Prøv avisen

Gælder buddet om næstekærlighed kun vores naboer?

Pia Olsen Dyhr (SF), Mattias Tesfaye (S), Marie Krarup (DF), Henrik Wigh-Poulsen (biskop) og Morten Kjærum (jurist) har forskellige holdninger til, hvem der er deres næste.

Langt uden for kirkelige kredse bruges næstekærlighed som argument i debatten om, hvordan man skal forholde sig til den flygtningestrøm, der rammer Europa i disse år. Men danskerne er langtfra enige om, hvem næsten er, og det spørgsmål giver et udpluk af debattører et bud på her

Sommer er desværre ikke kun lig med sol, strand og badeture. For Mellemøstens og Nordafrikas flygtninge er sommeren det bedste tidspunkt at begive sig ud på den farlige tur over Middelhavet med kurs mod Europa. Er flygtningen min næste, og hvordan skal man anskue kristendommens næstekærlighedsbud i en global verden? Debatten har sat sindende i kog igennem det seneste år. Vi har valgt at bringe et udvalg af svarene fra serien om, hvem næsten egentlig er.

Mattias Tesfaye, folketingsmedlem (S) 

Jeg er ikke kristen. Jeg er kulturkristen, hvis der er noget, der hedder det. Jeg kan ikke forholde mig til, at næstekærlighedsbuddet bruges politisk, fordi religiøse argumenter ekskluderer dem, der ikke abonnerer på en bestemt religion.

Omvendt er det faktisk at gøre noget for sin næste at være borger i velfærdsstaten, at gå på arbejde og betale sin skat med glæde, at være medlem af en fagforening og komme til forældremøde i daginstitutionen.

Næstekærlighed er ikke en envejsrelation, men et udtryk for, at vi har erkendt, at vi er flokfyr.

Du kan sagtens sidde med et stort happymeal og have masser af mad og penge og en stor fladskærm midt i en flygtningelejr i Libanon. Har du det så godt? Nej, selvfølgelig har du det ikke godt. Vi spejler os jo i vores omgivelser.

Læs resten af interviewet med Mattias Tesfaye her 

Det er også næstekærlighedens udfordring: at den til en hvis grad er blevet institutionaliseret og dermed taber værdi på kort sigt og folkelig forankring på lang sigt.

Velfærdsstaten og den moderne, institutionaliserede næstekærlighed er i sin grundessens national. Det er det, vi bokser med nu. Velfærdsstaten har gjort, at jeg har stærke relationer til dem, der bor i Danmark.

Jeg mener, at de, der kalder sig humanister, piller indholdet ud af næstekærligheden ved at hævde, at man er forpligtet over for alle mennesker på kloden. Jeg opfatter næstekærlighed som et udtryk for relationer, og jeg har stærke relationer til dem, der bor i mit lokalsamfund.

På den anden side gør globaliseringen, at mine relationer til en midaldrende fyr fra Pakistan er stærkere, end de ville have været for hundrede år siden.

Men hvis man åbnede for al migration, så ville Europa jo brase sammen. Der synes jeg, at det er svært at leve op til næstekærlighedsbuddet, der for mig er, at du i overført betydning siger: ”Selvfølgelig kan du bo her.”

Det er det, man har lyst til at sige, hver gang man står over for et menneske. Det er kun nu, hvor jeg sidder i mit kontor på Christiansborg, at jeg også har en forpligtigelse til at se, at det ikke dur i den store sammenhæng.

Marie Krarup, forsvars- og gymnasieordfører for Dansk Folkeparti

For mig er næsten det menneske, som er mig nær. Jeg kan godt lide den engelske bibeloversættelse, som bruger ordet ”neighbour”, altså nabo, om næsten. Det er det menneske, som jeg kan se og røre ved.

Lige nu har nogle mennesker så travlt med at hjælpe flygtninge, at jeg tror, de glemmer at være til stede over for de mennesker, som virkelig er deres næste. Jeg synes, det er klamt at høre på, at det er særligt godt at hjælpe mennesker i sådan nogle situationer.

Det er vigtigere for mig at elske næsten i den nære relation. Det viser jeg blandt andet ved at lave mad til mine børn og give min mand et kys på kinden.

Til gengæld er de mennesker, som hjælper de syriske flygtninge, præcis det modsatte af at være næstekærlige. De tager arven fra deres børn og giver den til fremmede mennesker.

De ødelægger det frie og rige Danmark ved at åbne landet for folk, som ikke har noget som helst krav på at være her. De syriske flygtninge og børnene i Afrika er ikke mine næste. Det ville være vanvittigt at stille et krav om, at jeg skulle elske dem, for dem kender jeg ikke.

Det er vigtigt for mig at holde det kristne næstekærlighedsbud ude af mit politiske arbejde. Det er et etisk krav til enhver om at vise omsorg for det menneske, som står foran dig. Næstekærlighed er at lade Jesus virke i dig og gøre noget for andre. Derfor er buddet aldrig rettet kollektivt til en gruppe eller et samfund.

Mange mennesker tror, at næstekærlighed findes i en venstreorienteret velfærdspolitik. Det skyldes, at folk i dag ved mindre om, hvad kristendom er.

De tror, det er næstekærligt at stemme på socialistiske partier, som vil ophæve alle grænser og hjælpe fattige på de riges bekostning. Det synes jeg er noget vrøvl.

Læs resten af interviewet med Marie Krarup her. 

Henrik Wigh-Poulsen, biskop over Aarhus Stift

Næstekærlighed evangelisk forstået - altså den, Jesus taler om i Det Nye Testamente - er den kærlighed, vi skylder at møde andre mennesker med, fordi vi skal spejle Guds kærlighed til os i vores eget liv.

Hvis man taler om næstekærlighed i nytestamentlig forstand, er næstekærlighed en konto, som vi altid skylder på. Men kravet om at elske vores næste som os selv vil hele tiden bevæge os, skubbe til os og korrigere os i vores kynisme og selviskhed.

Min næste er den, jeg møder, den, hvis veje krydser mine veje, og den, jeg ser har brug for min hjælp. Men hvem der ikke er min næste, kan jeg ikke på forhånd sige. Man kan ikke sætte næstekærlighed på formel eller nedfælde den i et politisk handlingsprogram.

Den er altid afhængig af, hvor vi er, og hvem vi møder. Når Jesus taler om at elske sin næste, siger han også ”elsk jeres fjender”. Det er en radikal næstekærlighed.

Vi kan aldrig nogensinde komme derhen, hvor vi elsker dem, der vil os det ondt. Vi må hele tiden gøre vores bedste, men vi ved af erfaring, at vi aldrig kan gøre det godt nok. Jesus sætter barren højt, men han er også den, der fortæller os, at der trods alt er en tilgivelse for os.

For at sige det helt kort, aner jeg ikke, hvornår jeg sidst har gjort noget for min næste. Forhåbentlig for nylig. Jeg kan ikke sætte et mærke på en eller anden handling og sige:

”Dér var jeg altså lige næstekærlig.” For så kommer det til at handle mere om mig selv. Og så smuldrer næstekærligheden.

Morten Kjærum, chef for Raoul Wallenberg Instituttet for Menneskerettigheder og Humanitær Ret i Skåne 

Jeg har arbejdet med menneskerettigheder i snart 40 år. Respekten for det enkelte menneske har været min drivkraft, og næstekærlighed har altid været en væsentlig komponent. Og det har gjort det så fantastisk.

Jeg mener, at menneskeretten i væsentlig grad baserer sig på næstekærlighed, respekten for det enkelte individ, integritet og værdighed.

Ved næstekærlighed forstår jeg en dyb respekt for det enkelte menneske, og hvad det enkelte menneske står for i al dets kompleksitet.

Det betyder, at man ikke bryder et menneske ned i enkelkomponenter som etnicitet, race, religion eller køn, men at man har en grundlæggende respekt for næsten, på samme måde som man selv gerne vil opfattes af andre mennesker.

For mig er næsten ethvert menneske. Alle mennesker har krav på respekt og værdighed, og det ligger i menneskerettighedernes universalitet, at vi ikke begynder at sortere i forskellige menneskekategorier og siger: Her er der nogen, vi skal være mere næstekærlige over for end andre.

For mig handler næstekærlighed om at respektere alle mennesker. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg som lille mig kan gøre noget for alle mennesker, men det er en praktisk dimension.

Konkret kan jeg selvfølgelig i nogle sammenhænge bedre påvirke dem, som er ved siden af mig, end dem, der er mange tusinde kilometer væk. Men i andre situationer er det måske anderledes.

Den respekt, man forventer at blive mødt med, og den åbenhed over for hvem man er, må jeg også møde andre med. ”Du er mand, slut færdig. Og jeg ved, hvordan mænd er” - sådan har jeg ikke lyst til at blive mødt, og sådan vil jeg så heller ikke møde andre.

Eller: ”Jeg ved, at du er kristen, og jeg ved, hvordan kristne er” - sådan vil jeg heller ikke mødes. Og derfor vil jeg heller ikke møde andre på den måde.

For mig handler det altid om det enkelte individ. Jeg tager udgangspunkt i det enkelte menneskes værdighed.

Pia Olsen Dyhr, formand for SF

Jeg håber, at jeg dagligt gør noget for min næste gennem mit arbejde, fordi jeg synes, det vigtige ved at være politiker er ikke kun at tænke på sig selv, men på fællesskabet.

På et personligt plan kommer næstekærlighed hos mig først og fremmest til udtryk ved ,at jeg er sammen med børn og giver dem den opmærksomhed, de fortjener og ønsker.

Jeg vil aldrig kunne trække en linje mellem et menneske, der er min næste, og et menneske, der ikke er min næste. Selvom det er udtrykt meget luftigt, vil jeg sige, at din næste er den, der har behov.

Vi oplever, at verden bliver mindre og mindre, og derfor må man også erkende, at vores ansvar ikke slutter ved grænsen.

Det er enormt begrænset at se verden på en måde, hvor vores næste kun er vores landsmænd. Og der er ingen tvivl om, at handlinger i vores del af verden har konsekvenser for andre dele af verden - se bare på klimaspørgsmålet.

Vi har i mange år forurenet i meget stor stil, og det får konsekvenser andre steder på Jorden i form af tørke eller oversvømmelser.

Og hvor skal de, der påvirkes af de forandringer, så gå hen? De ender med at flygte væk fra, hvor de kommer fra, hvis de ikke får adgang til rent drikkevand, jord eller mad - og det er jo blandt andet konsekvenser af vores handlinger her i Danmark.

At vi tror, vi kan leve isoleret i forhold til resten af verden, er forkert, men også meget farligt.

Se flere interviews i serien på kristendom.dk de kommende uger 

I historien om den barmhjertige samaritan svarer Jesus på spørgsmålet om, hvem næsten er. Den lignelse skildres her af maleren Antonio Zanchi (1631-1722). Foto: Scanpix