude at handle. Jeg valgte at holde gudstjeneste alligevel med de retningslinjer, der nu var. Men der var mange, der valgte at holde sig væk.
I det nye år er jeg spændt på, hvad den liturgikommission, der er nedsat, når frem til. Det er noget jeg imødeser med stor spænding. Liturgi er rammen om gudstjenseten, og den ramme er et resultat af 2000 års kirkehistorie. Og hvis det hele bliver givet frit, så er jeg spændt på, om folkekirken udvikler sig til et hippieforetagne, hvor man kan opleve alle mulige mærkelige ting.
Meget står på spil for de kommende generationer
Kurt E Larsen, professor på Menighedsfakultetet.
De nye kirkeår kommer, som det gamle, til at være præget af corona-nedlukning og de diskussioner og praktiske vanskeligheder som det medfører. Især har Folkekirkens frivilligbårne aktiviteter, som indsamlinger, stævner og sommerlejre, været stærkt ramt af corona, og hvis ikke krisen hurtigt overstås, kommer der til at ligge mindre vægt på alt det frivillige foreningsarbejde og sociale arbejde, så aktiviteterne kommer til at udgå fra sognekirkerne og finansieres via kirkeskat.
Men jeg vil også pege på en anden og længeresigtet udfordring, nemlig kristendomsfagets fremtid i skolen. Hvis kristendomsfaget forsvinder ind i en almen dannelsesundervisning, så vil kendskabet til bibelhistorien og til den kristne grundfortælling, som Danmark har bygget på i tusind, svinde ind i de kommende generationer. Det er selvfølgelig en langsom proces, men man burde allerede nu, både i kirkelige kredse og i politiske partier, råbe vagt i gevær. Hvis fremtidens danskere ikke engang kender lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som er en grundfortælling i vores samfund, hvilket menneskesyn vil de så få og vil der så fortsat være opbakning omkring velfærdssamfundet? Der står meget på spil.
Vi skal huske at prioritere det nære fællesskab
Nicklas Lautrup-Meiner, redaktør og kommunikationsleder
i Luthersk Mission.
I 2021 lærte både jeg og andre, at det er vigtigt med det fysiske fælleskab. Men det var en kæmpe udfordring at samles. Jeg brugte mange timer på at forklare vores medlemmer om de gældende restriktioner, for mange var i tvivl om, hvad der muligt. Det betød at mange gjorde mindre end de mått, og andre helt opgav at mødes. De var forsigtige. Der har selvfølgelig været mange online initiativer, både i Luthersk Mission og i Folkekirken, men vi har måtte også indse, at der bare er nogle ting, man ikke kan få over skærmen.
Man mærker hinanden langt mindre og noget at det menneskelig går tabt. I det nye kirkeår bliverer det fortsat en udfordring at prioritere det nære fællesskab. Hvordan får vi overbevist os selv og hinanden, at det er værd at prioritere, mens vi samtidig skal passe på? Lige meget hvad vi gør, kommer der helt sikkert til at være færre på kirkebænkene, for noglen synes det er lettere at lade være. Det kan for eksempel være børnefamilier, der i forvejen har nok at se til, eller ældre og udsatte, som føler en vis tilbageholdenhed ved at komme ud af døren.
Hårde tider bringer frugtbart nyt
Mette Bock, Forhenværende folketingsmedlem for Liberal Alliance samt forhenværende kirke- og kulturminister.
Opgaven er den samme som altid. Nemlig at finde ud af, hvordan vi på den ene side fortsat skal være kirke på evangeliets fundament – og på den anden side være kirke i og til tiden. Det gives der ikke enkle svar på, og der kan være lokale forskelle. Jeg synes, at det liturgiarbejde, som biskopper har sat i gang med bred inddragelse i diskussionen er vigtigt. Og jeg håber, vi i 2022 får nedsat et Forum for Liturgi, der i første omgang kan arbejde i en periode på fem år.
2021 blev året, hvor kirken og alle omkring den skulle igennem en koldstart. Efter nedlukning tager det tid at vende tilbage samme aktivitetsniveau som før nedlukningen. Det er mit indtryk, at man rundt omkring i sognene ikke blot har talt om alt det, man gik glip af under nedlukningen, men også om de erfaringer, der kan bruges fremover. Selv de hårdeste tider bringer frugtbart nyt, hvis man åbner sind og adfærd.
Vi bygger skibet, som vi sejler det
Anni Albæk, sognepræst i Møllevangskirken i Aarhus.
Jeg vil huske kirkeåret 2021 som et år, hvor vi blev nødt til at se på, hvordan vi var fællesskaber sammen. Vi måtte godt holde gudstjenester i foråret, men vi blev nødt til at redefinere den og gøre ting anderledes. Samtidig vil jeg også huske 2021 som det år, hvor vi oplevede et enormt savn efter at synge sammen, og fandt ud af hvor vigtigt fællesskabet er. I forhold til det nye kirkeår skal vi have endnu mere fokus på, at vi ikke kun skal være kirke på matriklen, men også ude ved folk.
Vi skal altså ikke kun være værter, men også gæster i lokalsamfundet. I vores eget sogn har vi erfaret, at folk har været lidt langsommere til at byde ind på fællesskabet igen. Så jeg tror, vi står over for en unik mulighed for ryste posen og igen tale om, hvilken vision vi har for kirken i lokalsamfundet. Jeg er selvfølgelig afventende i forhold til, hvad fremtiden bringer. Men man kan sige, at vi allerede har to års erfaring, som har vist, at kirken så sandelig er både agil og i stand til at tænke nyt. Man kan sige, at vi bygger skibet, som vi sejler det.
Dåbstallet er den største udfordring
Ulla Morre Bidstrup, uddannelsesleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) og afdelingsleder i FUV København.
Folkekirkens største aktuelle udfordring er dåbstallet. Det er afgørende at få fortalt, at dåb ikke er et valg, der kræver fuld afklaring og forståelse, men derimod er modtagelse af en stor og mystisk gave og deltagelse i et fællesskab om mere end holdninger eller værdier. En anden påtrængende udfordring er den økonomiske skævhed i folkekirken mellem rige og fattige provstier. For de fattige er ganske enkelt ved at blive for fattige. En sidste udfordring, som netop jeg må pege på, er rekruttering og fastholdelse af dygtige og glade præster i folkekirken.
Kirkeåret 2021 vil jeg – selvfølgelig – huske for corona. Derudover vil jeg på den kedelige side også huske opslidende uoverensstemmelser i sogne og blandt personalegrupper om, hvordan situationen skulle håndteres. På den gode side vil jeg huske en imponerende kreativitet og stort engagement hos alle ansatte og frivillige i folkekirken for at møde mennesker og løse opgaver på de måder, der var mulige. Det gælder også i en lille folkekirkelig organisation som Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, hvor jeg hører til.
Vi er ved at indse, at corona er den nye normal
Marianne Gaarden, biskop over Lolland-Falsters Stift.
Jeg vil huske det forgangne kirkeår for den katastrofeopbremsning, der skete op til jul, hvor vi blev ramt af opdaterede retnlingslinjer klokken 23 lillejuleaften. Derudover vil jeg huske sommerens restriktioner, der betød, at man kun i begrænset omfang kunne samles til begravelse i kirken, men godt kunne mødes til en fodboldkamp på stadion lige ved siden af kirken. Det var svært at forklare logikken for de pårørende. Men der er også positivt at sige om året, der er gået. For folkekirken har vist, at den kan være omstillingsparat, når det gælder. Restriktionerne har blotlagt en stor villighed og fleksibilitet til at tænke nyt.
I det forestående kirkeår har vi en udfordring, der hedder, at vi skal lære at danse med coronaen. Det er en balance mellem at indrette sig efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer, mens vi oppebærer et aktivt kirkeliv. Sidste år tænkte vi, at vi skulle tilbage til en normal hverdag inden coronaen. Men vi er nok ved at indse, at den nye normal er, at vi skal leve med coronavirus blandt os.
Vi skal have grøn omstilling på den lange bane
Inge Kjær Andersen, næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd.
I året, der er gået, er det svært at komme uden om corona. Desværre. Men jeg vil huske det forgangne kirkeår for den kreativitet, som er blevet udvist, og hvordan vi formåede at være en nærværende kirke til trods for coronaudfordringer. Derudover vil jeg huske den fysiske genstart af liturgidebatten og de gode drøftelser, vi har haft omkring det. I forhold til det nye kirkeår, så kommer vi i særlig grad til at skulle forholde os til præstemangel og spørgsmålet om bæredygtige embeder. Hvordan sikrer vi folkekirkens tilstedeværelse i hele landet? Det bliver en af de udfordringer, som vi skal arbejde med i det nye kirkeår. Derudover kommer vi også til at tale mere om den grønne omstilling. Vi skal have lavet nogle lokale initiativer og på en god måde vægte at få investeret i grøn omstilling på tværs af landets kirker. Det kan godt koste noget på den korte bane, men det er en god investering på den lange bane. Til sidst vil jeg gerne nævne kommunikationen. Vi har haft nogle udfordringer under corona, som vi skal have rettet op på i det nye år.