Hvad er anledningen til debatten om frelse og fortabelse?
Til alle tider og alle steder har folk spurgt, hvad der sker med os, når vi dør. Denne ældgamle debat er for tiden genaktualiseret i Kristeligt Dagblad, der den 1. februar bragte en kronik skrevet af teolog og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck. Her hævder han, at folkekirken i praksis forkynder, at alle mennesker bliver frelst efter døden – men at det egentlig strider mod kirkens egne reformatoriske bekendelsesskrifter.
Hvad er disse bekendelsesskrifter?
Folkekirkens teologi bygger på fem tekster, der kaldes bekendelsesskrifterne. Teksterne har det tilfælles, at de forsøger at svare kort på, hvad kristendom er. Bekendelsesskrifter er alle flere hundrede år gamle og omfatter tre forskellige trosbekendelser, Luthers lille katekismus og Den Augsburgske Bekendelse skrevet af teologen Philipp Melanchthon i 1530.
I et af de fem bekendelsesskrifter lyder det: ”Ligeledes lærer de, at Kristus skal åbenbare sig ved verdens ende for at holde dom, og han skal opvække alle døde, give de fromme og udvalgte et evigt liv og evindelige glæder, men fordømme de ugudelige mennesker og djævlene til at pines uden ende.”
Hvilke synspunkter er der i debatten?
Lars Sandbecks kronik har affødt en række indlæg fra personer med forskellige kirkelige ståsteder, som diskuterer hans pointer.
Formand for Indre Mission, Hans-Ole Bækgaard giver for eksempel Lars Sandbeck ret i, at sammenhængen mellem teori og praksis i nogle tilfælde halter i folkekirken. Han mener dog, kirken bør holde fast i, at der uden troen venter ”fordømmelse, Guds vrede og evig fortabelse”.
Sognepræst Torben Bramming mener ikke, at Sandbecks teologiske argumenter for ”alles frelse” holder, men at han ”plukker” citater, der bekræfter hans eget synspunkt. ”Selvfølgelig kan Gud frelse alle, men det betyder jo ikke, at alle frelses,” skriver Torben Bramming.
Kaj Mogensen, dr.theol. og hjælpepræst ved den grundtvigske frimenighed på Mors, mener derimod, at forestillingen om, at Gud på dommens dag vil sende hovedparten af sin skabte og elskede menneskehed i tidsubegrænset smerte, vil være en direkte ophævelse af kristen tro, håb og kærlighed. Den bibelske hovedlinje er, skriver han, at Jesus som frelser og forsoner dør på korset for hele den skabte og faldne menneskehed.
Hvilke steder i Bibelen kunne pege på, at alle bliver frelst?
Romerbrevet kapitel 5, vers 18: ”Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker.”
Første Korintherbrev kapitel 15, vers 22: ”For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.”
Hvilke steder i Bibelen kunne pege på, at alle ikke bliver frelst?
Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 45-46: ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.”
Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Hvorfor er det interessant, hvad Luther siger om dette spørgsmål?
Bibelen er et komplekst værk, der må fortolkes. Debatten om frelse og fortabelse er bare ét eksempel på, at Bibelen om mange emner ikke giver et entydigt svar. Derfor vil mange kristne læne sig op ad ”kirkens tradition” – altså hvordan man gennem historien har tolket spørgsmålet. Her står Luther centralt, for han er den teolog, folkekirken har indrettet sin teologi efter. Derfor kaldes den en evangelisk-luthersk kirke. I Luthers øjne vil livet ende med den såkaldte dobbelte udgang, hvor troende bliver frelst og ikke-troende vil gå fortabt.
Lars Sandbeck, der indledte debatten, forholder sig også til traditionen. men gør det ved at pege på to østlige kirkefædre, Gregor af Nyssa (335-395) og Origines (185-254), der lærte ”apokatastasis”: alle menneskers frelse.
Kan Gud være kærlig og lade folk gå fortabt?
Hos folk, der tror, at alle bliver frelst, er det korte svar nej: Gud kan ikke være kærlig og lade mennesker gå fortabt til evig pine. Det hænger ikke logisk sammen med det, man ellers får at vide om Guds kærlige væsen i Bibelen, som en folkekirkepræst sagde til Kristeligt Dagblad tidligere på måneden.
For andre giver det god mening, at Gud både er kærlig og tillader folk at gå fortabt. Her handler det om, at Gud har givet mennesker ultimativ frihed til at vælge selv – også til at vælge Gud fra. Et budskab om alles frelse er ikke kristendom, men nærmere et dogme om tvangsægteskab, som en anden folkekirkepræst har skrevet i Kristeligt Dagblad.
Hvad er fortabelse?
Heller ikke her er der konsensus. Nogle mener, at fortabelse betyder evig pine i Helvede, mens andre forstår fortabelse sådan, at sjælen blot ophører med at eksistere, som inden man blev født. Et tredje syn er, at fortabelse kan komme til udtryk i forskellige tilstande i det jordiske liv. Dr.theol. Kaj Mogensen har for eksempel argumenteret for, at Helvede er noget, vi skaber for os selv og andre her på Jorden.