Prøv avisen
Nyt kirkeår

Hvad ønsker du for det nye kirkeår?

Fra venstre: Jens Ole Christensen, Birgit Meister, Christian Roar Pedersen, Gertrud Højlund. Foto: Ritzau Scanpix

Må kirken få større bevidsthed om sin missionssituation

Jens Ole Christensen, sognepræst i Fredens-Nazaret Sogn i København, tidligere generalsekretær for Luthersk Mission:

”Jeg ønsker mig, at vi i folkekirken må få en fornyet glæde over evangeliet. Får vi det, tror jeg, at rigtig mange af folkekirkens andre spørgsmål kommer ned i øjenhøjde. Al fornyelse i kirken er altid kommet inde fra det kristne budskab snarere end ved diverse tekniske reformer. Den fornyelse kræver en personlig og fælles besindelse i menighederne på noget, vi i virkeligheden ikke har magten over – nemlig Helligåndens indgreb i vores liv. Så fornyelsen er måske i højere grad noget, vi skal bede for end arbejde for.

Jeg ønsker mig også en større bevidsthed om, at kirken lever i en missionssituation. Det er nemt i den forbindelse at kigge på flygtninge, indvandrere og nydanskere, men det er lidt en overspringshandling kun at nævne dem. For vi lever i den grad også i en missionssituation i forhold til den almindelige danske sekularisering og ateisme samt den kreative klasses flirt med buddhisme.

Det ville gavne folkekirken, hvis vi så i øjnene, at vi ikke blot er i en kirkelig vedligeholdelsessituation. En sund kirke vil mere end bare at vedligeholde en kulturkristendom, sådan som man ser det i den pseudogrundtvigske idyllisering af forbindelsen mellem folk og kirke. En sund kirke kalder til tro, lydighed og discipelskab. Vi er nødt til i den forbindelse at spørge os selv, hvordan vi bryder grænser, så vi når ud i miljøer, vi ikke har naturlig kontakt med i dag.

Hvis vi i folkekirken selv ånder i det budskab, vil folk få en fornemmelse af, at det budskab er vigtigt for os. Det er måske det første skridt til at opdage, at det også er vigtigt for dem.

Jeg har også et politisk ønske, nemlig at Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut bliver fuldt anerkendt som præsteuddannelser. Og det hænger i virkeligheden også sammen med mit ønske om en fornyet glæde ved evangeliet.”

Birgit Meister, klummeskribent hos Kristeligt Dagblad, tidligere journalist på blandt andet DR’s TV Avisen:

”Jeg ønsker, at folkekirken fortsat må folde sig ud og omfavne sit folk. Folkekirken gør det på mange måder godt og betyder meget for mange mennesker i sorg og glæde, den er et fundament i et kristent land og har et meget værdifuldt indhold, som den formidler på mange måder. Den oser af tryghed.

I det nye kirkeår ønsker jeg passion og lidenskab, ro og ægthed, inderlighed og hjertelighed for kirken.

Det er jo nok helt forkert at tale om kirken som én størrelse, når den består af så mange begavede og talentfulde troende præster og organister. De har en mangfoldighed af opgaver og øser dem gavmildt ud over de besøgende, voksne som børn, der er så meget åndskraft og klogskab, og det er en kæmpe styrke. Kirkens imødekommenhed og parathed er uovertruffen.

Kirken er et rum for tro. Og det er en stor gave, når man møder troen. Her kan man beruse sig i salmerne og blive forført af salmelinjer, der er blandt verdens bedste lyriske udtryk. Gud ånder på øjet, når det græder. Her tilbydes Gud som kraften bag alt. Så jeg ønsker, at folk i kirken vil finde stjernestunder.

Folkekirkens præster har i forvejen travlt, men kunne man ønske sig mere fra dem, vil jeg ønske mig mere børne- og ungdomsarbejde. For i forbindelse med kristendomsformidling spiller skolen en anden rolle i dag, end den gjorde, da jeg var barn. Det ville være spændende, hvis folkekirken i endnu højere grad kunne tage den opgave på sig. Mange arbejder allerede med babysalmesang og minikonfirmander – klø på med det!

Jeg håber, at folkekirken ikke vil tvivle på sin relevans. Folkekirken er vigtig og må bestandigt holde fast i sin forkyndelse. ’Alt af Nåde,’ sad de gamle og broderede flittigt i de lange mørke vinteraftener, og så hang det fine broderi i stuerne. Lad det også hænge over folkekirkens arbejde og forgylde det nye kirkeår.”

Christian Roar Pedersen, sognepræst i nordjyske Hals og Hou og næstformand i Folkekirkens mellemkirkelige Råd:

”Jeg var for nylig på studietur med Folkekirkens mellemkirkelige Råd og biskopperne i Bruxelles og besøge forskellige EU-institutioner. Og jeg ønsker mig, at den danske folkekirke var mere til stede i Bruxelles.

For der er en tendens til, at markedet bliver fortællingen om den europæiske union, hvis ikke kirkerne byder ind med en anden fortælling om mennesket. Vi kan fortælle, at mennesket er mere end en forbruger, og at der er mere end markedet, der dikterer vores liv, fordi vi er skabt i Guds billede, og dermed er alle lige.

De EU-politikere, jeg talte med, er meget åbne over for at høre, hvad kirkerne har at sige, og kirker bliver set på linje med lobbyorganisationer. I Lissabontraktaten står der da også, at unionen skal føre dialog med kirker og trossamfund. De skal høres i det europæiske projekt.

Den tyske kirke har et helt hus i Bruxelles, og på samme måde er de ortodokse og katolske kirker massivt til stede, men der mangler nogle lutherske folkekirker fra Norden, der kan byde ind i debatten med fortællinger om, hvordan vi laver kirke. Den danske folkekirke har en unik kirkelig model, hvor vi er meget lokale, men også definerende for samfundet og skrevet ind i Grundloven, og den model bør vi fortælle om til resten af Europa.

Jeg ønsker, at vi som kirke kan finde nogle veje til at byde ind til det fælleseuropæiske projekt, så der ikke er andre, der løber med ånden i Europa. Vi kan ikke forvente, at de andre kommer til os, vi er nødt til at komme til dem.

Herhjemme i Danmark ønsker jeg for det nye kirkeår, at flere af kirkens folk vil blande sig i samfundsdebatten, for folkekirken kan være med til at tale ånd ind i samfundet. I den politiske debat skal vi ikke argumentere med Bibelen i hånden, men diskutere på sekulære betingelser. Med afsæt i det kristne menneskesyn kan vi bidrage til debatten, og det ønsker jeg mig, at endnu flere kirkelige stemmer vil gøre. Modet kan vi finde i evangeliet, der fortæller os, at vi som mennesker er sat fri til at tage livtag med verden. Det værste, vi kan gøre som kirke, er at isolere os selv.”

Gertrud Højlund, journalist og tv-vært på TV 2 News:

”Kigger man på statistikker over danskernes mentale og psykiske sundhed, er der megen forbedring at ønske sig for alle de mennesker, der bakser med angst, depressioner og ondt i livet – som har svært ved at føle, at de slår til.

Jeg ønsker mig for det nye kirkeår, at kirken forstår at formidle sit budskab, så folk kan høre, hvad der er at hente i kirken. Så de kan få at vide, at de, som musikeren Peter Bastian formulerede det, altid allerede er elsket.

Jeg tror, at meget af den åndelige sværhed, som præger nogle mennesker i dag, handler om, at de måske har svært ved at tro, at det ikke er deres ydre performance, der afgør, om de er elskelige og fortjener en plads i livet. Det er min egen personlige erfaring, at kirken fortæller en anden historie om, hvad der udgør et menneskes værdi. At kærligheden kommer os i møde, og at den ikke skabes af os, men findes som et vilkår og udgangspunkt for al vores stræben og gøren og laden. Jeg ønsker for det nye kirkeår, at flere ører vil høre det budskab.

Sommetider er det først, når livet kæntrer fuldstændigt, at folk ved et tilfælde kommer forbi en kirkedør og opdager, at der derinde er et rum, hvor man kan høre noget, som læger sårene eller hjælper dig med at leve med dem.

Men det behøver ikke at være et tilfælde, at folk kommer den vej forbi.

Der må gerne være en alvor, og de folkekirkelige ritualer må gerne have en historisk funderet form. Men jeg tror, at den lidt stive form kan skabe afstand til kirkefremmede, som ikke kommer på den tanke, at man kan gå i kirken og finde trøst i, at allerede Paulus undrede sig over, hvorfor alt det gode, han ville, ikke blev til noget, mens det onde materialiserede sig mellem hænderne på ham.

Man kunne bekymre sig for folkekirkens medlemstal, men det er jo ikke for kirkens skyld, man skal bekymre sig om det. Man skal bekymre sig for den potentielle menigheds skyld. For dem, der kunne have haft gavn af at opdage, hvad det vil sige at være menighed og høre et budskab, som giver fylde.”