Der holdes i øjeblikket mange møder om kirken på landet, som har en dobbelt udfordring: Dels er den udfordret af den ændring i befolkningssammensætningen og fraflytningen, som foregår på landet. Dels er den udfordret af de almindelige ændringer i det religiøse landskab, som også gør sig gældende på landet.
Det er således et meget stort kompleks, som sammenfattes under begrebet ”Kirken på landet”. Der er også flere aktører på feltet. Således har de fleste stifter, der har landpastorater, taget udfordringen op og ansat medarbejdere, der på forskellig vis skal arbejde med problemstillingen.
Siden 2015 er der endvidere sket det, at der med midler fra Fællesfonden er etableret et projekt under Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV), der skal beskæftige sig med at analysere problemstillingen. Det er ledet af Hasse Neldeberg Jørgensen. Man skal samle, vurdere og formidle den relevante viden på området. Man skal facilitere aktørnetværk, gennemføre udviklingsarbejde og tilbyde kurser. Målet med det hele er, ”at der ved projektets afslutning er etableret et folkekirkeligt BEREDSKAB til håndtering af en konstruktiv omstillingsproces af kirken på landet. Herunder en nytænkning af kirkens rolle i lokal- og civilsamfundet”.
At kirken på landet står over for eller midt i en omstillingsproces, det er uden for al tvivl. De ovennævnte udviklinger, de demografiske ændringer og det religiøse landskabs forvandling slår stærkt igennem også på landet. Så man kan kun hilse velkomment, at man forsøger at gøre den nødvendige omstillingsproces konstruktiv. Det er på høje tid.
I den situation kunne man måske forvente, at man tog udgangspunkt i kirkens kerneopgaver: forkyndelse, undervisning, diakoni og mission. Nu bruger man det i kirkelige kredse det mindre kendte ord beredskab, der kan klinge lidt alarmistisk. Som om forestillingen er, at der er ildløs, beredskabet kommer, babu, babu, og slangerne rulles ud.
Men måske er det – på trods af den uvante sprogbrug – et meget godt mål at opstille. For slår man op på Beredskabsstyrelsens hjemmeside, får man den forklaring, at beredskabet udgøres af hele samfundet. Borgere, beslutningstagere, myndigheder, medier, virksomheder og øvrige aktører er alle væsentlige elementer i beredskabet. Alle arbejder de på at styrke beredskabskulturen.
Kan vi få en sådan beredskabskultur op at stå inden for kirken? Det kræver nok, at man mobiliserer nogle af de gamle dyder, der er inkarneret i kerneopgaverne: forkyndelse, undervisning, diakoni og mission. Det er der da også ansatser til, idet flere af de syv kerneområder, som projektet skal beskæftige sig med, netop adresserer spørgsmål inden for pastoralteologi og diakoni.
Man kan ikke undgå at bemærke, at værdiladede ord som menighed og mission er fraværende i målformuleringen. Det ser ud til at være et beredskab for servicekirken, man tænker på. Det er også godt nok, men man må ikke overse, at det skal fyldes med indhold, og så kommer man ikke uden om m-ordene. De er imidlertid ikke så gangbare. For som Niels Højlund engang formulerede det: Kirke vil de have; menighed vil de ikke være. Men uden en levende menighed går det ikke.
Alle folkekirkelige aktører er udfordret af den pågående udvikling: Præsterne skal uddannes til at blive iværksættere. Menighedsrådet skal inspireres til at række ud til lokalsamfundet. Og menigheden må blive bevidste om, at uden den går det slet ikke.
Man kan kun ønske at FUV’s videns- og udviklingsprojekt må gå godt og løse sin opgave. Et af de initiativer, som man kan forvente sig et godt praktisk udkomme af, er den vidensbank, som man arbejder på at oprette, hvor man kan udveksle idéer om, hvad der virker, og hvad man er lykkedes med nogle steder. Helt moderne taler man om ”best practice”. Det lægger op til en tilgang, hvor man lærer af hinanden: Hvad virker hos jer. Det kan blive en vigtig del af ”beredskabet”.
Viggo Mortensen er professor emeritus i teologi på Aarhus Universitet.