Hvad skal folkekirken være til stede med overalt?

Næste menighedsrådsvalg i de små sogne bør ikke kun handle om kirkevedligeholdelse, men også om prioritering af midlerne til lokalt, kirkeligt arbejde

Da den svenske kirke fik selvstyre i år 2000, lavede politikerne en slags håndfæstning for kirken. Her blev det slået fast, at kirken skal være evangelisk-luthersk, demokratisk, have biskopper og være landsdækkende.

Det er der vist ingen i folkekirken, der kan være uenige i, selvom biskopper i Danmark helst skal passe deres særlige arbejde uden at tro, at de er noget særligt. I den kirkeministerielle betænkning nr. 1544 fra 2014 om folkekirkens styre er der opstillet syv pejlemærker for folkekirken.

Det første taler lidt svævende om forholdet mellem folk og kirke. Det andet hedder ”Folkekirkens tilstedeværelse overalt” og handler meget sigende kun om ”den præstelige betjening”. Den skal reguleres efter en ikke nærmere defineret model, som biskopperne bestemmer over. Dette omtales som et solidaritetsprincip.

Her er der et punkt, hvor det er åbenlyst, at der er brug for at gå mere i dybden. Solidariteten kunne jo også omfatte adgangen til økonomiske midler til kirkens arbejde samt de cirka 2350 kirkebygninger, som folkekirkens 1749 menighedsråd har ansvaret for at vedligeholde over lokalkirkeskatten. Især spørgsmålet om kirkebygningernes vedligeholdelse og brug er rykket langt op på dagsordenen, fordi der med myndighedernes regler om kulturarv stilles enorme krav til både indsats og økonomi ved selv små vedligeholdelsesopgaver.

Det sidste er i fokus i den nye bog ”Vel mødt under sky på kirkesti” fra Lolland-Falsters Stift, hvor der er 108 kirker og i gennemsnit 760 medlemmer pr. kirke. Værre bliver det kun af, at sognesammenlægninger og nye regler for antallet af menighedsrådsmedlemmer kan betyde, at et menighedsråd med fem medlemmer skal bestyre tre kirker, som før blev bestyret af tre råd med seks medlemmer i hver.

Det er umuligt at sige præcist, om det handler om slitage, som det er rimeligt, at de lokale brugere af kirken betaler for, og hvad der er bevarelse af kulturarv i udgifterne til kirkebygningerne. Opgørelserne fra Lolland-Falsters Stift tyder sammen med en betænkning fra 2009 på, at folkekirken bruger et beløb, der ligger højere end statstilskuddet til præstelønninger med videre, til bevarelse af kirkerne som fælles kulturarv. Det drejer sig om en lille milliard kroner om året på landsplan.

Nu har fem stifter med mange små landsogne søgt omstillingspuljen om knap to millioner kroner til at få lavet en plan for, hvad man kalder ”differentieret vedligeholdelse” af kirkebygninger. Tanken er, at der skal opstilles forskellige standarder og forhåbentlig også forskellige former for procedurer i sager om vedligeholdelse.

Kirkeligt set er det vigtigste dog hverken vedligeholdelse af kirkebygninger, kirkelig udligning eller for den sags skyld fordeling af præstestillinger. Det, der virkelig brænder på, er spørgsmålet om, hvad folkekirken skal være tilstede med overalt? En pænt kalket kirkebygning og en præst, der kommer forbi én eller to gange om måneden, kan man ikke kalde ”Folkekirkens tilstedeværelse overalt”. Blandt andet i Landsforeningen af Menighedsråd drøfter man i disse år, hvad der skal til for, at kirken kan være reelt til stede i alle sogne. Meget kræver økonomisk opbakning, så der er penge til nødvendige lokaler, tovholderarbejde, materialer og kurser. Her ligger udfordringen ikke mindst hos provstiudvalgene, som nogle steder stadig primært opfatter sig som pengekontrollanter.

Hvis et princip om en fast adgang til et lokalt aktivitetsbudget på sogneplan blev indført, skal fremtidens menighedsrådsvalg i de små sogne ikke kun handle om kirkevedligeholdelse og præstekvoter, men om prioritering af de afsatte midler til kirkeligt arbejde.

Hans Raun Iversen er lektor emeritus i praktisk teologi.