Præster fra tre forskellige kirkeretninger: Det sker der efter døden

Når kristne i påsken fejrer opstandelsen, er det samtidig en markering af, at livet ikke nødvendigvis stopper ved døden. Men hvad sker der så, når man dør? Kristeligt Dagblad har spurgt tre præster fra forskellige kirkeretninger om, hvad der sker efter døden

Præster fra tre forskellige kirkeretninger: Det sker der efter døden

Døden kan vi roligt overlade til Gud

Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift. Folkekirken:

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Vi kan ikke sige noget som helst om, hvad der sker, når vi dør. Evangeliet giver os håb om, at vi er hos Gud efter døden, og at Gud vil oprejse livet fra døde. Hvordan det går for sig, kan vi roligt overlade til Gud. Bibelens tekster er ikke en håndbog i, hvordan efterlivet ser ud. De er derimod et vidnesbyrd om det håb, Kristus giver os.

I folkekirken bekender vi os til kødets opstandelse. Det er en bekendelse til, at denne skabning og det liv, vi kender i al dets skrøbelighed, er omfattet af håbet om opstandelse. At det ikke er tilintetgørelse, men opstandelse, der venter. Men det er ikke kød forstået på den måde, at det har noget med flæskemolekyler at gøre. Det er heller ikke en konkret opskrift på, at vores krops muskler bliver samlet igen. Det er en bekendelse til, at denne skabning er dødelig og omfattet af håbet om opstandelse. Det er noget andet end at bekende sig til en sjælevandring eller at blive taget væk fra kødet, det skabte liv.

Vi bekender os også til dommen. Vi har et håb om, at verden bliver dømt ud fra den nåde, vi ser i Jesus. Men at det samtidig er en nåde, der ikke lader alting være lige meget, men at der også er en oprejsning for ofre og en dom over ondskab.

Der er rigtig mange ubesvarede spørgsmål om døden. Fortsætter vi med at være gift, være far eller mor? Har vi en erindring? Og bevarer vi relationerne? I dette liv kan vi jo ikke forstå os selv uden kærlighed og relationer. Derfor har vi også lov til at håbe, at kærligheden og relationerne hører med til opstandelsen, og at der derfor vil være et gensyn.

I sidste ende rækker vores begrebs- apparat dog ikke til at få hånd om efterlivet.

Sjælen skal renses, før den kan møde Gud

Paul Marx, sognepræst ved Mariukirkjan i Tórshavn, Færøerne. Den katolske kirke:

Foto: Privatfoto

Kirken taler om de sidste fire elementer i livet; død, dom, himmel og helvede. Døden er porten ind til det evige liv, hvor man med det samme møder sin dommer Jesus Kristus. Her får man vist alt, hvad der er sket i løbet af ens liv.

Har man afvist Gud totalt og bevidst holdt fast i sin synd, så har det konsekvenser. Fortabelsen er meget konkret. Der skal man leve i en evig pine, der bliver beskrevet som et liv i ild og tortur. Det er de billeder af fortabelsen, vi har at forholde os til.

Men har man holdt fast i Gud, så venter Himlen. Inden man kan stå foran Gud, skal man dog renses. For man kan ikke have nogen former for synd på sin sjæl, når man skal se Gud ansigt til ansigt. Renselsen foregår i skærsilden. Det er et midlertidigt ophold, vi ikke ved så meget om. Mens man er i skærsilden, går kirken i forbøn for en.

Skærsilden er dog kun for dem, der skal møde Gud og ikke for de fortabte sjæle. Helgener skal heller ikke i skærsilden. Deres sjæle er allerede helt rene og behøver ikke at blive renset, inden de skal se Gud.

Efter skærsilden kommer man i Himlen og har nået livets mål om at være sammen med Gud i evigheden. Den gamle krop går i opløsning med døden, og vi genopstår i en forvandlet, herliggjort krop. Vi er i Himlen som mennesker og vil selvfølgelig også kunne genkende hinanden. Vi har masser af beretninger fra folk med nærdødsoplevelser, hvor de har mødt deres familie.

Ægteskabet gælder dog kun her på Jorden. Jesus har selv sagt, at vi ikke skal gifte os i Himlen, så ægteskabet ophører ved døden.

Engle og dæmoner kæmper om den dødes sjæl

Sergij Plekhov, provst i Aleksander Nevskij Kirke, København. Den russisk-ortodokse kirke i Danmark:

Foto: Folkekirkens skoletjeneste i Høje Taastrup

Sjælen er udødelig og lever videre i den åndelige verden efter døden. Så de døde er for så vidt lige så levende som de levende. Derfor har vi også mange gudstjenester i løbet af året, hvor vi beder for de døde. Vi beder særligt de første 40 dage efter døden, hvor der ifølge den ortodokse tradition foregår en kamp om sjælen mellem engle på den ene side og dæmoner på den anden side. Vores bønner kan påvirke den kamp.

Efter de 40 dage er der en midlertidig dom, der afgør, hvor sjælen skal befinde sig, indtil Kristus kommer igen. Hvad det præcis er for et sted, man befinder sig i den periode, er stadig en gåde for os. Derfor beder vi for deres sjæle og om, at Gud må give dem hvile.

Til sidst vil Jesus komme og ødelægge hele vores verden og skabe den nye jord og himmel. Det er tidspunktet for den store dom til det evige liv. Jesu opstandelse har banet vejen til himmeriget for alle retfærdige. Helvede er for Djævelen og alle dem, der ikke har søgt Gud i deres liv. Her er dåben selvfølgelig vigtig, men det vigtigste er, at man har søgt Gud og levet efter hans bud.

Det er stadig en hemmelighed for os, hvordan vi skal leve i himmeriget. Vi tror på, at det er både krop og sjæl, der genopstår. Men det er i en ny verden og i en ny skabning. Så hvis du er levende, når Kristus kommer igen, vil din krop forandres i overgangen til det evige liv. Hvis man er blevet gift, vil man også genopstå som ægtefolk. For ægtevielsen er et sakramente, hvor man bliver forenet i ét kød. Vi ved dog ikke meget om, hvordan vi kommer til at leve med vores ægtefælle i det evige liv.