Prøv avisen

Hvad stiller biskopper op med kontroversielle teologiske sager?

De seneste par uger har en sag om dyreclairvoyance i Gislinge Kirke på Vestsjælland vakt opsigt. Som følge af den store mediebevågenhed blev Dorthe Thaulov, sognepræst i Gislinge Kirke og initiativtager til arrangementet, i fredags fritaget for tjeneste, indtil der på torsdag bliver afholdt et møde mellem hende, biskop over Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller (billedet), og provst Detlef von Holst. Foto: Finn Frandsen/ritzau

Sagen om hestetelepati i Gislinge Kirke har igen sat gang i debatten om, hvad der er en passende reaktion over for præster, der overskrider folkekirkens grænser. Inddrag teologiske eksperter, der kan hjælpe med at finde den passende konsekvens, siger kirkeretlig teolog op til dagens møde mellem biskop og fritaget præst

I 1908 så en skandalesag i folkekirken dagens lys. Det skete, da det i Højesteret blev afgjort, at Mary Westenholz, stifteren af det, der nu kendes som Unitarisk Kirkesamfund, skulle ekskluderes fra folkekirken.

Hendes tro på unitarisme, der afviser treenigheden, var i modstrid med folkekirkens bekendelsesgrundlag. Siden da har vi set præster, der ændrer i dåbsritualet, benægter Jesu opstandelse, åbner for reinkarnation og nu en præst, som har arrangeret foredrag i kirken om dyreclairvoyance med kontakt til døde heste.

Men det kan være svært at vurdere alvorsgraden af de forskellige sager, og netop derfor er det også kompliceret for biskopperne at vælge den rette måde at håndtere kontroversielle præster på. For biskopperne har i omstridte sager en lang række muligheder for at sanktionere, som spænder fra de milde påtaler til de hårdere straffe, fortæller Lisbet Christoffersen, der er professor i religionsret.

”Den blide løsning er nogle teologiske samtaler mellem biskop og præst. De kan kombineres med tjenestefritagelse. Man kan også give præsten en tjenstlig påtale, og det sidste og mest alvorlige skridt ville være at gå ind i en proces, der fører til, at Kirkeministeriet anmodes om at rejse en læresag,” siger Lisbet Christoffersen.

I løbet af de sidste to årtier har vi gentagne gange set præster, der har oplevet konsekvenser af deres grænsesøgende adfærd. Blandt andet er de blevet indkaldt til samtaler, afkrævet teologisk efteruddannelse, sat under skærpet tilsyn, suspenderet og fyret, hvis vurderingen har været, at de har overtrådt de teologiske rammer. Tilbage i 2007 blev præsteretten da også justeret, og den mulighed kom til, at den tilsynsførende biskop kunne nedsætte et undersøgelsesudvalg. Her kunne teologer og professorer give en saglig vurdering af, hvor alvorlig en given sag var.

Den verserende sag om dyreclairvoyance i Gislinge Kirke er et eksempel på en situation, hvor biskopper i højere grad må lade sig inspirere af den model, der vil give en oplagt mulighed for at komme til bunds i læremæssige spørgsmål, så der kan træffes en saglig, velfunderet afgørelse, mener Kristine Garde, der er teolog med speciale i kirkeret.

”Biskopperne er uddannet på et bestemt tidspunkt, de har mange administrative opgaver, og det kan være svært for dem at være opdateret på den nye teologi. Derfor kan de være nødt til selv at gå ud i byen og finde yderligere info fra fagfolk, der kan komme med en udtalelse. Denne idé fra præsteretten skal man til at dyrke,” siger hun.

Og det er netop de mange muligheder for sanktion, der gør, at der må graves dybere, før en beslutning træffes, siger Kristine Garde.

”Folkekirken er ikke tjent med, at man gør sig så hurtigt færdig med betændte sager. Selvom man i kirken har en opfattelse af, at jo hurtigere det går, des bedre, er det ikke tilfældet. I den konkrete sag vil jeg anbefale, at man giver sig god tid til at finde ud af, hvad der er op og ned. Det vil også give os en bedre fornemmelse af, hvor smertegrænsen går.”