Prøv avisen
Kirkeanalyse

Hvad er forholdet mellem danskhed og kristendom?

Historisk har der været en paradoksal sammenhæng mellem kristendommen og den danskhed, som har spillet en rolle i den nye imamlov. For selvom kristendommen i sit inderste væsen er international, har den bidraget til at styrke danskheden

”Danskhed” har spillet en særlig rolle i hele debatten om den såkaldte imamlov, der blev vedtaget for nylig. Også mere generelt har danskhed fyldt noget i offentligheden gennem det seneste år, for eksempel i en debat om et århusiansk gymnasium, der havde lavet særlige klasser for det lille mindretal af elever, der var etnisk danske. Men hvordan ser sammenhængen ud mellem danskhed og kristendom?

Set i historiens lange lys har der været en paradoksal forbindelse mellem de to. Harald Blåtand skrev på Jellingstenen, at han samlede Danmark og gjorde danerne kristne. Man vidste åbenbart, hvem danerne og Danmark var. Men det lykkedes Harald Blåtand at sikre Danmarks uafhængighed ved hjælp af kristendommen, der har sin rod i Mellemøsten, og som etableredes her i landet som en provins i den internationale romersk-katolske kirke. Ved Reformationen fik vi en nationalkirke, der med bibeloversættelser og liturgi på folkesproget var med til yderligere at styrke danskheden og statens selvstændighed.

I slutningen af 1700-tallet var der gyldne økonomiske tider, og eliten var international. En digter beskrev det danske sprogs lave status: ”Hver mand, som med kløgt gik i lærdom til bund/ latin på papiret kun malte/ med fruerne fransk, og tysk med sin hund/ og dansk med sin tjener han talte.”

Kirken var på den tid også i krise, idet der rettedes uhørte angreb på kristentroen, og kirkegangen nåede et lavpunkt. Efter nederlaget i Napoleonskrigene var Danmarks eksistens truet, men midt i fattigdommen fik landet en kulturel guldalder. Grundtvig og Ingemann satte med deres sange, salmer og historiske romaner fokus på dansk sprog og på Danmarks kristne arv. I årene frem til Grundloven opstod desuden folkelige vækkelser, hvor bønder og håndværkere tog kristentro og danskhed til hjertet.

I anden halvdel af 1800-tallet blev disse vækkelser grundlaget for tre kirkelige retninger i folkekirken. De lagde alle vægt på danskhed, især grundtvigianismen, der var en både folkelig og kristelig vækkelse. Folk skulle have menneskelivet forklaret i kristendommens lys, men også i dansk og nordisk lys ved hjælp af historie, litteratur og mytologi. Retningen Kirkeligt Centrum lagde vægt på danske kirkelige traditioner, og Indre Mission slog på, at dansk kristendom var bedre end engelsk-amerikansk frikirkelighed og tysk kirkelighed – på nær Luther.

Omkring 1900 var der også to ukirkelige retninger med international orientering: brandesianismen og socialismen. Efterhånden flyttede Socialdemokratiet dog sit fokus fra international socialisme til danske sociale forhold.

Da Hitlertyskland besatte landet i 1940, blev besættelsesmagten mødt af en befolkning, der gennem folkelige og kirkelige bevægelser var oplært til danskhed. En præst i Aalborg fik idéen til alsang og i september 1940 samledes 750.000 danskere på samme tid for at synge fædrelandssange. Danskhed blev dyrket for at danne et bolværk mod besættelsesmagten og den nazisme, der som ugræs truede med at fyge over hegnet.

Danskheden og kristendom blev dog ikke slået eksklusivt sammen, hvilket kom frem i biskoppernes hyrdebrev mod jødeforfølgelsen i 1943: ”Forfølgelse af jøder strider mod den menneskeopfattelse og næstekærlighed, som er en følge af det budskab, Jesu Kristi kirke er sat til at forkynde.”

De første år efter befrielsen i 1945 var der en stærk samling omkring danske værdier. Efter nogle årtier med mere international orientering er der igen kommet debat om danskhed. Grundtvigianeren Bertel Haarder tog initiativ til at lave en kanon om danske værdier på basis af en bred folkelig debat. Grundtvig er dermed igen blevet aktuel. Grundtvig skrev i sin tid: ”Til et folk de alle hører/ som sig regne selv dertil/ har for modersmålet øre/ har for fædrelandet ild”.

Afstamning, religion og madvaner var altså ikke afgørende, men værdier. Når der i dag stilles juridiske krav om kendskab til dansk sprog, kultur og historie for at få indfødsret, svarer det kun til en vis grad til Grundtvig. Stikkerne, der hjalp nazisterne under den tyske besættelse, var sikkert pæredanske. De havde viden og ”øre for modersmålet”, men de manglede den afgørende værdi, der hed solidaritet med fædrelandet.

Kan man i dag tale om danskhed hos en person, der er nok så fortrolig med det danske samfund, men alligevel rejser til Mellemøsten for at kæmpe for det barbariske IS-styre?

Ind i den løbende politiske debat om danske værdier og danskhed virker de kristne menigheder lokalt. Sognemenigheder, kirkelige foreninger og frikirker gør et praktisk arbejde for at hjælpe flygtninge og migranter. De personlige kontakter er vigtige for integrationen på langt sigt. Således dukker paradokset op endnu en gang: Kristendommen, der af natur er international, er blandt de bedste redskaber til at gøre mennesker danske.

Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet i Aarhus.

Andre læser lige nu