Prøv avisen
Nyhedsanalyse

Hvem bestemmer i folkekirken?

Magtstrukturerne omkring folkekirken er åbenbaret disse dage, og kirkeminister Joy Mogensen (S) er kommet i centrum. Arkivfoto. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Coronakrisen har været et studie i, hvordan autoritet fungerer i folkekirken

Denne artikel er blevet opdateret fredag den 3. april kl. 9.05.

De seneste uger har det ikke været til at opdrive nogen politiker, der kunne give et sammenhængende argument for, hvorfor kirker var vigtigere at holde lukket end byggemarkeder, brætspilsforretninger og boghandler, men alligevel har kirkens rum været lukket længe.

Og selvom man skal huske, at alle tiltag har haft det bedste formål – at beskytte samfundets svageste – har forløbet været et studie i, hvordan autoritet fungerer, ikke mindst i folkekirken. Mange beslutninger om folkekirken er reelt blevet taget i Sundhedsministeriet under coronakrisen, og det er helt officielt. Når journalister har ringet til Kirkeministeriet for at spørge, hvad logikken er bag kirkelukningerne, er de blevet bedt om at ringe til Sundhedsministeriet. Det var her, man vidste, hvorfor kirker var farligere end byggemarkeder at have åbne. Men sundhedsmyndighederne har ikke besvaret netop det spørgsmål.

Basale lydighedsstrukturer er blevet sat på spidsen. Kirkeministeriet har rettet ind efter sundhedsmyndighederne. Biskopper har rettet ind efter kirkeministeren. Og biskopper har bedt præster rette ind efter retningslinjerne oppefra. Det sidste er ikke gået så let. For enkelte præster har fra begyndelsen råbt op. I Roskilde Stift udgik der derfor bud fra biskoppen om, at ”det ikke duer offentligt at stille spørgsmålstegn ved myndighedernes forordninger”. Men selvom præster fik at vide, at det var uacceptabelt at kritisere myndighedernes anvisninger, har nogle gjort det alligevel.

Kravet om ikke at tale dårligt om myndighedernes forordninger har ført til et paradoks. Så længe myndighederne mente, at kirkerne skulle være helt lukket, var præster forpligtet på at give udtryk for, at dette var det rette, eller helt tie. Men så mente myndighederne det modsatte: Der var grund til at åbne kirkerne. Så var præsterne i en periode forpligtet til at sige det modsatte af, hvad de tidligere skulle mene: Kirker kan godt holdes åbne under forsvarlige forhold. Og hele udviklingen har fundet sted, mens argumenterne for at holde kirker lukket er de samme som for en uge siden.

Præsterne i Roskilde Stift står altså i et autoritetsforhold, der kræver, at de ikke offentligt må sige noget den ene dag, men den næste dag må de ikke offentligt sige det modsatte.

I disse dage er autoritetsstrukturen under pres. For mange præster var uenige i kirkeminister Joy Mogensens (S) løftebeslutning om at åbne kirkerne for påskegudstjeneste, og den er blevet til en beslutning om at lukke kirkerne igen. Forvirringen er total.

De øverste lag i folkekirken har længe bedt de kirkeligt ansatte om at bakke staten op, men nu begynder nogle at lægge afstand til myndighederne. Og alt imens udtales den største - sundhedsmyndighederne - sig meget lidt eller slet ikke om kirker og smittefare.

Hele forløbet giver grund til at gennemtænke, hvem der har magten i folkekirken, når det brænder på. Styringen af kirken de seneste uger viser, hvor svær en mester den politiske magt kan være at have, og den viser, hvorfor folkekirken bør stille sig et grundlæggende spørgsmål: Kan blikket rettes for stift imod staten? Det er blevet sagt om de tyske journalister, at de har begået den synd de seneste år, at de er blevet statsstøtter i stedet for at være statskritiske. Coronakrisen giver folkekirken en god anledning til at tænke over den samme pointe.