Prøv avisen
Kirkeanalyse

Hvad skal vi med kirken på landet?

Folkekirken rammes selvfølgelig også af landområdernes voksende problemer. Den nedarvede struktur passer ikke til de nye vilkår, og man har en stor og omkostningskrævende bygningsmasse, der tærer på ressourcerne.

Folkekirken kan blive del af oprøret fra udkanten. Men den må ændre sig og blandt andet uddanne præster bedre i at være iværksættere

Hvad skal vi med kirken på landet? Det er overskriften over den konference, som Viborg Stift holder i dag. Det er en konference om ”muligheder, virkeligheder og udfordringer for kirken og for livet på landet”, hedder det i indbydelsen. Konferencen er således et stærkt vidnesbyrd om, at man for alvor er blevet klar over, at de udfordringer, som kirken på landet står overfor, ikke er forbigående. Der er en vilje til at forholde sig til de ændrede forhold.

Folkekirken rammes selvfølgelig også af landområdernes voksende problemer. Den nedarvede struktur passer ikke til de nye vilkår, og man har en stor og omkostningskrævende bygningsmasse, der tærer på ressourcerne.

Men folkekirken har ikke svigtet udkanten - endnu. Folkekirken er en supertanker, der ikke reagerer hurtigt på nye udfordringer. Der er en konservatisme i strukturen, der i situationen har betydet, at kirken mange gange er den eneste institution, der er tilbage i landsbyen. Skolen er sammenlagt, butikkerne lukket og institutionerne er flyttet.

Men kirken ligger der. Som oftest som et stykke kulturarv med en velplejet kirkegård rundt om, og - hvad der er vigtigt i denne sammenhæng - med fire arbejdspladser, som dog ikke nødvendigvis er fuldtidsstillinger. Kirken er således den eneste (semi)statslige institution, der ikke har gennemgået den strukturudvikling, som samfundets andre institutioner har, men den har bibeholdt en decentral sognebaseret struktur.

Og præsten er ofte den eneste akademiker med bopælspligt i sognet. Så folkekirken har ikke svigtet udkanten endnu, men den er udfordret.

Hvorledes skal kirken finde sin plads i den nye virkelighed? Og er kirken gearet til at klare den opgave?

Det vil i hvert fald kræve, at man tænker anderledes. Den fremherskende præste- og kommunekirke kan ikke gøre det. Så skal man til at tænke kirke som netværk, og det på alle niveauer.

Menighedsrådet skal langt mere aktivt, end det ofte er tilfældet, række ud efter partnere og forsøge at trække dem ind for tydeligt og konkret at vise, at man deler skæbne med de mennesker, man bor iblandt. Man må blive fortalere for lokalsamfundet, og ikke lade sig forskrække, hvis man i første omgang bliver mødt med nogle forbehold.

Også præstens person bliver vigtig. Hun eller han kan ikke længere skjule sig bag en embedsmandsautoritet. Den er mistet, og er den afløst af en lønmodtagermentalitet, så bliver det ikke bedre.

Præsten må i langt højere grad se sig selv som en ressourceperson for hele sognet. Det kan ikke nytte noget at isolere sig, men man må dyrke de sociale og lokale relationer. Det lykkes kun, om man er lidt af en ildsjæl, som det hedder nu om dage. Jamen, det er vi ikke uddannet til, vil præsterne sige. Og deri har de ret.

Derfor må den teologiske uddannelse og efteruddannelse reformeres med henblik på at få noget mere iværksætterkultur ind i uddannelsen.

Dog, i grunden er det ikke nyt. Tidligere kaldte man som regel den del af det præstelige virke for ”det folkelige arbejde”. Og det har altid været efterspurgt, at præsten udførte sit arbejde med autencitet og integritet.

Selvfølgelig må der foretages nogle strukturelle tilpasninger. Nogle vil sige, at slaget om landet er tabt. Men man skal ikke for tidligt give op. Udviklingen kan vende. Og de steder, hvor det er tabt, er det tid at vinde et nyt. Kirken har meget, der taler for den. Den er lokalt forankret, nærhedens sidste bastion. Den har bygningsmassen, kulturarven, historien og traditionen på sin side.

Nu handler det kun om at bruge det, sætte det i spil; bruge det forhåndenværende; lade præsterne udvikle sig, invitere andre ind og tænke kreativt med nye grupperinger og få langt flere frivillige engageret i sagen.

Således kan kirken blive en del af Oprøret fra Udkanten. I forbindelse med at Finn Slumstrup og jeg udgav bogen ”Oprør fra Udkanten. Mulighedernes land 2.0” (Forlaget Hovedland) er vi blevet bebrejdet, at vi ikke har skrevet om kirken på landet.

Og set i bakspejlet, så kan det godt undre - også mig. Men sandheden er, at vi ikke tænkte på det. Og hvorfor ikke? Jeg tror, det er, fordi vi havde og har et begreb om folkelighed, som omfatter kirken.

Fordi det er en folkekirke, vi har, er og skal den på det mest intime være forbundet med folkeligheden. Derfor, når folkeligheden er under forvandling, så må også folkekirken reagere.

Så ja, vi burde have haft et kapitel om folkekirkens bidrag til sammenhængskraften i landet, den sammenhængskraft, der er truet på grund af skævvridningen af Danmark og modsætningen mellem centrum og periferi.