Hvalkirken i Sisimiut

1771 var et godt år for grønlænderne i kolonien Holsteinsborg. De fangede fire hvaler. Det var nok til at fylde 60 tønder med spæk og tran. Det år skulle den gode fangst bruges til noget særligt. Eskimoerne ville have en kirke. Den danske missionær havde i 15 år arbejdet på at vende de grønlandske eskimoer i området til den kristne tro. Eskimoerne boede spredt rundt på bopladser i området. Missionæren selv boede i hvad man knapt kan kalde en by, snarere en samling bygninger, der husede koloniens bestyrer, bødker, smed og nogle enkelte handelsmænd. Fra koloniens centrum tog missionæren jævnligt på ture ud til bopladserne. Hvis vejret var til det: i kajak. Ellers vandrede han. Med sig på sine ture havde han udover en grønlandsk bibel, en stak grønlandske skolebøger. Skolebøgerne kunne han bære med stolthed, for i begyndelsen af 1800-tallet var analfabetismen udryddet i Grønland. Endnu før den var det i Danmark. Med årene havde missionæren fået god kontakt med fangerne, og de begyndte at besøge ham i kolonibygningerne. De kom til gudstjenester i missionærboligen. Så succesfuld var den danske præst, at hans hus en dag ikke længere kunne rumme alle de kristne eskimoer til gudstjeneste. Så da diskus-sionen om, hvad indtægten fra de fire hvaler skulle bruges til, tager fart, er grønlænderne ikke længe om at beslutte sig. Bestillingen på et styk Guds hus følger med de 60 tønder hvalspæk og -tran. I Danmark er det den Kongelige Grønlandske Handel, der står for at sælge den kogte hvaltran som olie til storbyernes gadelamper. Samtidig blåstempler Missionskollegiet ønskesedlen, og året efter er samlesættet klar til afsejling fra Danmark. Missionskollegiet har ladet en trækirke opføre i Danmark, nummereret hver enkelt del, skilt den ad igen, pakket den sammen og lastet den ombord på den første afsejling til Grønland. Skibet må overvintre i Norge på grund af dårligt vejr og når først til Holsteinsborg i 1773. Samlesætskirken og tømren, der følger med, er knapt ankommet til kolonien, før en epidemi bryder ud. Hvor barske naturfolket end er, når der gælder kulde og snestorm, så kan en god gammeldags dansk influenza lægge bopladser øde. Så da influenzaen i Holsteinsborg breder sig, vælger kolonibestyreren at forbyde eskimoerne adgang til kolonibyen for at sikre mod smitte. Uden fangernes arbejdskraft kan kirken imidlertid ikke opføres. Derfor varer det til 1775, før Bethel-kirken står klar. At den oprindeligt var tænkt færdig to år før, vidner vejrhanen om. Den har mejslet årstallet 1773 i sig. Det var Niels Egede, der var kolonibestyrer i Holsteinsborg, da Bethel blev indviet. Han var søn af den første danske grønlandsmissionær, Hans Egede. Han skriver i sine dagbøger, at ceremonien foregik med pomp og pragt. Der var kanonsalutter og festgudstjeneste. Grønlænderne havde fået en kirke betalt af egen lomme. Men var missionæren og grønlænderne glade, så var handelsfolkene derimod ikke begejstrede. Mens missionen satsede på at samle grønlænderne for bedre at kunne forkynde, var hande-lens interesse at sprede eskimoerne. Jo flere bopladser og jo længere væk, jo bedre var chancen for stor fangst. Mens det andre steder på Grønland kom til konflikt mellem handel og mission, når fangerfolket flyttede nærmere kolonierne, blev det aldrig et problem i Holsteinsborg. Kolonibestyreren, Niels Egede, havde som Hans Egedes søn grundlæggende forståelse for missionens mål. Men begejstret var han ikke. I 1829 gæster den engelske polarforsker John Rush kolonien Holsteinsborg. Han fortæller senere, at han havde besøgt Bethel-kirken. Han nævner blandt andet orgelet, der står langs den ene væg i kirken. Pudsigt nok tilføjer han, at man på det tidspunkt ikke kan se det, fordi det er til reparation i Danmark. 15 år senere er en ny missionær på vej til Holsteinsborg. Som alle andre missionærer var han ugift, havde tegnet en otte års kontrakt og modtaget intensiv træning i grønlandsk før sin afrejse. Til forskel fra de fleste andre havde missionær C.E. Jensen et orgel med sig. Efter mere end 15 år til reparation var Bethel-kirkens orgel på vej hjem. Men missionær Jensen havde ingen erfaring med at samle orgler. Han bakser og slider med at få instrumentet til at virke. Da det endelig står klart, opstår et nyt problem: Hvem skal spille på det? Orgelet står ubrugt hen i flere år. Engang i 1850'erne er der tegn på, at orgelmusikken igen begynder at lyde i Bethel-kirken. Den grønlandske forfatter Otto Rorsing fortæller i en delvis dokumentarisk roman fra midten af 1800-tallet om en gruppe grønlændere fra Nuuk, der er blevet omvendt og undervist af de tyske missionærer, Hernhutterne, i Nuuk. Fangerflokken drager nordpå for at deltage i et sommerstævne. På vejen gør de holdt i Holsteinsborg, og om søndagen besøger de Bethel-kirken for at høre Guds ord. De opdager til deres store fortrydelse, at ingen spiller på kirkens orgel. En af Nuuk-folkene spørger om lov til at spille under gudstjenesten. Ifølge den dokumentariske roman og historierne blandt lokalbefolkningen ender selvsamme gæst med at slå sig ned i Holsteinsborg som organist. I 1926 får Holsteinsborg, der i dag er bedre kendt som Sisimiut, en ny kirke, der kan rumme den voksende menighed. Orgelet flyttes ud til en kirke i en af bygderne og er senere gået tabt. I årene efter den nye kirke blev indviet, bliver Bethel-kirken brugt som skole. I slutningen af 1940'erne huser den ikke bare Grønlands første tekniske skole, men også en af skolens elever, der under sin uddannelse indlogerer sig på kirkens loft. I dag bruges kirken som konfirmandstue. Bethel-kirken er Grønlands ældste intakte kirke. 225 år efter indvielsen ligger den med udsigt over det hav, der betalte dens opførelse med fire hvaler.