Engle betyder sendebud (angleoi på græsk) og bliver beskrevet vidt og bredt i både Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente. Både som ærkeengle og almindelige engle. Selv Jesus og Johannes Døberen kaldes engle. Men ingen af dem har vinger, sådan som engle bliver fremstillet i dag. I 1. Mosebog, 28, vers 12 beskrives endda, hvordan Jakob ser englene komme fra Gud via en trappe fra himmel til jord. Og altså uden bevinget hjælp.
Først i det 5. århundrede begynder billedkunsten at afbilde engle med vinger. Og da sker det ud fra en romersk og hellenistisk tradition, fortæller sognepræst og kunsthistoriker Anne-Mette Gravgaard. Her var blandt andet sejrsgudinden Victoria og kærlighedsguden Eros bevingede, og det inspirerede den kristne kunst og dermed den kristne forestillingsverden. Også den babylonsk-assyriske kunst havde vingede væsener, der færdedes mellem guder og mennesker.
I Det Gamle Testamente optræder Keruberne og Seraferne med vinger, men de kaldes ikke engle. Og de er formentlig opstået med inspiration fra nærorientalsk mytologi. Engle med vinger er med andre ord opstået i hovederne på billedkunstnere omkring år 400-500. Måske ud fra behovet for at forklare, hvordan Guds sendebud kom til jorden og tilbage igen. Nogle af de allerførste engle med vinger kan ses på mosaikker i Santa Maria Maggiore-kirken i Rom.
Bevingede væsener findes i mange andre religioner end kristendommen.