Den 26. juni 1916 var en skelsættende dag på Københavns Universitet. Ved eksamensbordet på Teologisk Fakultet sad denne dag en ung kvinde over for den mandlige eksaminator og to præsteklædte censorer, der også var mænd. Rigmor Larsen bestod og blev landets første kvindelige kandidat i teologi.
”Det var en kæmpestor begivenhed. Teologi var det sidste fakultet, der åbnede for kvindelige studerende. Og selvom Rigmor Larsen ikke selv benyttede sin kandidatgrad, men blev ’kommunelærerinde og gårdejerske i Ledøje’, skabte hun præcedens for andre kvinder. Hun var på den måde også med til at skabe mulighed for, at kvinder fra 1947 kunne blive ordineret som præster,” fortæller professor emeritus i kirkehistorie ved Københavns Universitet Martin Schwarz Lausten.
I dag er billedet et helt andet. De teologistuderende på landets universiteter er i høj grad kvinder, og i folkekirken er den mandlige dominans afløst, så kvinder nu udgør mere end halvdelen af landets præster.
”Det positive ved den udvikling er, at det sjældent er godt for et fag at være domineret af det ene køn. Det er bedre, når der er balance. Det er også til en vis grad positivt, at der med de kvindelige teologer er kommet mere fokus på det følelsesmæssige og omsorgen i kristendommen. Men hvis teologi virkelig bliver et markant kvindefag, vil forkyndelsen desværre komme til at mangle systematisk tænkning og refleksion. For kvinder er generelt mere styret af intuition og det umiddelbare,” siger Sørine Gotfredsen, der er sognepræst i Valby.
Modsat lyder det fra religionshistoriker Jens-André Herbener. Han ser de kvindelige teologer som en fantastisk succes – ikke mindst for den danske folkekirke.
”Jeg tror, de kvindelige præster har været en afgørende redningsplanke for folkekirken. Kvinder er grundlæggende mere spirituelle og religiøse og derfor mere i tråd med mange af kirkegængerne, der ikke kommer for at høre en mandlig præst diskutere et komma i teksten. De er ofte åndeligt søgende og interesserede i det, vi normalt forbinder med kvinden: omsorg, nærvær og næstekærlighed, som mange jo opfatter som centralt i kristendommen,” siger Jens-André Herbener.
Hvorvidt der er forskel på mandlig og kvindelig teologi var også emnet i antologien ”Kvinde, mand, kirke”, som sognepræst i Nødebo Sogn Eva Holmegaard Larsen stod bag. Som hun ser det, ligger forskellen ikke så meget i, hvad man betoner i teologien, men i selve formidlingen.
”Når man taler om, at kvinder ikke er stringente eller systematiske nok i deres teologiske udlægninger, synes jeg, det er udtryk for et kønsligt skræmmebillede. For mig at se er kvinderne blot mere optagede af at gøre formidlingen vedkommende og forståelig. Det ser jeg som et stort plus, for det er i den grad præstens opgave. Og det er jo menighederne, der selv vælger deres præster – så det store antal kvindelige præster er i virkeligheden en succeshistorie, der viser, at kvinderne er i sync med folket,” siger Eva Holmegaard Larsen.
Når vi i morgen kan markere 100-året for, at kvinderne blev teologer og senere præster, er der dog stadig noget at kæmpe for i ligestillingens navn.
”Der er stort set lige mange kvindelige og mandlige teologiske kandidater, ligesom der er mere balance mellem kvindelige og mandlige præster, end der nogensinde har været før. Men ved besættelse af universitetets faste stillinger er der stadig en overvægt af mænd, og her kæmper vi fortsat med at opnå en balance,” siger Else Marie Wiberg Pedersen, der er lektor i teologi ved Aarhus Universitet, og fortsætter:
”Men vi er kommet langt på de 100 år, hvad vi må takke de første kvinder som Rigmor Larsen, og senere de første kvindelige præster, for. De kæmpede en virkelig sej kamp mod sexisme og står fortsat som vigtige rollemodeller.”