Kaj Bollmann, sognepræst i Jyllinge og medlem af Kirkeligt Centrums bestyrelse
Den største udfordring er truslen mod folkekirkens særlige tradition for åndsfrihed og rummelighed. Truslen kommer både udefra og indefra.
Indefra er udfordringen, at folkekirken er præget af den brede midtes tyranni. Den brede mainstream-kultur, ”Grundtvig-light”, er meget dominerende og understreges af den generelle krænkelseskultur.
Når den brede, bløde midte føler sig krænket over andres synspunkter, for eksempel på kvindelige præster eller vielse af homoseksuelle, forsøger de at gøre deres følelser til lov.
Vi risikerer at få en kirke, hvor alt det, der ikke hører til på den brede midte og er acceptabelt for den politiske korrektheds målestok, dømmes udenfor. Sker det, mister vi det bedste ved folkekirken, nemlig traditionen for rummelighed og frisind – og for en åben og skarp teologisk debat, der er med til at holde teologien levende. Vi skal ikke være så optagede af at være med-kultur, at vi ikke tillader de skæve, konservative, politisk ukorrekte holdninger.
Udefra kommer truslen især fra politikere, hvis dalende fortrolighed med folkekirken betyder, at de tænker folkekirken ind i en mere generel religionspolitik, hvor religion opfattes som noget, der skal kontrolleres. De mangler fornemmelse for folkekirkens egenart og den særlige balance mellem folk og kirke – og for folkekirkens betydning for civilsamfundet.
Flere og flere af de yngre politikere er optagede af at adskille kirke og stat i stedet for at sikre den åndsfrihed, som folkekirken har været med til at lægge fundamentet for.
Birgitte Kragh Engholm, sognepræst og udvikler i Sct. Matthæus Kirke i København, forfatter og fremtidsforsker
Den helt store udfordring er at bygge bro mellem kristendommen og det moderne menneskes tradi-tionsløse eksistensfortælling. Traditionstabet er et vilkår, ikke kun i storbyen, men over hele landet. Det betyder for eksempel, at mange nybagte forældre opsøger folkekirken med en masse spørgsmål til dåben, fordi de er i tvivl om, hvorvidt deres barn skal døbes – om det er rigtigt for dem. Og par, der vil giftes, undersøger, hvad forskellige kirker kan tilbyde dem. De kommer ofte med helt særlige ønsker om både stort og småt.
Mange vil nok mene, at det er respektløst og selvoptaget. Men jeg mener tværtimod, at det er en invitation og en mulighed for kirken til at komme moderne mennesker i møde og tale med dem om, hvilken næring kristendommen kan give dem i en tid præget af stress, jag, forbrugerisme og materialisme.
De ”forkælede” spørgsmål er snarere udtryk for en længsel efter at finde en måde at forbinde sin egen historie med den store historie. Så vores svar skal være at tage udgangspunkt i deres liv og tale med dem om, hvordan kristendommen giver resonans i deres liv. Alt for ofte begynder vi med et langt foredrag om kristen teologi. Vi skal gøre det modsatte. Det kræver mod og vilje til at bryde med vanetænkningen. Men det er vores pligt, for folkekirken er jo til for folks skyld, ikke omvendt. Og nej, resultatet bliver ikke, at alle vil vies på toppen af Storebæltsbroen eller i en dykkerklokke. Når vi møder folk i deres længsel og tager dem i hånden, finder de ofte vej ind i den store fortælling på en stille og rolig måde.
Mads Christoffersen, generalsekretær Danske Kirkers Råd
Det er en økumenisk udfordring for folkekirken, hvordan man vil forholde sig til de mere end 260 såkaldte migrantmenigheder. Heldigvis findes der allerede mange eksempler på, hvordan lokale menigheder arbejder sammen med deres nye naboer eller endda bofæller. Nogle steder låner eller lejer man kirken eller sognehuset ud til en migrantmenighed.
Trods gode intentioner og gode resultater er magtrelationen en fortsat udfordring for samarbejdet. Hvordan kan man skabe et ligeværdigt fællesskab, når den ene gruppe er der på den andens betingelser? En mulighed er at mødes om aktiviteter, der har den kristne spiritualitet i centrum. Det kan være økumeniske gudstjenester eller pilgrimsvandringer. Her kan man lidt forenklet sige, at der kommer mere fokus på det, der forener os i Kristus, end det, der adskiller os i de forskellige kirkesamfund.
Lige nu arbejder et udvalg under Kirkeministeriet med muligheden for dobbelt medlemskab, så man vil kunne være medlem af sin oprindelige migrantmenighed og af folkekirken. Det vil kunne følge op på den virkelighed, der allerede præger mange sogne, hvor mennesker med en anden baggrund end dansk føler en tilknytning til sognekirken, omend de har en anden kirkelig baggrund. Hvis idéen om dobbelt medlemskab realiseres, vil man kunne byde for eksempel kristne fra Nigeria, der ønsker at vise respekt for den lokale danske tradition, indenfor i folkekirken og samtidig lade dem beholde deres kristne og etniske identitet. Og det vil være i tråd med folkekirkens ønske om netop at være en kirke, der afspejler folket.