Prøv avisen
Voxpop

Hvad slog dig ved Folketingets to ceremonielle åbningstaler?

Lektor Hans Raun Iversen, lektor Brian Arly Jacobsen og sognepræst Charlotte Dyremose.

Som politiker kunne man i går få formanende ord med på vejen ved indgangen til det nye folketingsår i to forskellige taler – en prædiken fra biskop Henrik Wigh-Poulsen og en humanistisk tale fra kulturskribent Torben Sangild. Kristeligt Dagblad har spurgt tre iagttagere, hvilke væsentlige forskelle og ligheder de hæfter sig ved i de to taler

Tillid var dominerende

Brian Arly Jacobsen. Lektor i religionssociologi ved Københavns Universitet. Forsker i religion og politik.

”De to taler var ikke i modstrid med hinanden, men berørte derimod det samme væsentlige tema, som er oppe i tiden i det danske samfund lige nu – nemlig tillid.

Biskoppen sagde nogle formanende ord til de ordrige folkevalgte om at huske at følge næstekærlighedsbuddet og handle som menneske over for mennesket foran dig og om, at de ordrige møder for ofte ikke fører til handling. Han henviste til Greta Thunberg og hendes ”globale børnehær” af klimaaktivister samt underprivilegerede verden over, som skriger på lederskab og måske forføres af politikere med for mange ord, som ønsker sig tilbage til det gamle, ”vistnok” gode samfund. Så det var ikke en specielt kontroversiel prædiken i forhold til tidligere år.

Man skulle tro, Torben Sangild havde drøftet temaer med Mette Frederiksen (S), for hans tale svarer til store dele af indledningen i statsministerens åbningstale, men stod i et vist modsætningsforhold. For hvor hun tegnede et sort billede af mangel på tillid, beskrev Sangild en grundlæggende tillid i sig selv til andre, men også i samfundet generelt, selv om han så bekymrende tendenser forskellige steder, for eksempel hos politikerne.

Løsningen var ifølge ham gennemsigtighed. Talen var renset for religiøse referencer, hvilket ikke er så overraskende, men alligevel værd at bemærke, når det humanistiske arrangement tager afsæt i en politisk tradition med en åbningsgudstjeneste.”

En tale blev for konkret politisk

Charlotte Dyremose. Sognepræst i Slagslunde og Ganløse Kirker på Sjælland. Tidligere konservativt folketingsmedlem.

”Jeg hæfter mig ved, at begge taler trækker på nogle værdier, der skal drive politikernes handlen. Det lykkes for biskoppen, uden at han bliver for politisk konkret, men samtidig har bid som prædikant. Torben Sangild går mere ind i konkrete forhold, blandet andet Irak-kommissionen og offentlighedsloven. Det er klart, at han ikke er forpligtet på at forholde sig neutralt. Men hvis jeg i min tid som politiker var kommet til en åbning, hvor taleren kom med for eksempel røde bemærkninger, ville jeg ikke komme igen, for så blev det for sekterisk og ikke altfavnende i forhold til den politiske virkelighed – og det er ikke formålstjenstligt for et arrangement, der skal åbne folketingsåret.

Skulle jeg give arrangørerne af den humanistiske åbning et råd, ville det derfor være at lægge den samme rettesnor ned over talen, som der gøres over prædikenen, nemlig at den ikke skal kunne tolkes ind i alle mulige forskellige politiske sammenhænge, men holde en balance ved at tale ind i den politiske virkelighed uden at komme til at stå på den ene side.

Det er interessant, at de begge knytter an til et forbillede. Biskoppen taler om Guds storsyn, og Sangild nævner Leonardo da Vincis fabel om en myre, der undlader at spise sit hvedekorn og i stedet tænker langsigtet på næste års høst. Det er også interessant, at Sangild knytter an til da Vinci, som selv var en god kristen, og hvis fabler derfor formentlig har rod det samme sted, som Wigh-Poulsens prædiken har.”

Den største forskel var til- og fravalg af Gud

Hans Raun Iversen. Lektor emeritus i praktisk teologi fra Københavns Universitet.

”Det typiske for begge taler er, at de fokuserer på positive ting, nemlig henholdsvis hos Henrik Wigh-Poulsen handling i det rette mål frem for snak og hos Torben Sangild tillid som omgangsform. Når tingene bliver fremlagt så sympatisk og inkluderende, ikke-polemisk, som det sker begge steder, kan stort set alle være med og lade sig opbygge. Begge steder er der tale om god dansk humanisme med kristen baggrund, som man ser det i brugen af Leonardo da Vinci hos Sangild og bibelteksten hos Wigh-Poulsen. Forskellen er primært, om Gud og Jesus nævnes eller ej.

De to taler er hermed repræsentanter for noget typisk og samlende i Danmark. Det er ærgerligt, at man alt for ofte profilerer forskellene langt mere end lighedspunkterne. Det er tilsvarende ærgerligt, at de to taler ikke er holdt i samme rum for et samlet folketing. Det er for dårligt, at folkekirken og Folketinget ikke for længst har inviteret andre end folkekirkepræster til at komme til orde ved åbningsgudstjenesten. Men det er tilsvarende for dårligt, hvis ikke-folkekirkelige folketingsmedlemmer er så allergiske over for kristendommen hos de 75 procent, der er medlemmer af folkekirken, at de ikke vil være til folketingsåbningsfejring sammen med dem.”