Prøv avisen

Hvad siger præster i samtalen efter et selvmord?

Det kan opleves som en befrielse for de efterladte, at præsten nævner dødsårsagen ved en begravelse, når der er tale om selvmord, mener sognepræst Iben Munkgaard Davids. – Nima Stock/Polfoto. Foto: NIMA STOCK

Præsten vil ofte være den første, efterladte taler med om deres sorg og frustrationer over et selvmord. Her er det vigtigt for præsten at understrege, at kirken ikke fordømmer mennesket, der har taget sit eget liv. Samtidig skal præsten huske forkyndelsen i sjælesorgen

Hvad stiller man op, når man sidder over for mennesker, der tynget af sorg spørger: Hvorfor var vi ikke i stand til at holde på det menneske? Hvad gjorde, at vi ikke var værd at leve for længere?

Det er den udfordring, mange præster står over for, når de skal holde en begravelse eller bisættelse for en, der har taget sit eget liv.

For sognepræst i Vejlø Kirke ved Næstved Helle Bundgaard Poulsen er det i den situation vigtigt, at der både er ro og rigeligt med tid til samtalen med de pårørende. For det er tunge spørgsmål, de efterladte sidder med. Og samtalen med præsten vil ofte være første gang, at familien får lejlighed til at sætte ord på, hvad der er sket.

Typisk oplever hun som præst at blive mødt med et stort hvorfor efter et selvmord.

”Det er en stor anfægtelse, hvorfor nogen kan komme helt derud, at det er lettere at tage sit eget liv end at fortsætte med at leve. Det er der ikke noget enkelt svar på. Og jeg mener, at det er legitimt som præst at sige, at jeg faktisk ikke ved det. Til gengæld ligger der en tryghed i at kunne sige, at Gud ved det. Det er en trøsterig pointe, at Gud var hos personen selv i den tragiske beslutning. At den, de har mistet, ikke er uden for Gud eller forladt af ham,” siger hun.

Helle Bundgaard Poulsen har været præst i 31 år og blev meget tidligt i sin præstegerning tvunget til at gøre sig store overvejelser om, hvilken rolle hun som præst har for efterladte ved et selvmord. I løbet af det første år oplevede hun at stå med hele syv begravelser, hvor afdøde havde taget sit eget liv.

Hun mener, det er centralt, at præsten møder de efterladte med et budskab om, at kirken ikke fordømmer selvmorderen.

De pårørende skal derimod møde et dobbelt syn på selvmordet hos præsten.

”Jeg oplever, at der stadig eksisterer fordomme hos folk om kirkens syn på selvmordere. Derfor gør jeg meget ud af ikke at afvise eller fordømme det menneske, der har taget sit liv, og jeg vil forsøge at nuancere vedkommendes tragiske beslutning. Samtidig er det vigtigt for mig, at vi sammen holder fast i, at selvmordet er forkert. At det er sørgeligt og forkert, at nogen når derud, hvor de ikke ser anden udvej. Og lige så vigtigt, at vi husker, at afdøde stadig har Guds nåde og tilgivelse,” siger hun.

I Brændkjærkirken i Kolding er det sognepræst Iben Munkgaard Davids’ erfaring, at det er vigtigt at prioritere plads til de efterladtes frustrationer og spørgsmål i forhold til selvmordet. Hun har været præst i 15 år og har forestået mindst 10 begravelser, hvor en person havde taget sit eget liv.

”Når man er efterladt til selvmord, vil man ofte være i en slags choktilstand. Når jeg møder de efterladte til samtale, så er dødsfaldet for nogle forbundet med meget stærke billeder af at have fundet afdøde, og jeg giver i samtalen plads for den vrede og frustration, som kan være,” siger hun.

Selvom de efterladte kan opleve selvmordet som et stort tabu, taler både Helle Bundgaard Poulsen og Iben Munkgaard Davids med de pårørende om, at det er en god ting, at dødsårsagen bliver nævnt ved begravelsen eller bisættelsen i kirken.

”Rigtig mange i kirken vil allerede vide, at der er tale om et selvmord, og der er noget befriende ved, at det bliver berørt ved kisten af præsten,” siger Iben Munkgaard Davids.

Også Mikkel Wold, sognepræst i Marmorkirken i København og lektor i sjælesorg ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, vil altid råde pårørende til, at selvmordet bliver nævnt i kirken ved bisættelsen eller begravelsen. Han har været præst i 24 år og har cirka 10 gange oplevet enten at skulle begrave en, der tog sit eget liv, eller har haft sjælesorgssamtaler med pårørende til et selvmord.

Hans erfaring er, at det generelt er en udfordring som præst at tage konfrontationen med de store spørgsmål, der næsten altid melder sig hos de efterladte. Spørgsmålene varierer fra gang til gang, og derfor er to situationer ikke ens, men det gennemgående er, at efterladte er overmandet af både skyldfølelse og frustration.

”Og så gør præsten meget klogt i at huske, at det ikke er nok bare at lytte. Den del er vigtig og må ikke forsømmes, men det må forkyndelsesdelen heller ikke,” siger han.

Her har Mikkel Wold flere gange både i samtalerne og i prædikenen taget udgangspunkt i ordene imod selvfordømmelse i Johannes’ 1. Brev, hvor der står, at Gud er større end alt, hvad vores hjerte dømmer os for.

”Forkyndelsen skal finde sted inde i den situation, de pårørende befinder sig i. Ofte vil det være oplagt at udfolde budskabet om nåde og fred. Hvad vil det sige at være taget til nåde? At nåden er Guds måde at møde os på. Og om freden, som overgår al forstand,” siger han.

Forkyndelsen i sådan en situation kræver dog også besindighed fra præstens side, understreger Iben Munkgaard Davids fra Brændkjærkirken. Hun er bevidst om, at hun ikke for hurtigt peger på det kristne håb om opstandelse, når hun taler med de pårørende, men giver rum for de ofte modsatrettede følelser, man har som efterladt til selvmord.

”Jeg spørger med de efterladte, om der findes lindring for den ensomhed, døden har bragt, og beder om, at vi må få hjælp til at leve med det, som vi ikke kan forstå, og ord til at nå hinanden,” siger hun.