Tre præster: Det har ”Herrens Veje” betydet for danskernes samtaler om tro

Gennem to sæsoner har danskerne søndag efter søndag lært præstefamilien Krogh at kende og set deres trosanfægtelser udfolde sig på skærmen. Men hvad har ”Herrens Veje” gjort ved trossamtalerne rundt om i sognene? Kristeligt Dagblad har spurgt tre præster

Kristeligt Dagblad har spurgt tre præster, hvad ”Herrens Veje” har gjort ved trossamtalerne rundt om i sognene.
Kristeligt Dagblad har spurgt tre præster, hvad ”Herrens Veje” har gjort ved trossamtalerne rundt om i sognene. Foto: Lindevang Kirke.

”Herrens Veje” åbner for samtaler om tro og overtro

Jonas Lucas Christy, sognepræst Lindevang Kirke på Frederiksberg.

Jeg har talt med flere om ”Herrens Veje”. Både i kirken, for eksempel ved kirkekaffen, og ved familiesammenkomster. Hvis der har været et spændende tema i det seneste afsnit af serien, kan det blive en indgang til en god samtale. Og det er mit indtryk, at mange – både i og uden for menigheden – har været optaget af serien og den måde, den behandler tro på.

Selv synes jeg, at dens formidling af balancen mellem tro, overtro og erfaring er spændende. Man ser det for eksempel i scenen, hvor Elisabeth ser sin afdøde søn komme gående på vandet og derefter kigger i sin hånd, som er blevet våd. Foregik det hele i hendes hoved, eller skete det virkelig? Med det fokus kan serien åbne for samtaler om, hvad tro og overtro er, og om, hvordan man skal forholde sig til religiøse erfaringer.

Der er mange mennesker i dag, der har svært ved at tale om tro, så det kan være nemmere at tale om karakterer i en tv-serie og deres forhold til tro. Det kunne for eksempel være om Christians søgen efter et autentisk ståsted eller om Elisabeths besøg hos en clairvoyant. På den måde bliver det muligt ikke direkte at sætte ord på sit eget trosforhold, selvom man alligevel kan have en åbenhjertig samtale om, hvad tro er for en størrelse.

Det kæmpende trosliv formidles nutidigt

Carsten Haugaard Nielsen, sognepræst Christianskirken i Aarhus.

Carsten Haugaard Nielsen, –
Carsten Haugaard Nielsen, – Foto: Christianskirken

Jeg tror, ”Herrens Veje” har haft en usynlig effekt, som ikke kan måles og vejes, fordi den har sat kirkeliv, trosliv og eksistentielle temaer på dagsordenen i bedste sendetid søndag aften. DR har gjort det på en måde, hvor der selvfølgelig på grund af dramaet er dele af fremstillingen, som er urealistiske. Men især er det lykkedes at vise, hvad et kæmpende trosliv er. Mange danskere vil måske tænke, at hvis de ikke er fuldstændig faste i kødet omkring deres tro, er kristendommen ikke for dem. Men Luther kæmpede med sit trosliv, Grundtvig kæmpede med sit trosliv, og netop det, at troslivet er en kamp, har ”Herrens Veje” forsøgt at formidle på en nutidig måde til danskerne.

Det ser man både hos faderen, Johannes, moderen, Elisabeth, og deres to sønner, August og Christian. På hver deres måde kæmper de for at finde troen gennem sorg, ægteskabsproblemer og andre store livsbegivenheder. Luther siger, at troen og tvivlen er tvillinger, og hvis man ikke går ind i den kamp, som troslivet er, kommer man ikke dybt nok ned i den. Det er noget, helt almindelige danskere kan identificere sig med, når de ser serien.

”Herrens Veje” har dog ikke haft en mærkbar effekt forstået på den måde, at folk har henvendt sig mere til mig, end de plejer at gøre, eller at sognebørn har taget serien op i dåbs- og sjælesorgssamtaler.

Seriens ærinde står stadig ikke klart

Nana Hauge, sognepræst Hårslev-Padesø Pastorat på Nordfyn.

Serien hviler på en præmis om, at det skulle være svært at snakke om tro, og det ved jeg ikke, om det er. Når trosspørgsmål er blevet mere dominerende i samtaler, skyldes det nok ikke så meget ”Herrens Veje”, som at tiden har ændret sig. Da jeg læste teologi i slutningen af 1990’erne, var det noget, mange betragtede som mærkeligt. I dag synes folk, det er interessant at tale om teologi og tro.

Jeg synes, at DR har taget udgangspunkt i en forældet forestilling om folkekirken og kristendommen og på nogle fordomme, som jeg ikke tror, ret mange almindelige mennesker deler. Det, der irriterer mig mest, er, at det er, som om man vil gøre op med en fordom om, at det er stift i folkekirken. Og det er det jo ikke.

Derudover er der nogle klichéer. Den patriarkalske, uligevægtige provstetype er taget lidt ud af den blå luft. I værste fald kan serien puste til den slags lidt irriterende fordomme, som sikkert går helt tilbage til Henrik Pontoppidans fantastpræst i ”Det forjættede land”. Det kan få mig til at krumme tæer og tænke: Tror folk nu, at folkekirken og præster er sådan?

Som præst oplever jeg til daglig helt grundlæggende en kæmpe tillid. Folk opfatter kirken og præsten som troværdig. Og vil serien pille ved det? Eller hvad handler det om?

Jeg er stadig i tvivl om, hvad seriens ærinde egentlig har været.