Nu hvor spektaklet om kirkeministerens valg af prædikant ved Folketingets åbning har lagt sig, kan vi se, at episoden bragte mange principielle og vigtige spørgsmål på banen. Straks fik vi diskussionen, om ”Danmark er et kristent land”, om adskillelse mellem stat og kirke og i det hele om forholdet mellem religion og politik.
Debatten om åbningsgudstjenesten demonstrerede kulturkristendommens afgørende betydning i Danmark. Flertallet af dem, der boykottede gudstjenesten, forveksler åbenbart kristendommens evangeliske indsigt og erfaring med et sæt meninger, som man må tage afstand fra. Episoden viser, at kulturkristendommen lever og har det godt, men at indsigten i, hvad evangelisk kristendom går ud på, kan mangle. Allerede teologen Jørgen I. Jensen slog i sin bog om ”Den fjerne kirke” hovedet på sømmet, da han skildrede, hvordan danskerne elsker den rød-hvide landsbykirke, som falder så godt ind i landskabet derude i horisonten, men straks er mere skeptiske, når det evangeliske budskab kommer tættere på. Den mest udbredte trosbekendelse i Danmark er som bekendt: Jeg tror – men på min egen måde!
Hvorfor er begrebet kulturkristendom blevet mere populært de seneste år? Ja, man fristes til at komme med standardsvaret: Det er muslimernes skyld. Og det rigtige er der i det, at når man nu står i en situation, hvor der ikke blot er én normgivende religion i landet, men flere, så oplever man et behov for at identificere sig, og muslim er man i hvert fald ikke, egentlig kristen sådan i missionsk forstand er man jo heller ikke. Hvad så? Jo, man er en del af den kultur, som man er vokset op med, og den er kristent præget. Altså præsenterer den overleverede religion sig som en selvfølgelighed.
Også i Europa er der en øget interesse for sagen, men man kalder den noget andet. Det engelske udtryk ”nominal Christians” (kristne af navn) er udbredt og dækker over mennesker, der nok er tilknyttet en kristen kirke eller identificerer sig som kristne, når de bliver spurgt, men sjældent eller aldrig deltager i den normale gudstjeneste, og de tror ikke på en personlig Gud eller på Jesus som eneste frelser. På fransk taler man om ”sociologiske kristne”, og på tysk om ”navnekristne”, ”kirkefjerne” eller ”marginale kristne”, hvilket ligner det hollandske ”randkerkeklijken” (kirkelige på randen).
Religionsforskere, der bestræber sig på så objektivt som muligt at beskrive, hvorledes det religiøse landskab ser ud, vil normalt ikke give sig af med at vurdere eller give karakter til en given religionsform. De er blot optaget af at beskrive, hvor mange der tror hvad og på hvilken måde.
Andre, der driver teologi og religionsforskning i den kristne kirkes tjeneste, vil som regel indlade sig på også at vurdere de præsenterede opfattelser. Og her dukker ofte en rangordning op, hvor man bestemmer, at nogen står mere centralt end andre. Opfattelsen er altså, at der er nogen, der befinder sig i eller nær centrum, og der er nogen, der befinder sig mere i randen eller periferien, hvilket viser sig ved, at de ikke er fast tilknyttet, ikke deltager regelmæssigt i ritualerne og ikke tror på afgørende dogmer.
På den måde bliver de allerfleste af dem, der kalder sig kristne i Danmark at karakterisere som kulturkristne. Det er der da også en god grund til, al den stund at kristendommen netop er en inkarnatorisk religion. Den skal slå rod i en given kultur for at sige de mennesker, der lever i den kultur, noget relevant. Variation og mangfoldighed i de religiøse udtryk bliver følgen.
Når spektaklet om valg af prædikant til Folketingets åbningsgudstjeneste viser, at vi alle er mere eller mindre at karakterisere som kulturkristne, så er det, som det skal være.
Men mangler der alligevel ikke noget?
Nu er det sådan, at enhver religion, der skal virke, skal opfylde nogen behov. Den skal give noget at tro på, den skal give en fornemmelse af at høre til, og den skal give nogle antydninger af, hvorledes man skal leve sit liv. På engelsk taler man om ”believe” (at tro), ”belong” (at høre til), ”behave” (at opføre sig rigtigt). Eller med en anden terminologi taler man om, at en religion skal opfylde nogle kognitive (erkendelsesmæssige), nogle sociale og nogle emotionelle (følelsesmæssige) behov.
Kulturkristendommen kan opfylde en række af disse behov, men ikke fuldt ud. Som dansk kristendom kan den medvirke til, at vi har en nogenlunde fast forståelse af, hvad det kommer an på i samfundet, og derved kan den bidrage til landets sammenhængskraft. Den kan – ligesom landsholdet også gør – bidrage til, at vi føler os i samme båd, hvorudfra der vokser nogle normer for, hvordan vi omgås hinanden.
Men som diskussionen også viser, så truer bevidstheden om, hvad der er den rigtige forståelse, med at sande til. Kulturkristendommen må derfor bestandig holdes frisk ved at blive konfronteret med den egentlige kerne i kristendommen: Jesu evangeliske budskab. Det er folkekirkens fremmeste missionsopgave.
Viggo Mortensen er professor emeritus i teologi på Aarhus Universitet.