Prøv avisen

Skal pårørende have mere ejerskab over den døde krop?

Ulla Schmidt, teologiprofessor, har erfaret, at de ønsker, der anføres som afdødes, er svære at håndtere. ”Hvis de pårørende siger, at det er afdødes ønske, går man ikke ind og efterprøver det. I nogle af eksemplerne kan der være indikationer på, at det i højere grad handler om de pårørendes ønsker. Det er svært at verificere, men også svært at håndtere," fortæller hun. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Onsdag holdt Selskab for Kirkeret forårsmøde under temaet ”Døden og Retten”

Ghita Nørby blev overraskende nok nævnt, da foreningen under Aarhus Universitet Selskab for Kirkeret holdt forårsmøde denne onsdag under temaet ”Døden og Retten”.

Da billedet af Ghita Nørby tonede frem på lærredet, udbrød der latter i det næsten fyldte undervisningslokale på Københavns Universitet. Men den kendte danske skuespiller viste sig faktisk at være relevant, da hun har bekendtgjort i en artikel, at hun vil have en katolsk begravelse.

”Det er meget klogt af hende at sige det i fuld offentlighed, da der så ikke vil være tvivl om, hvad den afdødes ønske var,” sagde Lene Kühle, der er professor mso i religionsvidenskab.

For hvem bestemmer egentlig over den døde krop?

Det var det centrale spørgsmål under forårsmødet, hvor Ulla Schmidt, teologiprofessor ved Aarhus Universitet, var en af oplægsholderne. Hendes oplæg fokuserede på de afgørelser, der træffes i stifterne i forbindelse med eksempelvis deling af afdødes aske eller placering af urner på privat grund, og her siger loven, at det er den afdødes og ikke de pårørendes ønske, der er essentielt.

Ulla Schmidt har undersøgt afgørelserne i tre stifter, og hun har erfaret, at de ønsker, der anføres som afdødes, er svære at håndtere.

”Hvis de pårørende siger, at det er afdødes ønske, går man ikke ind og efterprøver det. I nogle af eksemplerne kan der være indikationer på, at det i højere grad handler om de pårørendes ønsker. Det er svært at verificere, men også svært at håndtere. Balancen mellem at se på henholdsvis den afdøde og de efterladtes ønsker er svær, da loven siger, at de pårørendes ønsker egentlig ikke skal have nogen indflydelse. Men her glemmer kirken ikke, at den er kirke og ikke kun forvaltning, så den tager de efterladtes ønsker med. Der ligger et dilemma her, da der egentlig er tale om dårlig forvaltning,” sagde Ulla Schmidt.

Marianne Carstensen, der er jurist i Københavns Stift, var en af de fremmødte til forårsmødet, og hun var overrasket over afgørelserne i de andre stifter.

”Afgørelserne kommer ikke fra os. Vi ville aldrig se bort fra afdødes ønske, da vi kræver tro og love-erklæringer fra dem, der påstår, at det var afdødes ønske. Det tager vi ret alvorligt,” sagde hun efter oplægget.

Der blev også rejst spørgsmål om, hvorvidt de pårørende i højere grad skal have ejerskab over den døde krop. Kirsten Søndergaard, sekretariatschef ved Landsforeningen Liv & Død, var blandt oplægsholderne, og hun var fortaler for flere rettigheder til de efterladte:

”Jeg mener ikke, at de efterladte har nok medbestemmelse. Men grundlæggende er der også brug for bedre og mere klar information, for der er mange, der ikke er klar over, hvad de må. Men det skal jo heller ikke være rent tivoli, der skal ikke være frit valg på alle hylder. Der skal også være respekt og etik omkring det. Så jeg tror egentlig, at det er små ændringer, der er behov for. Og her mener jeg, at man i højere grad skal lytte til dem, der har prøvet af miste og er løbet panden mod en mur.”