Anna Libak, redaktør på Weekendavisen:
Vi opfatter døden som et overgreb
Vi kan lære af de første kristne, at vi skal forlige os med livet, som det er, nemlig kort, som en forudsætning for at sætte rigtigt pris på det. Coronaen har vist, at vi i den vestlige verden er begyndt at opfatte døden som et overgreb, som vi skal undgå, nærmest for enhver pris. Som om døden ikke var et vilkår. Hvert dødsfald præsenteres som en tragedie, hvis folk er døde af coronaen, selv hvis der tale om mennesker, der er højt oppe i årene og har levet længere, end det er de fleste forundt. Men til syvende og sidst er der ingen værnemidler, der kan beskytte os mod døden. Jeg tror, de første kristne har vidst, at det koster livet at leve livet. De gik i døden for deres tro, de blev pint og plaget og forfulgt af de romerske kejsere de første par hundrede år.
Som det hedder i salmen: ”Tænk, at livet koster Livet/Det er altid samme pris./Kom med glæde!/ Vær til stede!/Tanken spreder øjets dis.” De vidste, at hvis man lever livet i kronisk angst for døden, så lever man slet ikke. De har haft en anden opfattelse af dét at leve. De har set sig selv som et led i menneskeslægtens lange kæde. For dem har det vigtigste været, at de brugte tiden meningsfuldt, mens de var her.
Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift:
Man tog vare på hinanden
Fællesskabet havde enorm betydning for de første kristne. Det var kendetegnende for menighederne udadtil, at man tog vare på hinanden. Deres fællesmåltider, hvor fattige og slaver var velkomne, er et godt billede på det. For de første kristne gik Ordet og omsorgen hånd i hånd. Det skal vi lære af.
Det gjorde sig også gældende for deres syn på mission. Det er inspirerende at læse om Paulus, der drog ud og præsenterede evangeliet ved at sætte navn på en ukendt Gud på imødekommende vis. Han mødte folk det sted, de var, citerede de lokales egne digtere og lod evangeliet tale ind i deres traditioner.
Mest af alt skal man lære af, at evangeliet og sakramenterne havde den centrale placering i deres fælleskaber. Det er den største årsag til, at de kunne grundlægge så solide fællesskaber, yde omsorg og drive mission således at kristendommen blev udbredt til hele verden.
Monica Papazu, organist, forfatter:
Folkekirken mangler mod
Den frygtsomme måde, folkekirken har reageret på under corona, står i kontrast til det mod, de første kristne udviste. Kirkerne burde aldrig have været lukket, i hvert fald ikke uden protest. Kirkefædrene blev konfronteret med farligere epidemier, men de holdt fast i forkyndelsen. De repræsenterede den kirke, som blev født af pinsebegivenheden. Pinsen er opstandelsens indskrift med flammende bogstaver. Det er opstandelsen, Peter vidner om i sin pinseprædiken. De første kristne fik Helligåndens kraft til at være den opstandne Herres vidner. Under forfølgelserne blev det kristne vidnesbyrd beseglet med døden, og ordet vidne kom til at betyde martyr. Ved deres død vidnede de om, at Kristus har gjort ende på dødens herredømme. Det er kirken forpligtet til at sige den dag i dag.
Derfor er det også dybt beklageligt, at den i sin påskeannonce valgte at fortie det vidnesbyrd.
Bent Bjerring-Nielsen, præst i Amagerbro Frikirke:
Gud var en erfaret virkelighed
I oldkirken var Gud ikke abstrakt, men erfaret virkelighed. Gud var nærværende gennem Kristus og Helligånden. Fra kirkens tidlige historie er der mange beretninger om mennesker, som døde for deres tro, som slavekvinden Felicitas. Inden hun blev henrettet var hun i fængsel. Her fødte hun et barn, og da hun skreg, blev hun hånet af fangevogterne. Hvordan skulle hun klare at blive kastet for vilde dyr, sagde de. Hun svarede: ”Nu lider jeg, hvad jeg lider, men da vil der være en anden i mig, som vil lide for mig, som jeg skal lide for Ham.” Den sætning har fået forfatteren Charles Williams til at kalde hende en af de store, tidlige kristne lærere. På mange måder har den vesteuropæiske kirke fejlet ved ikke at forene abstrakt teologi med erfaring. Måske er det derfor, pinsekristendom er i stor vækst. Det er den kirkeretning, som gør mest ud af den nærværende Gud.
Anders Thyrring Andersen, sognepræst i Aarhus:
De forstod ikke bare opstandelsen billedligt
For de første kristne var det afgørende, at Gud blev menneske og døde, men overvandt døden for vores skyld. Det kan vi mildest talt lære meget af i dag, hvor mange forstår opstandelsen billedligt og ikke bogstaveligt. En kristendom uden opstandelse er hul og mangler det dybeste indhold. Vi kan også lære af deres tanke om, at det vigtigste i et menneskes liv er det, man bliver givet. Det samme gælder deres syn på fællesskabet, som heller ikke er noget, vi selv foranstalter, men noget, Gud danner af os. De første kristne menigheder rummede alle sociale lag. Det er godt at huske i dag. Der er ligeledes inspiration at hente i de første kristnes balancering af lidenskab og afgrænsning. På den ene side var de meget grebet af det, der var blevet forkyndt om det utrolige, der var sket. På den anden side så de nødvendigheden i at finde en form til den lidenskab ved for eksempel at lave liturgi.