Med rette satte Kristeligt Dagblad for nylig fokus på de forfulgte kristne. En rundspørge blandt danske præster afslørede, at mange syntes, at her var der et problem, som regeringen ikke gjorde nok for.
I samme avis skriver det tidligere konservative folketingsmedlem Viggo Fischer om den forfølgelse, som kristne i Kina bliver udsat for. Han bebrejder regeringen, at man ikke gør mere, selvom man i regeringsgrundlaget har sagt, at man ville. Man har også fulgt op på det med at indrette et kontor i Udenrigsministeriet, der skal følge udviklingen. Men hvad laver de egentlig på det kontor?
Artiklerne peger på, at nogen burde kunne gøre noget mere: Politikerne, diplomatiet og så videre. Men måske er det en forkert eller mangelfuld adressat? Politikere er jo karakteriseret ved at agere i forhold til de stemninger, som de mener at fornemme i folkehavet. Og her er der ikke stort fokus på forfulgte kristne. Her er man mere optaget af jagten på det gode liv, hvordan man så end definerer det. Skal indsatsen for forfulgte kristne højere op på dagsordenen, så skal der et bredere engagement til.
Her har medierne en stor rolle at spille. Skrives der om forfulgte kristne, sker det som regel kun i forbindelse med spektakulære attentater på gudstjenester og kirker, eller når enkeltpersoner heltemodigt afviser at fornægte deres kristne tro og derfor bliver forfulgt. Og dog er spørgsmålet om religiøs forfølgelse, og her altså forfølgelse af specielt kristne, markør for en meget vigtigere underliggende interkulturel udvikling, som vi gennemløber i disse år.
Hvad angår de kristenforfølgelser, som vi har oplevet i 2018, så kan man få et godt overblik gennem det amerikanske kirkelige tidsskrift Christianity Today, der i en række artikler har sammenfattet de 10 vigtigste eksempler på forfølgelse af kristne, som vi har fået kendskab til i det forgangne år. Og jeg skriver med vilje ”kendskab til”, for der er megen kristendomsforfølgelse, som ikke kommer til offentlighedens kendskab. Området er katastrofalt underrapporteret. I tidsskriftets opregning er der eksempler på, at man ønsker at indskrænke religionsfriheden generelt for eksempel i Bulgarien og Bolivia, og det rammer også kristne, navnlig den form for kristendom, som man i USA kalder evangelikal, og som i dansk sammenhæng kan findes i visse frikirkelige miljøer.
Her nævnes også Kina, hvor der lægges begrænsninger på religionsudøvelse blandt andet på nettet, og hvor huskirker og kristelige forsamlinger direkte lukkes eller forbydes. Så jo, der er eksempler på kristendomsforfølgelse i Nordkorea og Kina, som ikke umiddelbart har sit udspring i modsætningen mellem islam og kristendom, men snarere er ideologisk begrundet i den marxistiske ideologi.
Men ellers kan alle de andre eksempler henføres til konflikter mellem kristne og muslimer. Under nogle af disse religiøse modsætninger ligger der ofte også sociale og kulturelle konflikter. Det gælder for eksempel i Indien, Pakistan og Indonesien. Kristendommen har med sit budskab om frihed for undertrykte ofte appelleret til de nederste klasser, de urørlige og kasteløse, som stod uden for samfundet og derfor så kristendommen som en måde at vinde status på. Så der er mange eksempler på, at kristendomsforfølgelse har sit udspring i sociale konflikter. Og der er også eksempler på, at man bruger religion i almindelige politiske konflikter; men det uhyggelige er, at de med en religiøs overbygning bliver vanskeligere at tackle. Hvoraf kommer denne ufredelighed mellem religionerne, her islam og kristendom, der går til en sådan grad, at man finder det retfærdiggjort at slå anderledes troende ihjel?
Kristendommen er ikke en etnisk religion som for eksempel jødedommen. Den er ikke bundet til et bestemt folk eller stamme, men den har slået rod i mange forskellige folkeslag, idet den hævder om sig selv, at den er universel, at den henvender sig til alle mennesker. Akkurat ligesom islam gør det. De er derfor begge missionerende religioner; de søger udbredelse til alle mennesker. Deres budskab er for alle. Kristendommen har sat det på formel i missions- eller dåbsbefalingen: Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple.
Det kan derfor ikke undre, at de ofte er stødt sammen. Siden muslimernes profet Muhammeds død i 632 og den derpå følgende islamiske imperiale invasion af det kristne Nordafrika og Europa har kristendom og islam været i konflikt med hinanden. Derfor har de fleste åbenlyse eksempler på kristendomsforfølgelse også sit udspring i denne årtusindgamle modsætning.
Det ser vi mange steder. Historier om diskrimination og forfølgelser når os fra mange kanter lige fra Ægypten til Tyrkiet og Nigeria. Også mange steder i Østen går det hedt for sig. Her fandt et af de mest spektakulære angreb sted i Surabaya i Indonesien. Her angreb en selvmordsbombefamilie tre kirker samtidig med mere end et dusin døde og over 40 sårede som resultat. Først eksploderede faderen en bilbombe i en kirkebygning, så kørte de to teenagedrenge deres armerede motorcykler ind i en anden kirke, og siden bar moderen med to døtre eksplosiver ind i en tredje kirke og antændte en bombevest, mens hun omfavnede en kirkegænger.
Fra Pakistan er historien om Asia Bibi gået verden rundt: En kristen kvinde, der blev anklaget for at have fornærmet muslimernes profet. Her ses et eksempel på, at det almindelige retsvæsen i en langt udstrakt proces reagerede i overensstemmelse med landets formelle lovgivning og løslod kvinden. Men den islamistiske folkebevægelse vil ikke anerkende dommen og truer med at forfølge hende og dræbe de angiveligt muslimske dommere, der har løsladt kvinden.
Der skal oplysning til for at forstå den vækkelse, som er gået hen over den muslimske verden og dels fører til større muslimsk selvbevidsthed, dels skaber større modsætningsforhold til jøder og kristne. De tektoniske plader, der har båret de religiøse landskaber, forskyder sig i disse år, og det er ikke til at se, hvor vi ender. I den situation kommer mange kristne grupperinger i klemme, og det bliver mest tydeligt i den muslimske verden.
Forløbet viser, at det ikke er nok at appellere til politikere og diplomatiet, når der skal dæmmes op for kristenforfølgelser. Engagementet skal være bredere.
Hvem skal så gøre noget og tage ansvar, når engagementet bredes ud? Ja, det skal vi alle sammen. Politikerne og diplomatiet har deres rolle at spille. Men vigtigere er at mobilisere det folkelige tryk og forsvaret for de kristne værdier. Her har kirken en særlig rolle at spille ved for eksempel at bede for de forfulgte og arrangere møder og konferencer, der sætter fokus på problemerne. I det hele taget har kirken et ansvar for at udvise solidaritet med de forfulgte brødre og søstre.8
Viggo Mortensen er professor emeritus i teologi på Aarhus Universitet.