Hver fjerde dansker tror på opstandelsen

Overraskende, at kun halvdelen tror på korsfæstelsen, mens hver fjerde tror på opstandelsen, lyder det fra religionsforsker

Jesu genopstandelse. Olie på lærred af Carl Bloch (1834-1890).
Jesu genopstandelse. Olie på lærred af Carl Bloch (1834-1890). Foto: The Granger Collection, New York.

Kernen i påskens budskab - Jesu' korsfæstelse og opstandelse - bliver mødt med skepsis i den danske befolkning.

Ifølge en ny meningsmåling, foretaget af Rambøll/Analyse Danmark for Morgenavisen Jyllands-Posten, tror 48 procent af danskerne på korsfæstelsen, mens godt hver fjerde dansker, 26,3 procent, tror på opstandelsen.

At påske-evangeliet opfattes sådan, overrasker Hans Jørgen Lundager Jensen, dr. theol. og professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

"Jeg troede, at danskerne ville være mere skeptiske i forhold til en overnaturlig begivenhed. Omvendt er jeg også overrasket over, at så mange er skeptiske over for korsfæstelsen, der er indgående beskrevet i Bibelen og ikke bryder med vores forestilling om en realistisk begivenhed. Men min erfaring er, at tro ikke er en permanent størrelse", siger Hans Jørgen Lundager Jensen til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Cand. theol. Niels Christian Hvidt, der har forsket i mirakler, peger på, at det for mange danskere er helt uden problemer at kombinere tilsyneladende overnaturlige hændelser med en rationel tankegang.

"Troen på guddommelig indgriben, herunder Jesu opstandelse, har altid været et fundament i kristendommen. Jeg tror bestemt ikke, at de, som tror på opstandelsen, føler, at de er nødt til at gøre op med naturvidenskaben eller en rationel forståelse og tilgang til verden. Rigtigt mange oplever, at man udmærket kan været et fornuftigt, moderne menneske og samtidig tro på, at der skete noget overnaturligt for ca. 2.000 år siden", siger Niels Christian Hvidt, der er tilknyttet Institut for Sundhedstjenesteforskning, Helbred, Menneske og Samfund ved Syddansk Universitet.

Morgenavisen Jyllands-Postens meningsmåling viser desuden, at der er markante regionale forskelle i danskernes tro på opstandelsen. Eksempelvis tror 37 procent af nordjyderne på opstandelsen, mens det samme kun gælder for knap 19 procent af københavnerne.