Da min søn blev født for halvandet år siden, var det en lang og smertefuld fødsel. Det var virkelig udfordrende for mig at stå ved siden af og ikke kunne gøre andet end småting som at hente en æblejuice. Jordemoderen og anæstesilægen kunne gøre mere end mig. En af mine venner sagde engang, at skal man lære at tage sit kors op og lade sit ego dø, er der ikke nogen bedre måde end at blive far. Det har han nok ret i, og det starter allerede under fødslen, hvor man må indse sin egen magtesløshed.
Da vores søn kom ud, trak han ikke vejret, og han måtte over på genoplivningsbordet. Men så kom hans vejrtrækning i gang, og jeg fik ham over på brystet. Det var et fuldstændig fantastisk øjeblik, og siden har jeg tænkt, at det, der indtil da var en intellektuel tanke, blev konkret og levende for mig der. Jeg erfarede den ide, man finder hos nogle af oldkirkens teologer og i skabelsesberetningen og i prologen til Johannesevangeliet: At treenigheden skaber ud af et overskud og ud af kærlighed. Det afspejles i det, der sker i undfangelsen, hvor kærligheden er så stor, at det må føre til mere – til et barn. Det, der skaber liv, er et kærlighedsoverskud. Jeg var bekendt med den tanke. Men først da jeg selv blev far, blev det virkeligt for mig. Så vidt jeg har forstået fysikken, er der altid kun en vis mængde energi i verden. Med livet er det anderledes. Der er hele tiden plads til mere liv. Der bliver ikke mindre liv i os, når vi får et barn.
Processen med graviditet og fødsel kan naturligvis forklares biologisk. Men når man står med et nyfødt barn, kan man intuitivt fornemme, at det er meget mere end bare biologi. Der er en sjælsforbindelse på en måde, som er meget unik. Det er svært at sætte ord på, men jeg tror, at forældre kan genkende, at ethvert barn er et lille mirakel. Det går udover min fatteevne, at så lidt – en sædcelle og et æg – kan blive til et levende menneske. At man selv kan give liv videre er større end, at man helt kan forstå det.
Jeg er vokset op i en troende familie, hvor vi havde daglig andagt, gik i kirke de fleste søndage og var med i forskellige kristne fællesskaber. Da jeg begyndte på HF, oplevede jeg, at andre undrede sig over, hvordan kristendommen kunne give mening for mig. Jeg fik behov for at gennemtænke min tro systematisk for at undersøge, om den hang sammen og gav mening. På forhånd havde jeg en forventning om, at argumenterne for ateisme ville være stærkest. Men i stedet fandt jeg en meget rig og stor tænkningstradition inden for kristendommen, som jeg kunne lægge mig i slipstrømmen af og trække på. Indtil da havde jeg haft et billede af Gud som en, der på en måde blev lidt presset af den naturvidenskabelige og filosofiske viden. Men i stedet fik jeg nu en oplevelse af, at når vi bliver klogere på alle felter, bliver vi også klogere på Gud, fordi Gud har sat aftryk på og er til stede i alle domæner. Så det blev ikke en troskrise, men en styrkelse af min tro. Og det var medvirkende til, at jeg valgte at læse teologi.
Før fødslen af min søn tænkte jeg, at det at blive far nok ville konkretisere det klassiske billede af Gud, der elsker os, som en far elsker sit barn. Men jeg havde klart undervurderet, hvad det kom til at betyde. Når man sidder med denne her lille skabning, bliver det på en meget stærk måde klart, hvad det vil sige, at Gud ofrer sin egen søn på korset for menneskets skyld. Man kan mærke, hvordan man selv ville kaste sig ind foran kuglen for at redde sit barn – uden at tøve. Den slags kan man tale intellektuelt om, men det bliver en kropslig erfaring, når man sidder med sit eget barn.
Min forståelse af vores vilkår som Guds børn er blevet meget tydeligere, siden jeg blev far. Som forældre føler man sig jo jævnligt magtesløse, og der kommer en sund realisme ind i ens liv. Jeg er blot et menneske, der ikke har kontrol og må leve i tro på Gud og mine medmennesker. Jeg har en styrket oplevelse af, at Gud har verden i sin hånd. Der er masser af ting i verden, jeg ikke kan forstå – nok kun flere, efter at jeg er blevet far. Men jeg har en intuitiv fornemmelse af, at den kontrol, jeg ikke har, er der en anden, der har. Og i at være magtesløs og have tillid til, at Gud er i kontrol, ligger en styrke – som Paulus siger: ”Når jeg er magtesløs, er jeg stærk”.
Jeg ønsker for mine børn, at de også skal være kristne, men jeg vil ikke trække noget ned over hovedet på dem. Jeg vil gerne vise dem, at jeg tror på Jesus, og hvordan det ser ud i mit liv. Og jeg vil gerne tilbyde dem en praksis og et verdenssyn, som de kan vælge til eller fra, afhængigt af om der er noget, de finder sammenhængende eller tiltalende. Det er især vigtigt for mig, at de får en forståelse af, at Gud altid er nær, og at Gud altid er større. Man kan altid bede til Gud, og han vil altid elske en, uanset hvordan ens liv har formet sig. Og der er ingen spørgsmål, det er forbudt at stille om eller til Gud. Der er ikke noget, man ikke må undre sig over eller undersøge.
Hvad har udfordret din tro?
Det, der har udfordret min tro mest, har været på Menighedsfakultetet, hvor man spurgte, hvordan vi kan have tillid til vores egne tanker. Er vores tanker om Gud blot et resultat af biologi og kemi og erfaringer? Hvordan kan jeg have tillid til min egen kognition? Svaret for mig er nok blevet, at det er vores vilkår og grundlag som mennesker, at vi så at sige er fanget i vores egen hjerne, når vi reflekterer over vores egne tanker. Jeg har jo faktisk fået ny information, som har fået mig til at ændre holdning, og jeg må have tillid til, at jeg kan tage ny information ind og drage de konsekvenser, som denne ny viden kræver.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
At man så vidt muligt sørger for at have nogle vaner og rutiner omkring sit åndelige liv. I en verden, hvor ens humør kan svinge, og man kan have travlt den ene dag og god tid den anden, er vaner og rutiner med til at skabe holde- og fikspunkter, som man kan leve ud fra. For mig er det vigtigt med en form for daglig andagt og kirkegang om søndagen. Højmessen er med til at give en fornemmelse af, hvem man er, og hvem Gud er. Der er noget stort i, at vi i den danske højmesse har elementer fra hele kirkens historie og på den måde oplever, at Gud er gud alle dage og til alle tider, og vi er en del af en større historie og længere tradition.