Prøv avisen

Hvem gælder næstekærligheden?

Den er der overalt. Næstekærligheden. Men hvem gælder den for? Foto: Tegning af Morten Voigt

Stort set alle lejre i den kirkelige verden mener, at næsten er både den nære og den fjerne. Mens Tidehverv hævder, at næstekærlighed ikke kan udøves af et samfund eller system, så krævede Luther næstekærlighed fra fyrsten til folket, siger teologiprofessor

Den er der overalt. Næstekærligheden. Som et krav eller en mulighed. Et mellemværende mellem mennesker. Kollegaen, der har brug for hjælp. En ven eller søskende i krise. Den hjemløse på gågaden, der bedende rækker en skål frem og spørger efter mønter. Som en salgsvare i alskens indsamlingsshows.

Der er med andre ord rig mulighed for at handle næstekærligt. Ja, der er faktisk ingen grænser. Alligevel ledsages muligheden for næstekærlighed gerne af et indre dilemma: "Jeg vil gerne være der for min kollega eller ven, der lige nu har brug for mig. Men hjemme kalder min kone og børn også på nærvær."

Niels Henrik Gregersen, professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet, mener, at der altid vil være grænser for menneskets formåen, når det drejer sig om kærlighed til næsten.

"Jeg står kun her. Når jeg bruger mine ressourcer ét sted, går de bort et andet sted. Enhver af os møder spørgsmålet om, hvem vi skal hjælpe. Vi diskuterer det også som samfund. Er det den handicappede, den syge, efterlønneren eller ofrene for fjerne jordskælv," siger Niels Henrik Gregersen og understreger, at der altid vil være forskel på næstekærligheden som handling og som ideal.

Han hører til blandt de teologer, der levner plads til såvel en kristen Gud som en naturvidenskabelig forståelse af verdens tilblivelse og sammenhæng. Derfor ser han også det enkelte menneskes næstekærlige potentiale underlagt biologiske begrænsninger.

"Faktum er, at ingen af os kan overleve, hvis vi altid tænker på verdens lidelse. Vi skal give os selv ro om natten. Mad og hvile. Tage vare på os selv og de nærmeste for at hente ressourcer til at være der for andre," siger Niels Henrik Gregersen.

Kristne har til alle tider været optaget af, hvem næsten er, og hvordan man opfylder den befaling, der lyder fra Jesus i Det Nye Testamente:

"Du skal elske din næste som dig selv."

I dag har de fleste kirkesamfund og retninger en social profil. En institutionalisering og systematisering, hvor kirken i næstekærlighedens tegn rækker hånden ud til fattige og nødlidende. Sådan er det også i Baptistkirken i Roskilde. Her ser baptistpræst Claus Bækgaard stor værdi i den julegavehjælp, som kirken i samarbejde med kommunen har ydet de borgere, som har brug for støtte. Samtidig oplever han, at næstekærligheden altid rejser en række spørgsmål og dilemmaer på det personlige plan. Valg og fravalg.

"Vi bor lige ved siden af kirken. Og som præst er der tit nogen, som har brug for mig. Sidder jeg og spiser med min familie, og en hjemløs banker på døren, kan jeg godt bede ham om at komme igen om en time. Fordi min familie i den situation har brug for mit nærvær, og jeg samtidig ved, at den hjemløse i den konkrete situation kan vente. Det er vigtigt at tage ejerskab og selv have en følelse af at styre, hvornår man skal række hånden ud," siger Claus Bækgaard.

Mens man i den frikirkelige baptistkirke ikke er bleg for at kæde det systematiserede hjælpearbejde sammen med buddet om næstekærlighed, så er det ikke en spiselig tanke overalt i det folkekirkelige miljø. Den tidehvervske fløj har i Jesper Langballe, præsten og folketingspolitikeren fra Dansk Folkeparti, en markant stemme. Med udgangspunkt i næstekærlighedens grundstof – Jesu ord om, at du skal elske din næste som dig selv – plæderer han for næstekærlighedens stærkt personlige element.

"Næstekærligheden kan ikke sættes i system. Den er en befaling til det enkelte menneske om at øve kærlighedens gerninger over for den, du møder på din vej. Næsten skal du ikke ud at finde, næsten er lige foran dig," pointerer Jesper Langballe.

Den tidehvervske tone er slået an. Næsten er ikke hele verden. Moderne indsamlingsshows og nødhjælpsorganisationers aktive indsats for nødlidende verden over kan være fine initiativer, men det har intet som helst med næstekærlighed at gøre, mener Langballe.

Helt anderledes ser det i dag ud i dele af det grundtvigske land. Her hører teologen Christian Balslev-Olesen til. Han er tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og chef for Unicef, FN?s børnefond, i Eritrea og Somalia.

"Jeg bryder mig ikke om et snævert syn på næsten. Det glæder mig, at der inden for de seneste år er sket et skifte i det grundtvigske miljø. I dag er den grundtvigske fløj repræsenteret i nød- hjælpsorganisationer som Folkekirkens Nød- hjælp og Kirkens Kors- hær," siger Christian Balslev-Olesen, der siden 1983 har været hjælpepræst i den grundtvigske Osted Valgmenighed og i dag er konsulent i Nordic Consulting Group.

Han mener, at en væsentlig grund til, at de grundtvigske op gennem det 20. århundrede holdt sig på stor afstand af Folkekirkens Nødhjælp skal tilskrives en sammenkobling mellem Tidehverv og Grundtvig.

"Der har tidligere i grundtvigske kredse hersket en forståelse af næsten som den nærmeste. Med Tidehverv som bannerfører har man fremhævet Grundtvigs syn på folket, det nationale. Derfor har man ikke førhen engageret sig internationalt," siger Christian Balslev-Olesen.

På Det Teologiske Fakultet i Aarhus kan professor Svend Andersen nikke genkendende til Balslev-Olesens udlægning. Han mener dog ikke, at det tidehvervske syn på næsten som den nærmeste alene kan tilskrives en forfejlet nationalistisk tolkning af Grundtvig.

"Brugen af filosoffen Søren Kierkegaards betoning af næstekærlighed som "en sag mellem den enkelte og den anden enkelte" er i høj grad skyld i, at det er kørt af sporet. Næsten bliver udelukkende til et personligt anliggende – fællesskabet og samfundet glider helt ud," siger Svend Andersen.

Sidste år udgav han på tysk bogen "Macht aus Liebe" om politisk næstekærlighed. Og med den protestantiske kirkefader Martin Luther i hånden mener professoren, at der er god grund til også at opfatte næstekærlighed som et politisk og samfundsmæssigt ansvar. Næsten behøver ikke at være konkret og ens nærmeste.

"Luther sagde, at er du fyrste – og dermed politiker – er folket din næste. Du kan ikke kende alle dine undersåtter, men du er som magtudøver forpligtet på at udøve næstekærlighed," forklarer Svend Andersen og trækker Luthers tanke med op til nutidens demokratiske samfund:

"I et demokrati har hver en- kelt af os magt og indflydelse og dermed mulighed for at øve næstekærlighed. Vi kan hver især bidrage til at indrette samfundet, så mennesker har det bedst muligt. Et bidrag, vi ikke kun kan levere som enkeltpersoner, men også gennem organisatorisk arbejde – nationalt og globalt.

Hos Indre Mission ser man netop denne dobbelthed komme til udtryk.

"I kirken diskuterer vi ofte, om næsten er alle steder i verden eller kun er den nærmeste. For mig skal de to poler ikke spilles ud mod hinanden. Hvis det er alle, kan det blive uoverskueligt og virkelighedsfjernt at udøve næstekærlighed. Er det kun den nærmeste, overser vi vores globale ansvar," siger Anders Dal- gaard, sognepræst i Øster Snede og formand for Indre Mission.

Dette syn er også fremherskende i det katolske Danmark. Og her opfatter man – ligesom mange folkekirkekristne gør det – at den danske velfærdsmodel tjener som understøttelse og udspringer af næstekærlighedstanken. Via skatten sikres en fordeling af goderne og et samfund, der tager sig af de syge og svage. Men det er samtidig ikke nok at tænke næstekærlighed som et statsligt anliggende, pointerer Jan Ophoff, katolsk præst i Vejle.

"Næstekærlighedens bud er uden grænser. Vi bliver i princippet aldrig færdige. I vores del af verden er vi så rige, at det for eksempel i den kommende fastetid kan være meningsfuldt at se på, hvad man personligt kan undvære."

Tilbage står spørgsmålet om, hvad man som menneske vinder på næstekærlig adfærd. Set fra katolsk side tjener man både næsten, sig selv og Gud. Nej, lyder det fra det folkekirkelige Danmark. Som kristen tjener man aldrig næsten for sin egen og sin egen frelses skyld. Der er ingen personlig belønning.

Et andet spørgsmål er, om næstekærligheden er en kristen opfindelse? Er sand næstekærlighed den, der alene udspringer af Jesu dobbelte kærlighedsbud om, at du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv? Den næstekærlighed, der bliver konkret i lignelsen om den barmhjertige samaritaner?

"Næstekærlighed er ikke opfundet af kristendommen, men har alligevel i kristendommen et særegent udtryk. Nemlig det forhold, at alle mennesker står lige over for Gud, og at vi møder Gud i næsten," siger Niels Henrik Gregersen og betoner vigtigheden af, at næstekærligheden aldrig står alene, men ses som en del af en større sammenhæng:

"Næstekærlighed er og skal være en del af en større pakke. Til den pakke hører, at man glæder sig over sit liv, beder, lovsynger og takker. Står den alene, fortærer den os med sine radikale krav."