Kirsten M. Andersen, formand for Grundtvigsk Forum
Vekselvirkningen mellem det folkelige og kristelige er grundtvigsk hjerteblod. Men det må være et frit forhold. Vi lever på mange måder i en irreligiøs tid. Kirken er en legitim stemme i den offentlige debat side om side med andre anskuelser og med kunst, videnskab og økonomi. Det gælder for eksempel i folkeskolen, hvor børn skal opdrages til et samfund med ligeværd, åndsfrihed og demokrati. Det går grundtvigianere meget op i i dag.
Folkekirkeordningen er bred og rummelig. Det vil vi gøre os umage for at holde ved lige. De, der er enige om at nedgøre folkekirken og dens medlemmer for at være lunkne og ligeglade, findes både blandt ateister og kirkefolk. At være ligeglad er ikke målet. Men der kan ikke komme noget godt ud af, at kirken tager temperaturen på, hvor alvorligt folk tager deres kristendom. Vi skal hellere bruge vores krudt på, at Guds ord prædikes så tydeligt og poetisk som muligt. Når mange præster kalder sig grundtvigske, tror jeg, det skyldes denne kombination mellem den brede folkekirkelige ramme og det klare, at vi konfronteres med Guds syn på vores liv og verden.
Marie Høgh, sognepræst i Lynge-Uggeløse Sogn
Der er forskel på, hvad det vil sige at være grundtvigsk i dag, og hvad der er det egentligt grundtvigske. Dele af det segment, som hører til Grundtvigsk Forum, abonnerer for eksempel på et mere værdirelativt samfundssyn, hvilket for mig at se ligger langt fra noget, der har med Grundtvig at gøre. Igennem Grundtvigs 70 år lange forfatterskab var et af de vigtigste anliggender at oplyse om det særligt danske eller det at være dansk – en særlig folkeånd gennem modersmål, åndshistorie og kristendom – og åndsfriheden selvfølgelig. Og de ting har den mere kultur- og værdirelative fløj svigtet, og de har i et vist omfang glemt kristendommen. Af mange grunde er det svært at tale om en entydig grundtvigsk fløj. De kirkelige fløje har jo i det hele taget ændret sig – også de missionske og ikke mindst tidehvervske, om de vil vide af det eller ej. For mange er det grundtvigske nok også et lidt lunt sted at stille sig, dér midt i det hele, hvis man ikke har et særligt kirkeligt ståsted og ikke vil være missionsk eller tidehvervsk. Måske er det også udtryk for, at Grundtvig har efterladt os noget, der er så grundlæggende for den måde, vi er kirke og menighed på i Danmark.
Henrik Wigh-Poulsen, biskop over Aarhus Stift
Historisk set har den grundtvigske retning altid været bred, og det er sagt, at Grundtvig skrev så meget, at man kan finde støtte for ethvert synspunkt i hans forfatterskab. Han er på mange måder et stort tag selv-bord, og det ligger i den grundtvigske bevægelse hele tiden at være i samtale, dialog eller skænderi om, hvad det grundtvigske skal være, og hvordan man skal ytre sig. Overordnet kan man tale om en opdeling mellem de skolegrundtvigske og de kirkegrundtvigske, men selv inden for de to kategorier er der forskellige retninger.
Skal man indkredse det, så betyder det at være grundtvigsk, at man er optaget af vekselvirkningen mellem det kirkelige og folkelige og af, hvordan vi kan være kirke i den tid, vi er i nu. Og igen vil man finde forskellige synspunkter. Nogle vil i dag lægge vægt på det grundtvigske frihedsbegreb, andre på det nationale sindelag.